3 år fulde af minder – både de dejlige og de svære

Som tiden dog flyver

På søndag bliver Oskar 3 år, og skal selvfølgelig holde fødselsdag.

Tænk sig engang…der er allerede gået så lang tid, siden vi mødte ham for første gang.

Alle der har børn siger, at tiden går så hurtigt, og det er som om den sætning er en gave man får, når man bliver forælder.

Inden vi fik Oskar, synes jeg det var lidt noget pjat at sige, at det gik stærkt.

Og da han var en lille baby, tænkte jeg at det virkede som om, at der var en evighed til, at han ikke bare skulle hænge på mig.

Men nu ved jeg bedre.

Nu tager den ene dag den anden, og den ene ‘første gang’, afløses af den næste, i et raskt tempo.

Den anden dag sad han i badet og legede mens jeg lavede aftensmad.

Pludselig hører jeg ham udbryde; “Tak for lort”, og ja så havde han lige fået lært den sætning i børnehaven.

Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at trække på smilebåndet, nu med så stor en dreng, at han bruger den slags gloser.

“Hvem laver skyerne mor?”

Når man er 3 år gammel, er der mange ting man gerne vil vide og have svar på.

Således spurgte han mig i weekenden hvem der laver skyerne. Bum bum…hvad pokker svarer man lige begavet til det spørgsmål??

Jeg endte med at svare at det nok var Toto der sad oppe på himlen og lavede skyerne, så vi kunne se dem, og tænke på hende.

Duddie (Toto) tager sig en middagslur i solen.

Toto var vores søde lille hundepige, som vi desværre måtte sige farvel til ret akut, på grund af hidsigt voksende kræft i maven.

Oskar og Toto var bedste venner, og han knuselskede hende.

Jeg kan stadig få våde øjne når jeg tænker på hende, og på den sidste dag vi havde sammen med hende.

En morgen opdagede jeg at hun var dårlig, og det udviklede sig kun værre som minutterne skred frem. Hun rystede, var kold og der var næsten ikke liv i hendes øjne.

Hurtigt ringede jeg på arbejde og meddelte, at jeg ikke kunne møde ind, da jeg godt kunne se, at det her var akut dyrlæge.

Så med lyset hast fik jeg Oskar i tøjet, og tog ham på den ene arm, og Toto under den anden.

Hun kom på bagsædet, og på vej til vuggestue fortalte jeg Oskar, at Toto var syg og skulle til lægen.

Da vi steg ud på parkeringspladsen, vinkede Oskar farvel til hende igennem ruden på bilen.

Det var sidste gang han så sin bløde, lille hundepige i live.

Oskar fik lov at sige et sidste farvel til hende, inden hun blev begravet unde et træ i haven.

Døden er en del af livet

Selvom børn ikke forstår konceptet med døden, så er jeg ikke i tvivl om, at han forstod, at Toto ikke var i sin krop længere.

Vi fortalte ham, at Toto var taget op til alle stjernerne og flyvemaskinerne, og selvom at vi ikke længere kunne se hende, så vidste vi når vi så op på himlen, at hun sad deroppe og kiggede ned til os.

Derfor gav det også mening, at fortælle ham, at skyerne var nogle som Toto lavede til os, så vi kunne huske hvor sød hun var.

Den forklaring synes Oskar godt om, og vi talte lidt om hvordan Toto plejede at være da hun boede hos os.

Vi savner hende stadig, men hun var desværre kun til låns for en kort tid <3

Toto og Oskar delte til tider barnevogn på vores gåture da Oskar var lille. Faktisk har hun også haft lånt hans klapvogn ind imellem. Hun havde nemlig et dårligt knæ.

Glæden ved at dele

I morges hyggede vi i haven inden det blev børnehavetid.

Oskar fik nemlig sin fødselsdagsgave lidt før tid, et gyngestativ med klatretårn og rutschebane.

Det blev afprøvet allerede igår, men vi måtte lige en tur derud igen i dag.

Livet på gården er jo for alle, og vi deler de ting vi har.

Garfield blev ellervild over at se gyngestativet, og skulle straks afprøve det store ‘kradse/klatretræ’ som han helt sikkert synes var lige så meget hans som Oskars.

Og det var helt fint med Oskar, som synes det var en fest, at Garfield kom med op og svinge sig.

De kunne have hygget sig der hele dagen, vil jeg tro 😉

Jeg elsker at Oskar får lov at vokse op med dyr, og alle de sanseindtryk som de er med til at give ham.

Han griner og elsker når både kat og hunde kommer og deltager i hans leg.

Selvom vi ved, at det hører med, at vi skal lære ham at livet også betyder farvel til sine dyrevenner, og at det kan være trist, så er alle de gode stunder og store smil den opgave og sorg værd.

Vi har kun tiden så længe den er der

Tiden går så hurtigt, og før man får set sig om er ens knægt  3 år gammel, gider ikke længere at kramme og holde i hånd hele tiden.

Næh, nu kan og vil han alting selv.

Heldigvis er han stadig min lille ‘baby’ når vi ligger i ske i sengen om natten, og jeg kan putte mig helt ind til ham.

Lægge næsen helt ind til ham og dufte ham, når han stikker sine små, bløde tæer ind imellem mine lår, og lægger armen om halsen på mig i søvne.

Vi har kun tiden så længe den er der, og om lidt er den allerede væk og forsvundet.

På søndag er 3 år forsvundet som dug for solen, men har efterladt en masse minder, som vi for altid vil bære med os i hjertet.

Uanset om det er små fødder, eller små poter, kan de sætte store spor i vores liv.

Bare ved at være en del af den hverdag der kommer og går så ubemærket.

Én kommentar til “3 år fulde af minder – både de dejlige og de svære”

  1. Kære dig ❤️

    Et vidunderligt indlæg der rammer mig hårdt i denne tid. Min far er døende og hver dag tænker vi “ er det i dag, vi skal sige farvel, og på gensyn”. I dag vejede han 41 kg og sover 22 ud af 24 timer i døgnet. Han er ikke klar til sin rejse, men nogen trækker i ham og hans kræfter er ikke mere. Men vi har haft ham hele livet, han er lige blevet 80 år, og han har haft et pragtfuldt liv❤️ Døden er en del af livet – men svært at acceptere når man står tæt.
    Hjertelig tillykke med dit vidunder på søndag Og lad os leve livet for fuld skrald mens vi er her Knus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *