Som en tsunami der smadrer og fortærer alt på sin vej.

ALT="tsunami"
Et helt hav kan ikke sænke et skib, med mindre vandet trænger ind i skibet.

Begyndelsen på enden

“Som en tsunami , der smadrer og fortærer alt på sin vej.

Inden jeg ved af det, kidnapper følelserne min krop, og jeg tyrer
skålen ned i gulvet.

Vores spritnye gulv til 15.000 kroner.

Skålen splinters i en million stykker.

Jeg råber for mine lungers fulde kraft: For helvede!

Nu er der glassplinter, og chips, over alt på gulvet også. En rodet
mas se, af legetøj , chips og glas skår.

Begyndelsen på enden –

Oskar bliver helt vildt forskrækket. Han begynder at græde højt og
bange.

Han klamrer sig til Søren.

Søren kigger vredt på mig, og konstaterer højt og strengt, at jeg er
bindegal.

Og så begynder jeg at tude.

Ikke bare græde sådan lidt. Nej , hulke, helt hysterisk.
Tårerne løber ned af mine kinder.

Jeg er nødt til at gå uden for, og sætte mig i vores vindfang.

Jeg er færdig, flov. Brugt. En falden kriger. Tom og utrøstelig.

Ikke alene har jeg smadret vores helt nye og dyre gulv.  Jeg har også gjort min søn bange, og rigtig ked af det.

Det er faktisk det værste. Min søns oplevelse og reaktion.

Det er slut. Det går ikke.

Jeg vil ikke være med til det længere.

Lige der i vindfanget, mens vinterblæsten river i træerne derude.
Der ved jeg, at det her må slutte.

Sådan skal mit barn ikke vokse op.

Sådan vil jeg ikke leve.”

Fra mig til dig

Ovenstående er en del af min historie som du kan læse i min e-bog ‘Tæm frygten & skab dit drømmeliv’.

Jeg vælger at dele den med dig her på bloggen også, fordi det er en af de dage, som jeg er allermest flov over i mit liv.

Jeg er så flov over, at jeg ikke kunne beherske mig, og at jeg opførte mig så vanvittigt foran min lille søn.

På daværende tidspunkt var han kun 2 år gammel.

Det er eddermame svært at forklare et barn på 2 år, hvorfor mor pludselig eksploderer som atombomben over Hiroshima.

For ikke at tale om, at han ikke behøver at være bange for dig bagefter.

Selvom det er en episode de fleste nok helst vil fortrænge, eller feje ind under gulvtæppet, så var det også en gave i forklædning.

Men den her dag, den her episode, gjorde at jeg blev nødt til at tage stilling til mit liv.

Jeg blev tvunget til at tage stilling til, om det jeg havde gang i var holdbart.

Spoiler alert – det var det selvfølgelig ikke.

Det varer ikke længe nu

Om ikke så længe er bogen tilgængelig på webshoppen, og jeg glæder mig rigtig meget til den ligger der.

Jeg skrev den i sensommeren, og har brugt lang tid på at lave et fornuftigt set up som e-bog på den.

Det der har taget mest tid med den, er faktisk at skulle sætte mig ind i nye programmer, lære at navigere i dem, og få et færdigt resultat.

Lige nu går jeg og venter på, at Ulrik som hjælper mig med det tekniske, får den lagt ind i shoppen.

Man skal kende sine begrænsninger.

Og jeg er altså kun en blondine, så der er bare nogle af dem af og til 😉

Indtil videre er der et par stykker der har fået et sneak peak på bogen, og deres tilbagemeldinger har været meget positive.

Men altså, hvorvidt bogen bliver en succes er jo helt ude af mine hænder, og det er godt nok lidt angstprovokerende.

Hvilket er meget ironisk taget i betragtning af, at titlen på bogen er ‘Tæm frygten & skab dit drømmeliv’.

Jeg glæder mig til at præsentere den yderligere, når den er tilgængelig.

For nu må du nøjes med historien om, hvordan jeg smadrede et gulv og skræmte mit barn.

Er du i stand til at definere hvad der er en nødvendighed?

Prøv at definere ‘Nødvendigt’

Oven på julens og nytårets forbrugsfest, tænker du så på hvad der i virkeligheden er en ‘nødvendighed’?

