Da sommeren kom til Danmark

Der skal være en overskrift her, men jeg ved ikke lige hvad – sætter du ikke bare selv det på du synes der passer?

Jeg elsker denne årstid, solen skinner og de fine lette kjoler kan komme ud af skabet.

Selvom jeg er beskidt det meste af tiden (for sådan er det at bo på landet og gå at rode i jorden), så er det da herligt at det kan foregå i en længst glemt sommerkjole.

Altså sidste år pakkede jeg slet ikke mit sommertøj ud, eller mit vintertøj væk.

Og helt hen i maj var jeg stadig ikke overbevist om, hvorvidt det var besværet værd, at skifte garderoben ud til de lette gevanter.

Men jeg har lagt mig fladt ned, og erkendt at dette års sommer kommer som en gave oven på sidste års evindelige efterår…hele året.

Sidste år havde jeg det sådan, at hvis det var udsigten til sommer i Danmark, regn og storm hele vejen igennem, så ville jeg tage mit gode tøj og rejse.

Ej hvor jeg synes det var verdens længste ‘ikke-sommer’ nogensinde!

Så jeg svælger i dette års varme og sol.

Det betyder at huset ligner en slagmark.

Oskar siger; Mor, edderkopperne tror nok det er en stald, og de så kan bo herinde” 😉

Ja, jeg er skyldig i ikke at gide gøre ret meget rent. Jeg vil meget hellere ud at bade eller vande blomster med mit müslibarn.

Faktisk kan jeg kun se to ulemper ved denne sommer;

  1. Blomsterne ligner afpillede og udtjente kviste, og græsset stikker under de bare tæer.
  2. Der er ikke græs nok til hestene hele sommeren, og heller ikke wrap nok til hele vinteren.

Men helt ærligt – Det løser sig nok.

Jeg er ikke døende, så det går nok

Igår spiste jeg brunch med en vidunderlig kvinde.

Hun er mor til en herlig  knægt som Oskar har kendt siden vuggestuen, og de to drenge kommer godt ud af det hinanden.

Heldigvis kan forældrene også ret godt lide hinanden 😉

Så igår, for første gang i flere år var jeg til brunch på en cafe.

Det er ikke engang løgn når jeg siger, at jeg ikke kan huske hvornår jeg sidst var det.

Vi skraldgrinede, hyggede os, spiste den lækreste mad på en lille cafe i hjertet af Køge, og så var vi begge for en stund bare kvinder.

Ikke ‘Mooooaaarr’. Men bare kvinder.

Sådan nogen der kan drikke friskpresset appelsinjuice mens den er kold, sippe cafe latte mens den er varm (…og uden den spilder ud over det nyvaskede antræk), spise sin mad uden at dele, eller rejse hver 23’ende sekund.

Vi elsker vores unger. Det må der slet ikke være tvivl om <3

Og ja det er jo svært at undgå at samtalen falder på dem, og deres herlige påfund.

Det skønne ved igår er også, at vi begge har det så godt med at have været dullede dåser i København engang, og nu mest bare render rundt i joggintøj, med ubarberede ben.

Vi kan godt dulle den op stadig, men det er bare ikke sikkert vi gider. Og det er helt ok.

Som Hectors mor sagde; “Ja jeg har da lidt visdomsfarve i håret her og der, men jeg er jo ikke døende, så det går nok.”

Jeg ELSKER den sætning; ” Jeg er jo ikke døende, så det går nok.”

Instant reality check og perspektiv på problemerne!

Den sætning må jeg simpelthen tage til mig.

For det kan dårligt siges bedre.

Jeg går ind imellem i selvsving over, at jeg også burde tage til en rigtig frisør mere end hver 5. år, men altid ender med at benytte Frisør Køkkensaks ude på badeværelset, eller at 2/3 af mit klædeskab er aflagt tøj fra veninder, min mor, min kusine, mine naboer etc., eller at mine flotte stilletter samler støv i skabet alt imens jeg dansker rundt i crocs dagen lang.

Men jeg er jo ikke døende, så det går sgu nok. Ikke sandt?!?

Sometimes work is needed

Her i weekende afholde vi kursus i rideangst på gården.

Det glæder jeg mig helt vildt til…og vejret bør være med os hvis jeg forstå DMI korrekt.

Lige nu er der faktisk så mange ting i gang, at jeg skal holde tungen lige i munden for ikke, at miste overblikket lidt.

Heldigvis er det på den gode måde, at der er lidt knald på.

Okay, altså lige på nær de syge dyr, som på en eller anden måde synes at fylde dette år.

Med lidt held bliver de dog raske igen, og vi undgår svære beslutninger på den konto.

Så jeg vil nyde sommerens sol og varme, mens jeg knokler på med alle de projekter der står for døren, og nyde at jeg i år har prøvet at være i biografen, til brunch, og måske kommer ud at spise på restaurant…alt sammen på bare et enkelt år.

Jamen dog, tænk sige lige hvor jeg får slået mig løs i år 😉

Rigtig god sommer til dig, og god ferie hvis du allerede er gået fra til afslapning og kvalitets-nærvær med dem du elsker allermest.

Take the chance and hope to fly

Tid er dyrbart – den vigtigste valuta vi har

De sidste 2 onsdage har jeg ikke fået lagt et indlæg på bloggen, undskyld.

Jeg vil gerne fortælle dig hvorfor, men du er nødt til at læse med hele vejen i dag så.

Jeg har ikke ladet bloggen gå i glemmebogen, og det har ikke været med min gode vilje.

En af de ting jeg igen og igen kredser tilbage til er tid.

Tiden…den allervigtigste valuta vi har i vores liv.

Når den er gået kan den ikke bruges igen, eller genvindes, eller gøres om.

I de sidste to uger har jeg haft syge heste på skift, hele 3 forskellige med forskellige sygdomme.

Det er næsten som om jeg skulle have haft et klippekort til dyrlæge.

En blev opereret i Slagelse, en anden skulle helt til Lolland og kigges på (og skal til Fyn om 6 uger til tjek), den tredje kunne heldigvis forblive på matriklen, men skulle ud at gå i 15 minutter hver anden time i et døgn.

Og ja…jeg var stadig mor, der var vasketøj, nullermænd, tørstige planter og andre heste der skulle trænes, og en mand jeg skulle kigge lidt i øjnene.

Men også en stor beslutning vi sammen skulle træffe.

En der måske nok får betydning for bloggen.

Man skal gribe de chancer man får – eller hvad?

I løbet af i år er mit hestetræning kommet til at fylde mere og mere.

Det var ikke planen da jeg startede hjertevarme.nu, at hestene skulle være mere end en lille del af hvad jeg skulle lave.

De skulle coache.

Men hesteverdenen har kaldt og trukket, og jeg har ikke kunnet lade være med at svare.

Lige nu ved jeg ikke helt hvordan jeg kan integrere hjertevarme.nu med min Harmonisk Hest træning.

Harmonisk Hest favner også, dog i  mindre grad, den hestefaciliterede Coaching.

Jeg ELSKER at coache med hestene!

Men sandt at sige, så har jeg ikke haft overskud til at få reklameret, eller gjort meget for at vifte med tilbuddet under jeres næser.

Og derfor har der været stille på den front.

Men den direkte træning af heste og ejere med problemer, har langsomt sneget sig mere og mere ind.

Jeg vil så gerne begge ting.

På sin vis kan jeg også begge dele, men….noget nyt har præsenteret sig selv…igen.

Do or die

I de to uger jeg har været stille her på bloggen har Søren og jeg nemlig skulle træffe et valg.

Sådan et der koster penge.

Sådan et der kræver tid.

Sådan et vi måske brænder nallerne på.

Sådan et vi synes kunne være sjovt.

Vi er blevet tilbudt en lille virksomhed, og vi er “kommet til” at sige ja.

Så til august forventer vi at der i Sørens værksted står en lille butik klar.

Det er sådan set mest Sørens virksomhed, og jeg er lidt med på sidelinjen for en stund. På sigt håber vi at virksomheden (sammen med nogle af mine andre hesteting) kan blive det jeg skal leve af.

Vil det lykkedes?

Vi aner det ikke. Vi håber. Vi prøver.

Når man siger goddag, siger man også farvel

Naivt håber jeg, at hjertevarme.nu vil vokse sig så stor, at jeg kan leve fuldt ud af at hjælpe andre – både med og uden heste.

Men jeg ved jo godt, at der kun er den tid der nu engang er.

Derfor har jeg været nødt til at pudse realitets-brillerne og sætte dem på øjnene.

Med virksomhedens kommen, er det sandsynligt at det er hjertevarmes farvel.

Bare det at skrive det, gør ondt.

For jeg elsker, elsker, elsker min lille blog, og jeg elsker hver gang I der læser med skriver en kommentar.

Stor som lille.

Som dengang Charlotte kommenterede et indlæg om at miste.

Det rørte mig så dybt.

Eller som dengang en af “mine” 8.klasses elever skrev at hun virkelig gerne ville have min e-bog ‘Tæm frygten & Skab dit drømmeliv’.

Der blødte mit hjerte for hende, og stadig den dag i dag tænker jeg på hvor stærk en pige hun er.

Alt det hun kæmpede med. Alt det hun sejrede over. Alt det hun var. Alt det hun ER!

Never stand alone

Når sandheden skal frem…så aner jeg jo heller ikke om jeg sidder her og skriver kun for mig selv.

Hvilket sådan set er helt ok for, for mig er der noget meditativt i skrive.

Men den tid jeg har, den tid jeg lægger, den er nødt til at bruges der hvor den giver bedst mening.

Og hvilke mening er det så?

Hvis jeg var spundet af guld, så var det uden tvivl hjertevarme.nu der gav mig mest mening.

Min familie trives så dejligt, nu hvor jeg ikke længere er ude at være lærer, og løbe i hamsterhjulet.

Derfor bliver jeg nødt til, at prioritere de chancer der giver økonomisk afkast.

I et helt år har jeg fået lov at lege, og gøre det her som jeg elsker. Uden tanke for økonomi.

Jeg har været så ufatteligt heldig. Jeg værdsætter det stadig.

Nu er tiden dog inde til, at jeg bliver nødt til at have det økonomiske aspekt med ind i mine prioriteringer.

Ihvertfald hvis jeg vil forsøge at styre uden om hamsterhjulet igen til næste år.

Da jeg skrev indlægget Som en tsunami der smadrer og fortærer alt på sin vej var jeg tilbageholdende med at give indlægget opmærksomhed.

Simpelthen fordi det er et skide sårbart indlæg om en grim oplevelse i mit liv.

Den første del af indlægget er en del af min e-bog, fordi den aften var skelsættende for mig.

Og jeg vil gøre alt hvad jeg kan, for ikke at blive slået omkuld af sådan en tsunami nogesinde igen.

Selv hvis det betyder farvel til min elskede blog.

For skriver jeg kun for mig selv, så er det okay, at jeg for en tid bare skriver i mine tanker, og ikke her.

Når vejen drejer kan man følge med, eller gå i stå

Måske  må vore veje skilles denne sommer.

Du skal bare vide, at jeg har værdsat og nydt hvert skridt vi tog sammen.

Som en sæbeboble der rider på vindes brede vinger, lader jeg mig endnu en gang føre ud i livet.

Håber på, at jeg lander blidt – hvorend vinden vil tage mig.

 

Kærligst,

Janne

Bring dit nervesystem i ro med denne simple øvelse

I dag er det endnu et videoindlæg 😉

 

Bær over med al den video tamtam, men jeg elsker vejret lige nu, gør du ikke også?

Dagens indlæg er en simpel men super øvelse, et tip til at blive tanket op af energi, og bringe din nervesystem i ro, og balance i din krop.

Se med og se om det er noget for dig =)

 

Er du vinderen af min e-bog – Tæm frygten & skab dit drømmeliv?

Dagens blogindlæg er en video – vejret er simpelthen for dejligt til at sidde inde og taste løs 🙂

Hvis du vil have fingrene i min e-bog Tæm frygten & skab dit drømmeliv, så kig med i videoen og se hvad du skal gøre for at vinde den.

Jeg giver nemlig hele 4 eksemplarer væk, og den lander direkte i din email når du vinder.

 

Klik, deltag, skriv kommentar på fb.

Farvel, min tid her er forbi – jeg må videre

Forandring er et af livets vilkår

Under tiden kan man føle sig som en sæbeboble der blæser med livets vinde.

I alle mulige og umulige retninger…

Uden at være herre over hvilke retning man bæres videre i, uanset hvor meget man ønsker at blive hvor man er.