Og hvordan definitionen af, hvad der er ‘nødvendigt’ ser ud?

Inden året sådan for alvor går i gang, og hverdagene luller os ind i vores egen osteklokke atter igen, vil jeg bruge 5 minutter på at reflektere over netop betydningen af ‘nødvendig’.

Ret ofte laver vi en øvelse her i huset, når vi skal finde ud af hvordan vores penge skal bruges.

Det går i al sin enkelthed ud på at finde ud af om et køb er et ‘Need to have’ eller et Nice to have’.

Hvis vi nu vender blikket tilbage på billedet, så tror jeg ikke du er i tvivl om hvor need og nice fordeler sig i disse situationer.

Vi bliver bedøvet af samfundet og kulturen

Jeg kender det fra mig selv.

Stille og roligt bliver jeg vugget ind i troen på, at det er nødvendigt med denne dims, og denne dingenot; villa, vovse og volvo.

Og pludselig føler jeg ikke at jeg kan undvære dimserne og dingenoterne, og alt det andet døde og materialistiske tingeltangel jeg har fået anskaffet mig.

Vores samfund og hele vores kultur er bygget op omkring det, at vi skal arbejde for at kunne betale for en smuk bolig, dyr økologisk mad,  køre i den smarteste bil, have apple ure vi kan ringe fra, og klæde vores børn i den nyeste modedille.

Vi skal sende vores børn afsted i institution, hvor andre passer dem, mens vi går på arbejde for, at tjene penge nok til at kunne betale for institutionspladsen.

Det er lidt godnat, når man stopper og tænker over det.

Til jul er det jo nødvendigt med andesteg, en million gaver, og til nytår er det jo nødvendigt med fyrværkeri, og glimmer i alverdens bordbomber.

Vi køber og køber. Blot for at smide halvdelen ud bagefter.

Hvilke ægte ‘need to have’ kunne de penge have været brugt på isetdet?

Er det need eller nice?

I dag læste jeg på facebook om en mor, der kæmper en kamp med følelsen af, at det er helt forkert at sende sit barn i vuggestue, blot for at hun kan starte på arbejde igen.

Så hun kan tjene penge nok til at hende, barnet og manden kan blive i deres store flotte dyre hus, som de har knoklet ræven* ud af bukserne for at kunne betale.

*(Ja, det er en med-vilje-stavefejl)

Manden arbejder i døgndrift for at de kan have det her flotte hus, den bedste stationcar, for at hun kan være lykkelig.

Men hun er alt andet end lykkelig.

Hun vil bare gerne gå hjemme og passe sit barn.

Men ak og ve, det lader sig ikke gøre økonomisk, for de er bundet af at kunne betale for alle de her dimser, dingenoter og ting.

Og jeg kan virkelig godt relatere til hendes opslag!

For hvad pokker gør man, når man står der, og opdager at alt det fancy, dyre, smarte, døde gøjl, egentlig ikke betyder noget?

Men man heller ikke har lyst til at skille sig af med det, og revolutionere hele sin tilværelse.

Vores daglige liv bliver hurtigt afhængigt af de de her døde, materilistiske ting, der er nogen der har opfundet, eller fundet på ideen om, at det vil gøre vores liv meget lettere, og spare os for tid og bekymringer.

Men helt ærligt, er det faktisk også sandheden?

Hvad er faktisk need to have, og hvad er nice to have?

Jo mere du har, jo mere har du at miste

Ja, ganske simpelt.

Jo flere af de her dingenoter og smarte, eller flotte ting, du har har, jo mere føles det også som du har at miste.

Hvor mange af os ville umiddelbart tænke;

“Yes mand, jeg har ikke råd til mit hus, og jeg flytter i campingvogn ude i en mose i Nakskov. Til gengæld kan jeg så slippe for at gå på fuldtidsarbejde.”

Vi bliver afhængige af vores livsstil, og alt det vi har været vant til der var ‘nødvendigt’.

Men sandheden er jo, at du faktisk ikke dør af, ikke at have et apple ur, en spritny stationcar, en antik Porsche i garagen, Kähler vaser i matchende farver, eller et kæmpe hus med plads til en hel indisk familie.

Det er alt sammen ‘Nice to have’-ting, men du kan godt overleve uden dem.

Om du så vil, det er en anden sag.

Det er et prioriteringsspørgsmål.

Vil du slippe for at være tvunget ud i et fuldtidsjob (som du måske ikke engang synes er fedt), og i stedet have tid til din familie, til de ting der gør dig varm helt inde i hjertet…eller vil du knokle løs for at kunne betale for alle de seneste nye ‘nødvendigheder’?

Valget er dit. Din valuta er tid…

Formlen er ganske enkel

En irriterende livsklog bekendt sagde til mig, da jeg beklagede min nød sidste år, over at tid & økonomi ikke hang sammen, og at jeg var ved at kaste op af konstant dårlig samvittighed overfor mit barn, at det var jeg i stand til selv at styre.

Lige der synes jeg, at han var lidt en idiot.

Men så sagde han gudhjælpemig noget der ramte mig i en grad, at det nærmest er blevet et lille mantra for mig.

“Jo færre materialistiske ting du binder dig selv i, jo mere fri er du.”

Jeg må indrømme, at det er så simpel en formel, at det næsten er for godt til at være sandt.

Men det er også så uendeligt rigtigt.

De ejendele du ikke har, er du ikke bange for at miste.

Desto færre døde ting, og påduttede behov, du tager til dig, jo mere er du fri til at mærke hvad der er vigtigt, og hvad der er ‘need’ eller ‘nice’.

Og pludselig bliver definitionen af, hvad der er ‘nødvendigt’ ændret.

Gør en forskel

Gør den for dig selv, eller for dem du bærer i dit hjerte.

Eller endnu bedre gør det for nogen du ikke skylder at gøre det.

Giv det videre. Fordi du kan.

Se på billedet, og overvej så engang hvad vil du give afkald på i januar for, at et barn i Afrika kan få mad og vand?

Er det værd at give afkald på et af dine ‘nice to haves’ for at et barn du slet ikke kender, og aldrig vil komme til at møde, kan spise og drikke i dag?

Jeg ved det ikke, det ved du kun selv.

Og tænk så lige en ekstra gang (her i 2018) over hvad der er ‘need to have’ og hvad der er ‘nice to have’, og se om din definition af hvad der er en ‘nødvendighed’ ændrer sig.

 

Når dine skelletter bliver en andens redningsvest

 

ALT="skelletter-og-redningsveste"
Jeg har fået lov (af en utroligt modig ung pige), at dele det her billede med dig. Hun er inspirationen til dette indlæg, og selvom jeg ikke giver dig hendes navn, så send hende en varm tanke når du læser med i dag.

Når smerten bliver din ven

I sidste uge skrev en tidligere elev til mig og fortalte, at hun gør skade på sig selv.

På fagsprog, det man kalder cutting.

Det er jeg enormt taknemmelig over at hun gjorde, altså skrev til mig.

Jeg er taknemmelig for, at hun viste mig den tillid, og jeg er simpelthen så stolt af hende, af hendes mod til at række ud efter hjælp.

Hvis du nogensinde selv har prøvet at være den der skulle spørge om hjælp, så ved du præcis, hvor svært det kan være.

De tæsk du får i dag, kan være din adgangsbillet i morgen

De sidste par år, har jeg brugt et digt jeg selv har skrevet, som undervisningsmateriale i danskundervisningen.

Ikke fordi jeg ikke sagtens kunne finde et eller andet velskrevet og smukt digt fra en eller fancy forfatter.

Men fordi jeg gerne vil røre ved noget i de unge mennesker.

Og fordi vi som lærere hver dag beder dem være modige, originale, og vise os tillid.

For sjældent går det dog den anden vej, synes jeg. Alt for sjældent tør vi som lærere at åbne os, og lade vores elever vide, at vi faktisk er mennesker.

På godt og ondt.

Så en dag, mens mine elever lavede gruppearbejde, skrev jeg det her digt i løbet af timen.

Digtet fik mig en tur ned på kontoret til en ‘hør-her-samtale’ med chefen, fordi nogle forældre synes det var over grænsen.

Og ja, der var et par piger med våde øjne i den ene klasse, efter forfatteren afslørede, at det var et realistisk tilbageblik på livet.