Eller svæve i en anden retning…

For forandring er et vilkår vi alle lever med i dette liv.

Den eneste vi kan være sikre på er, at forandringer kommer.

Nogle gange føres vi ad nye veje mod bedre farvande, og andre gange bliver vi ledt direkte ind i orkanens vilde storm og hvirvlet rundt.

Farvel, min tid her er forbi – jeg må videre

Når vi er heldige, får vi lov at være den der bestemmer hvornår det er tid til at sige farvel.

Tid til at søge nye veje og stier på livets rejse.

Men af og til er der omstændigheder, eller mennesker, der beslutter for os, at vi skal tage afsked med en velkendt og tryg vej vi længe har betrådt.

En dejlig kollegaer fra skolelivet, fik ikke selv lov at vælge.

Hun stod en dag overfor en forandring, hun ikke selv havde set komme.

Det var lynet fra den klare himmel der slog ned den dag i hendes liv.

Jeg har mange gange tænkt på hendes situation, på hvor utroligt stærk en kvinde hun er, og på hvor stor en drejning hendes liv tog på ingen tid.

Heldigvis tror jeg, at hun inderst inde godt ved, at det er en gave i forklædning, at den livsændring blev truffet for hende.

Og jeg tror også, at det på mange måde er sundere for hende, at sige; “Farvel, min tid her er forbi – jeg må videre…”

Men jeg anerkender den skræmmende situation det kan være, når noget man ikke er klar til at forlade, pludselig forlader en.

Uden at man havde set det komme.

Hvor blæser din lille sæbeboble mon hen?

Fremtiden kan ingen vide sig sikker på,.

Lige meget hvor meget der planlægges, knokles eller kæmpes for den.

Sidste år håbede jeg på, at min sæbeboble ville blæse i en bestemt retning, og jeg var så heldig, at vinden stod mig bi og var en lykkesvend.

I år er jeg knap så sikker på, at jeg blæser imod det jeg ønsker mig.

Føres stille ad den lette vej under blå himmel og høj sol.

Jeg føler stormens vinde der rusker derude, og vil hvirvle mig rundt.

Kaste mig op og ned, som en skrøbelig sæbeboble der kan punkteres mod den skarpe torn.

Men jeg ved, at jeg må prøve at følge forandringens vinde, og lade mig føre derhen hvor det er meningen jeg skal.

For selvom hver en sæbeboble er skrøbelig og let at puste afsted, er de også fleksible.

Og i stand til at lande så yndigt, eller smelte sammen med andre de møder på deres vej.

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste sæbeboble der forlod den trygge beholder, og lod mig puste ud i verden, for at finde nye eventyr på min vej.

Hvis du også har sat  kursen ud over de åbne vidder, og lader dig føre afsted i livet, som en dans fuld af spænding og skarpe torne, så vid at du ikke er alene.

Måske møder du andre sæbebobler på din vej, som du slet ikke kan undgå at smelte sammen med, og måske lander du lige der, hvor det var allermest rigtigt.

Giv dig hen – mærk vinden løfte dig op i sin stærke favn og bære dig afsted <3

Mangler der ikke noget???

På morjobbet er der ingen overenskomst eller feriedage – men masser af kærlighed…og kaffe.

Der kommer nok til at mangle noget…

I dag har jeg lovet at være mor hele dagen, for min dejlige skrubbe skal have lagt dræn.

Hvis du selv har et ‘ørebarn’, så kender du hele rutinen.

Jeg har lovet is, og legekammerat, og fælles aftensmad 💙

Derfor når jeg ikke at skrive noget overdrevet inspirerende på bloggen i dag.

I know…jeg skulle have skrevet indlægget på forhånd.

Faktisk ville jeg have skrevet det igår.

Men jeg fik besøg af en dejlig kvinde, hvis liv har ændret sig markant, ufrivilligt.

Så jeg “kom til” at kaffe og heste med hende istedet 😊

Planen var at ugens indlæg hverken skulle handle om barn eller hest.

Men nok en gang må jeg rulle lidt med øjnene af mig selv, og konstatere at de der fine planer, de havde andre planer.

Derfor kommer der nok til at mangle nogle skarpe, eller dybsindige, ord på bloggen i dag.

For uanset hvor mange andre spændende job, opgaver og eventyr der gerne vil ses, mærkes og udleves, så er der intet der betyder mere for mig end, at være en nærværende og hjertelig mor for Oskar.

Life is what happens while you are busy making other plans 🍀

Forårs-challenge

Husker du at gøre det inden det er for sent?

I dag vil jeg gerne give både dig og mig selv en challenge, og jeg håber du vil tage den op.

Sidste forår havde jeg en challenge oppe, hvor det krævede en tur i skoven og jeg elskede de dejlige tilbagemeldinger der kom.

Derfor har jeg lyst til at gøre det igen.

Den anden dag kom jeg til at tænke på, hvor ofte jeg tager for givet at dem jeg holder allermest af altid vil være der.

Men sådan er virkeligheden jo ikke.

Jeg ved det godt, jeg glemmer det bare og tager for givet at der altid vil være tid.

Tid i morgen, på lørdag, næste gang vi ses, eller en anden dag.

Denne challange handler derfor om at huske at gøre noget godt inden det er for sent.

Okay, her er så udfordringen

Denne challenge løber over en uge, men den kræver ikke mere af din tid, end den som du er villig til at give.

Du får 2 “opgaver” som du skal gøre hver dag, de kan sagtens kombineres hvis det giver mere mening, men de kan også være adskilte.

Det er helt op til dig.

Opgave 1) Sig noget dejligt til en du holder af hver dag

Denne opgave er meget simpel, og giver jo næsten sig selv.

Jeg vil bede dig om, at sige noget dejligt til en du holder af hver dag i ugen. Det kan være den samme person hver dag i en hel uge, eller det kan være forskellige personer.

Eneste ‘krav’ i denne opgave er, at du mener det du siger, og at du prøver at gøre det lidt personligt.

“Sikken nogle flotte sko” er som sådan en dejlig besked at få.

Men måske det vil være endnu mere rart at få at vide noget i stil med; “Du er simpelthen sådan en dejlig kæreste, jeg elsker dig og jeg beundrer din måde altid at vende svære ting til noget positivt på.”

Opgave 2) Pay it forward

Denne del af ugens challenge handler om at gøre noget for en anden, eller nogle andre.

Du kan sikker selv huske en situation hvor nogen du ikke kendte hjalp dig, med stort eller småt, men helt uventet og uden at bede om noget retur.

Det kan ihvertfald.

Første gang jeg var i USA, helt alene, hjalp en kvinde mig med at finde tilbage til mit hotel, fordi jeg var faret vild. Hun tog bussen med med mig, i en helt anden retning end hun selv skulle, og fulgte mig på rette vej indtil jeg selv kunne finde vejen tilbage.

Jeg kommer aldrig til at kunne gengælde hendes hjælp, men jeg kan give den videre. Hvilket jeg prøver at gøre så ofte jeg har mulighed for det.

Det kan være at give en ung dreng en 10’er til en indkøbsvogn, fordi han har lovet sin mor at handle og glemt mønter til en vogn.

Eller at stå og snakke lidt med et lille barn i Netto så moren lige kan lægge varerne på båndet i ro og mag, uden at skulle jonglere med træt barn, penge, varer og sure kunder i køen der stirrer.

Kort sagt, gør en god gerning for en du ikke kender, bare fordi det lige vil gøre hans eller hendes dag lige lidt mere dejlig.

Om det skal være noget stort og krævende, eller småt og lige til er helt op til dig.

Du høster det du sår

Hvis du er klar på en uges challenge, så vær med og se om ikke det er rigtigt det der med, at man høster det man har sået.

Ud over at andre bliver glade og overraskede, er jeg ret sikker på, at du selv vil opleve at du bliver i godt humør over at sige noget pænt, og gøre noget godt for andre.

Jeg glæder mig selv til at tage udfordringen op, for jeg ved at jeg for let forfalder til en anden dag når det kommer til at huske at få sagt nogle dejlige ting til de mennesker jeg holder allermest af.

Oskar siger jeg det til dagligt, og det kommer så let og naturligt, men somehow er jeg bare lidt for sløj når det kommer til de voksne i mit liv.

Men det laver jeg lige om på i denne uge…bum =)

 

Er det ikke godt (nok) hvis det ikke er ekstraordinært?