Men det var også nogle våde øjne, der synes det var virkelig rart, at høre, at selvom livet til tider fejer benene væk under en, så kommer man hel ud på den anden side.

Hvis man vil.

Og det her digt, var en tungtvejende årsag til, at den her stærke, smukke pige, turde gøre sig sårbar, og fortælle mig, at hun cutter.

For hun vidste, at jeg selv havde sejlet i den båd, hvor livet havde været knudret og givet nogle tæsk.

De tæsk jeg fik “igår”, dem gemte jeg ikke bare væk.

Jeg gav dem ord, gav dem en mening, et formål.

Og det blev min adgangsbillet til denne piges tillid.

Hvad er dine lussinger værd?

For mig er både ‘hør-her-samtalen’ med chefen, de forargede forældre og våde øjne digtet værd.

Jeg ville gøre det om til hver en tid.

Tage de lussinger der følger med, ved at stikke næsen frem, og vise at jeg er menneskelig.

Jeg griner, jeg græder, jeg glædes og jeg smertes.

Det er menneskelighed.

Digtet har været adgangsbillet til en enorm tillid fra mange elever.

Unge mennesker med historier du tror er løgn;

Pigen der blev fjernet fra sin mor, fordi rotterne havde rede i hendes seng, drengen der havde været udsat for gentagne overgreb af en “onkel”, drengen hvis mor havde for travlt med sit eget liv, til at sørge for varmt vand og strøm i huset, drengen som først i 9. klasse fortalte om overgreb i børnehaven, pigen der som lille havde set et familiemedlem dø, mens forældrene ikke var hjemme.

Disse er blot et udsnit.

Tænk lige over det…et udsnit!

Så ja, jeg tager alle de lussinger der kommer min vej, fordi jeg (modigt/grænseoverskridende/naivt/bevidst/hovedløst/kærligt/?) står op, og deler noget af mig selv.

Når dine skelletter bliver en andens redningsvest

Det er de færreste der kommer igennem livet uden ar på kroppen, og uden et par skelletter i skabet.

Når et sår er helet efterlader det et ar, et mærke, et minde på din krop.

Og nogle af dine skelletter nægter måske at flytte ud af skabet, uagtet hvor meget du prøver at gøre rent derinde.

Så giv dem et formål. Giv dem en mening.

De ting i vores liv der har et formål, en mening, er ikke en konstant forhindring man falder i, når man ser den anden vej.

Slut fred med dine skelletter, og se på den historie dine ar fortæller, istedet for at hvæse ad dem, og begræde deres tilstedeværelse i dit liv.

Hvis du tør åbne dig for andre, så giver du rum til, at dine skelletter kan blive en andens redningsvest.

Menneskelighed

Hvordan du tolker digtet er op til dig.

Måske læser du det som min egen personlige historie, måske læser du det som min historie om en jeg har haft nær.

Med vilje vil jeg lade det stå åbent til din personlige fortolkning.

Sådan er det jo ofte med tekster, de kan betyde netop det som den der læser det, ser i det.

Men det er autentisk, ægte.

Skrevet af et menneske, om et menneske – der lige som dig; oplever, overlever, lever.

 

Menneskelighed

Du kender mig ikke
Men du ved hvem jeg er
Jeg har ingen pris
Men jeg kender mit værd

Masken min skjuler det vældig godt
Livet gør ondt det’ ganske normalt
Jeg kender til psykiske, fysiske overgreb, selvmord og fornemmelsen af,
at min den sjæl bliver kvalt

I barndommens uskyld jeg fik debut
Lille pige forsvind i fantasi
Autoritet, venskab, syndeskyld
Lille prinsesse dét var din overlevelses-strategi

Du tror det muligvis næppe
For med pergamentets styrke jeg bærer mit kors, mit smil
Hver eneste skridt i mit lykkelige liv
Har føltes som den tungeste mil

ALT="menneskelighed"

One of those days…

Vandpyttepjask med vennerne er bare det fedeste.

Godmorgen onsdag, du kom hurtigt

Ja, i dag er bare sådan en af de dage, hvor tiden forsvinder ud af hænderne på mig som dug for solen.

Morgenen startede med at Oskar sagde han ikke ville i vuggestue, han ville gerne bare være hjemme og hygge sig.

Men om onsdagen er der musik i hans vuggestue, og jeg ved at han elsker musik, for han synger nærmest hele dagen lang.

Lige i øjeblikket kører ‘Hjulene på bussen’ nærmest på repeat ud af hans lille mund.

Så vi lavede en aftale om, at han tog afsted i dag, tog til musik og så kommer jeg og henter ham så snart han har sovet middagslur.

Når jeg henter ham skal vi ud at handle.

Vores køleskab er gabende tomt, faktisk har vi ikke engang smør til en skive rugbrød.

Det ville han rigtig gerne, især hvis han kunne lokke en chokolade donut ud af mig. Og selvfølgelig kan han da det.

Et vigtigt opkald

Da jeg gik og mugede ud i hestenes bokse, ringede min veninde.

Hun var på arbejde, ville bare lige sige, at vi kunne tales ved i morgen, for hun havde egentlig ikke tid lige nu.

Jeg kunne høre på hendes stemme, at noget var galt.

Du kender måske godt selv det med, at når nogen du kender, ikke har det rigtig godt, kan du høre det i deres stemme.

Selvfølgelig kunne jeg (store klovn) ikke lade være med at spørge om hun var ok.

Og nej, det var hun desværre ikke.

Hun er ligesom jeg mor til en lille gut på knapt 3 år, har en mand der pendler og et arbejde der kræver meget af hende, og med vilkår der ikke er blevet bedre de seneste år.

Presset var bare for meget

Hun er ked af det hver dag. Ondt i maven om morgen inden hun skal afsted på arbejde, og græder hver dag.

Hun er simpelthen bare så træt.

I min e-bog som kommer inden jul, har jeg faktisk skrevet om dengang, jeg var lige præcis dér.

Der hvor man bare er SÅ træt, og ked af det, og ikke kan få enderne til at nå sammen.

Lige meget hvor meget man knokler og gør vold på sig selv.

Så jeg kan mærke helt ind i mine knogler, hvordan hun har det lige nu.

Og jeg ved, at når man er der, så skal der ændringer af måden ens hverdag fungerer på, på bordet.

Jeg glæder mig til i morgen, hvor vi har tid til at få talt sammen.

Hvor hun kan fortælle mig om de ting hun går og roder med, og jeg bare kan lade hende tale og lytte til det hun har på hjerte.

Nogle gange er det vigtigste man kan gøre bare at lytte.

Men inden det bliver i morgen skal jeg lige nå en masse ting herhjemme, så jeg bare er helt klar til at lytte ubetinget.

Vi har gang i mange ting herhjemme i øjeblikket

I løbet af den seneste uge har Søren har lagt gulv i det rum der bliver vores bryggers, vi har fået 30 tons grus der skal muddersikre på hestefoldene, og vi er i gang med at bygge garage til min hestetrailer.

Bryggerset har været undevejs i et par år, og da vi flyttede ind var det sådan set bare et værksted der stødte op til huset.

Nu er der både, dør, vægge, vinduer og gulv derinde.

Indretningen er ikke særlig fancy, og vi når ihvertfald hen i 2018 førend der sker ret meget mere derude.

Lige nu ser det sådan her ud:

Og så er der garagen og de 30 tons grus jeg skal køre ud på folden.

Det fylder næsten hele vores indkørsel, og jeg glæder mig meget til garagen er færdig og gruset væk, så vi får lidt plads igen.

Ja jeg synes vi har mange gode ting i gang, og for at være ærlig er der også en vis charme i selve processen.

Selvom jeg nok mest elsker færdige resultater hvad angår byggeri og den slags.

Og nu vil jeg gå ud at køre grus ud på foldene.

God onsdag til dig =)

Så stop dog! Du er jo ikke en flagermus.

 

ALT="flagermus"Hvad har en flagermus med dig at gøre, tænker du måske

Jeg skal fortæller dig hvad pokker jeg mener.

Men du er nødt til at læse med på ugens indlæg, hvis du vil have din nysgerrighed stillet.

Det her indlæg har været på tegnebrættet i lang tid, faktisk siden jeg startede bloggen.

Inspirationen bag det her indlæg kommer fra min tid som lærer, og fra den måde vi ind imellem arbejdede på.

Men det har ligget og ventet lidt på at blive skrevet.

En arbejds-flagermus.