I fødselsdagsske med feberramt Oskar

Skal det være ekstraordinært for at være godt (nok)?

Igår havde jeg fødselsdag, og Søren og jeg skulle på kærestedate.

Men det er sådan med børn, at ens planer ofte bliver lavet om, og kommer til at se helt anderledes ud end forventet.

Så istedet for en kærestedate med lækker cafe-frokost, blev det til leverpostejs-klapsammen-madder i sofaen.

Oskar var nemlig syg på 2. dagen.

Feberramt og en lille stakkels pjevsi, der bare havde brug for sin mor, lidt Ipad og chokolade is i sofaen.

(Ja, chokolade isen endte på alle puder og tæpper, men hvad gør det hvis bare den hjælper på humøret).

Dagen gik med lidt hest om formiddagen for mig, og ellers bare helt nede i gear, bestemt af hvad Oskar kunne og ville.

Om aftenen da jeg sagde godnat, og tak for en dejlig fødselsdag, kunne jeg se på Søren, at han tænkte det ikke havde været den dag han havde håbet på for mig.

Det fik mig til at tænke over om, vi somehow har en forestilling om, at fejringer skal være ekstraordinære for at være gode (nok)?

For jeg kender det jo godt selv.

Ideen om, at en fejringsdag jeg arrangerer for andre, skal være sådan lige lidt mere fest, og lidt mindre hverdag.

Dengang vi stjal et badedyr, og så en mand tabe gebisset ved Valby station

Men egentlig havde jeg en fantastisk dag.

Jeg havde ikke behov for andet end det som dagen var; en hyggelig dag med dem jeg holder allermest af.

Faktisk har jeg ikke har holdt fest eller anden form for komsammen, siden jeg rundede de 30 år.

Ikke fordi jeg ikke vil fejre min fødselsdag eller noget i den stil, men mest bare fordi jeg ikke har haft behov for det.

Skulle jeg ønske mig noget uden for normalen, skulle det da lige være en god gammeldaws bytur med Las Chicas .

Som dengang vi endnu ikke havde mor kroppe, mormor arme, pæreform, appelsin hud og indkøbsposer under øjnene, af søvnmangel.

Næh, som dengang…

…hvor vi crashede en sommerhus fest, stjal et badedyr fra nogle unge gutter, kørte skide fulde på cykel i tårnhøje stiletter, i bælgmørke på en grusvej i Marielyst, og spillede sugerør med den unge fyre om gratis paraply drinks.

Eller…

…som dengang vi pivstive, blev kørt hjem af nydeligt uniformerede betjente, med blå blik og udrykningskørsel, efter en tur rundt på Vesterbros bodegaer, og så en mand tabe sit gebis midt på vejen ved Valby station, og vi var ved at dø af grin over han upåvirket bare tørrede det af i buksebenet, og smed det tilbage i den nøgne mund.

Men det stod ikke i kortene i år…heller ikke i år.

Og det er faktisk helt okay.

For jeg har været der, jeg har gjort det og jeg har levet det.

Brune chokoladeis pletter på de pastelfarvede puder

Og når man har gjort alle de der crazy blondine ting, så føles rugbrøds-leverpostejs-klapsammen-madder ikke som et afsavn af nævneværdig karakter.

Synes jeg…

Så kan jeg godt leve med en fødselsdagsske i sofaen med et sygt barn og herre mange brune chokoladeis pletter på de pastelfarvede sofapuder.

Måske er det alderen det bare alderen der har ramt mig, og gør at det er helt perfekt, at sådan en nogen-og-tredive-års-fødselsdag ikke behøver at være ekstraordinær for at være god…nok.

Men hey dejligste veninder, hvis I læser med, så lov mig vi snart skal lufte de gamle gangstativer igen!

<3

Lunte og Misser…selvom I ikke er på billedet, så ved I jo godt ; Ingen fest uden jer 😉

 

Så kom foråret – om at finde vejen tilbage

Foråret er (vistnok) kommet. og vi nyder en hyggelig stund med 3 af de 6 hvide heste på gården.

Jeg kom til at blive væk – og kunne ikke finde vejen tilbage

Som de trofaste læsere ved, har bloggen ligget stille hen igennem længere tid.

Ikke af dårlig vilje.

Omstændighederne gjorde, at jeg følte mig nødsaget til at prioritere hvordan jeg brugte min tid og energi.

I søndags var det 1 års dagen for bloggen, og dengang skrev jeg indlægget Så springer vi ud.

Og i det indlæg kunne du læse sådan her:

Du er helt perfekt som uperfekt, og det er okay at du vælge til og fra, prioriterer hvad der føles rigtigt for dig. Du behøver ikke at sætte barren højere for dig selv end du gør for andre…og løbe lige lidt stærkere, yde lige lidt mere, ‘føle’ lidt mindre, og presse citronen til allersidste dråbe. Du må gerne…nej, du SKAL…sige ja tak til dig selv, dine behov og dine drømme. Og du skal gå efter dem!

Netop dette måtte jeg sande, at jeg selv skulle følge i starten af dette år.

Den 26. februar blev min bil stjålet og straks efter fulgte den ene udfordring efter den anden, både med vejr, barn, heste, økonomi og sådan forsatte det ellers.

Jeg følte at jeg konstant kørte på ‘low battery’…du ved når din mobil begynder at lyse rødt på batteri ikonet på skærmen, og du får lidt pres over hvornår du kan få den i laderen igen.

Sådan har det været synes jeg.

Jeg elsker det her billede, for det bliver så visuelt, om man er ladet op og klar, eller om man skal se at finde en ‘stikkontakt’.

 

Hvem gider at læse om en brokkerøv?

Jeg har tit haft lyst til at sætte mig til tasterne og skrive et blogindlæg.

Men min ‘low battery’ status, bød mig, at bruge den sidste strøm på at få hverdagene til at gå op.

Og ja, så bildte mit ego mig også ind, at der nok ikke er nogen der gider læse hvad en konstant brokkerøv har på hjerte.

Og ja, der var lidt meget brokkerøv over mig i både februar og marts. Jeg erkender det.

Det sidste indlæg jeg postede, inden livet lige klappede sammen for en stund, handler om min e-bog, og om en personlig oplevelse der var startskuddet til bloggen.

Indlægget kan du finde her: Som en tsunami der smadrer og fortærer alt på sin vej.

Præcis det indlæg var skide sårbart, og jeg ‘gemte’ det lidt af vejen, ved ikke at dele det andet end her på bloggen.

Det betød også, at indlægget ikke blev læst så meget som nogle af dem jeg har delt mere.

Og af en eller anden grund kunne jeg godt mærke, at det gjorde lidt av.

Jeg tror på en måde, jeg skulle sunde mig lidt.

Tage en pustepause, oven på mange sammentræf der drænede mit ‘batteri’.

Så da jeg satte mig til tasterne i dag, tænkte jeg; Hvad pokker skal jeg overhovedet skrive?

Skal jeg skrive om Oskars nye hest?

Om min nye bil?

Bør jeg skrive udførligt hvordan læsset væltede for en stund?

Skal jeg skrive noget seriøst, noget sjovt eller skal det være helt vildt dybsindigt?

Hvad pokker skal jeg mon skrive??

Smukt var det da Oskars legehus stod gemt mellem de sneklædte træer, men øj hvor har jeg glædet mig til forårets komme.

Når vejen tilbage er at starte med det første skridt

Vejen tilbage til tastaturet, og et nyt indlæg, har været lang.

Og på en måde har jeg også gruet lidt for det.

For…

Gider folk egentlig læse med mere, når jeg har haft så lang en pause fra ‘jordens overflade’?

Og…

Hvordan mon det kommer til at gå med de der kurser og bøger jeg gerne vil have ud i år?

Men vejen tilbage til at være aktiv igen og gøre det jeg godt kan lide (nemlig at skrive her på bloggen), behøver jo ikke være raket-videnskab siger jeg så til mig selv, nu i skrivende stund.

Ja, jeg vil gerne have tid til at fordybe mig og reflektere over det jeg skriver.

Men hvis resultatet bliver ‘intet resultat’, så er det jo ikke vejen frem.

Så bum…

I dag kommer der et lidt rodet, og knapt så struktureret indlæg på bloggen.

Men ved du hvad…I don’t care =)

Bare det at jeg kommer igang, og at der faktisk kommer et indlæg, det har jeg simpelthen besluttet, at det er dagens succeskriterie.

For nogle gange er vejen tilbage til det du godt kan lide, så simpelt som at tage det første skridt.

Det kan godt være det ikke er perfekt, smukt eller genialt.

Men det er vejen frem.

Oskar krammer med sin hest Djarfur der lige er ankommet.

Rejser skabes skridt for skridt, ikke mil for mil.

Som en tsunami der smadrer og fortærer alt på sin vej.

ALT="tsunami"
Et helt hav kan ikke sænke et skib, med mindre vandet trænger ind i skibet.

Begyndelsen på enden

“Som en tsunami , der smadrer og fortærer alt på sin vej.

Inden jeg ved af det, kidnapper følelserne min krop, og jeg tyrer
skålen ned i gulvet.

Vores spritnye gulv til 15.000 kroner.

Skålen splinters i en million stykker.

Jeg råber for mine lungers fulde kraft: For helvede!

Nu er der glassplinter, og chips, over alt på gulvet også. En rodet
mas se, af legetøj , chips og glas skår.

Begyndelsen på enden –

Oskar bliver helt vildt forskrækket. Han begynder at græde højt og
bange.

Han klamrer sig til Søren.

Søren kigger vredt på mig, og konstaterer højt og strengt, at jeg er
bindegal.

Og så begynder jeg at tude.

Ikke bare græde sådan lidt. Nej , hulke, helt hysterisk.
Tårerne løber ned af mine kinder.

Jeg er nødt til at gå uden for, og sætte mig i vores vindfang.

Jeg er færdig, flov. Brugt. En falden kriger. Tom og utrøstelig.

Ikke alene har jeg smadret vores helt nye og dyre gulv.  Jeg har også gjort min søn bange, og rigtig ked af det.

Det er faktisk det værste. Min søns oplevelse og reaktion.

Det er slut. Det går ikke.

Jeg vil ikke være med til det længere.

Lige der i vindfanget, mens vinterblæsten river i træerne derude.
Der ved jeg, at det her må slutte.

Sådan skal mit barn ikke vokse op.

Sådan vil jeg ikke leve.”

Fra mig til dig

Ovenstående er en del af min historie som du kan læse i min e-bog ‘Tæm frygten & skab dit drømmeliv’.

Jeg vælger at dele den med dig her på bloggen også, fordi det er en af de dage, som jeg er allermest flov over i mit liv.

Jeg er så flov over, at jeg ikke kunne beherske mig, og at jeg opførte mig så vanvittigt foran min lille søn.

På daværende tidspunkt var han kun 2 år gammel.

Det er eddermame svært at forklare et barn på 2 år, hvorfor mor pludselig eksploderer som atombomben over Hiroshima.

For ikke at tale om, at han ikke behøver at være bange for dig bagefter.

Selvom det er en episode de fleste nok helst vil fortrænge, eller feje ind under gulvtæppet, så var det også en gave i forklædning.

Men den her dag, den her episode, gjorde at jeg blev nødt til at tage stilling til mit liv.

Jeg blev tvunget til at tage stilling til, om det jeg havde gang i var holdbart.

Spoiler alert – det var det selvfølgelig ikke.

Det varer ikke længe nu

Om ikke så længe er bogen tilgængelig på webshoppen, og jeg glæder mig rigtig meget til den ligger der.

Jeg skrev den i sensommeren, og har brugt lang tid på at lave et fornuftigt set up som e-bog på den.

Det der har taget mest tid med den, er faktisk at skulle sætte mig ind i nye programmer, lære at navigere i dem, og få et færdigt resultat.

Lige nu går jeg og venter på, at Ulrik som hjælper mig med det tekniske, får den lagt ind i shoppen.

Man skal kende sine begrænsninger.

Og jeg er altså kun en blondine, så der er bare nogle af dem af og til 😉

Indtil videre er der et par stykker der har fået et sneak peak på bogen, og deres tilbagemeldinger har været meget positive.

Men altså, hvorvidt bogen bliver en succes er jo helt ude af mine hænder, og det er godt nok lidt angstprovokerende.

Hvilket er meget ironisk taget i betragtning af, at titlen på bogen er ‘Tæm frygten & skab dit drømmeliv’.

Jeg glæder mig til at præsentere den yderligere, når den er tilgængelig.

For nu må du nøjes med historien om, hvordan jeg smadrede et gulv og skræmte mit barn.