Er du selv sådan en, eller kender du en der er?

Jeg forstår godt hvis du er dødtræt af at være en flagermus.

Det er nemlig et hårdt, og ofte utaknemmeligt job.

Flagermusen griber alt hvad der kastes op

En flagermus er på mange måde et fascinerende dyr.

Lille, næsten lydløs og mystik om-spundet som kun få.

Jeg er vokset op på en gård, og som barn fornøjede jeg mig ofte med at fodre disse tusmørke-skabninger med små stykker brød.

Hvis du aldrig har prøvet at fodre flagermus, kan jeg fortælle dig, at de er sindsygt effektive til at dykke ned, og fange det der bliver kastet op.

Hver gang et stykke brød kastes op, suser det lille skrøbelige dyr igennem luften med navigations-evner som selv den sejeste jægersoldat vil misunde.

Jeg tror ikke, jeg kan huske en eneste gang, at de her superjægere ikke har fanget det jeg kastede op til dem.

Nogle gange så det nærmest ud som om, de lod sig selv sende ud i frit fald, for at gribe hvad der blev sendt i deres retning.

En del unge knægte har prøvet at kaste sten op til de små flagermus.

De synes det er sjovt, at se hvordan flagermusen styrter til jorden, når den griber stenen.

Falder uden kontrol.

Men kæmper af alle kræfter, for at holde sig i luften.

Indtil den med et bump rammer jorden.

Desorienteret, forslået, og har svært ved at komme i luften igen.

Jeg tror ikke det er for at mishandle de stakkels flagermus, at unge drenge kaster sten op.

Men fordi de ikke ved bedre, de tænker ikke over konsekvensen.

De kaster bare.

Flagermusene griber ikke efter alt, hvad der ryger ind på deres radar, fordi de synes det er fornøjene.

De gør det fordi det ligger i deres natur, de kan simpelthen ikke lade være.

Og det er netop de karaktertræk du besidder hvis du er en flagermus.

Er du typen der griber en hver arbejdsopgave der kastes op i luften? Stor som lille.

Måske tænker du ikke engang over det, fordi du er vant til at det er dig der plejer at gribe de her opgaver.

Opgaver som andre måske ikke ligefrem kaster sig over.

Men nogen skal jo gøre det.

Og den nogen bliver så dig.

Har du tænkt på hvad det koster dig?

Hvis du er din arbejdsplads’ (eller families) flagermus, så har du sikkert allerede mange opgaver på din tallerken som du ikke føler, at du har tid til.

På en eller anden måde, når du dine opgaver alligevel.

Men du må ikke sjældent tage din fritid i brug for at nå en deadline. Du vil helst heller ikke aflevere et stykke arbejde du ikke føler er ‘godt nok’.

Måske får du næsten tics, bare ved tanken om ikke at give dig selv 100% og sørge for at tingene er gjort ordentligt?

Og så sidder du der, til teammøde, og chefen har pålagt jeres team nogle nye opgaver.

Din ene kollega brokker sig over, at I skal have flere opgaver, og at opgaven ikke burde lande på jeres bord.

En anden kollega siger, at hun har mere end rigeligt og ihvertfald ikke vil tage den opgave på sig.

Den tredje kollega siger ikke så meget, men synes også at opgave ligger lidt uden for hans kompetenceområde.

Og så er der dig.

Du har egentlig alt for mange opgaver allerede. Også nogen du er bange for at du ikke kan nå. Ikke hvis du skal gøre det godt nok ihvertfald.

Men du kan jo godt se, at dine kollegaer ikke har tænkt sig, at tage den nye opgave på sig. Så du griber den.

Nogen skal jo gøre det.

Faktisk ved du et eller andet sted også godt, at de andre forventer at du griber den.

For det plejer du jo.

Men du ved også godt, at takken for at du tager den, og laver et godt stykke arbejde, kan ligge på et lille sted.

Hverken chefen eller kollegaerne kaster med glimmer, kommer dansende ind med pompom’er for at hylde dig til næste møde (hvor du iøvrigt lander i samme situation…igen), eller måske bare giver dig et klap på skulderen og siger tak.

Inderst inde er du ved at eksplodere.

Du er dødtræt af, at være den evigt gribende flagermus.

(Obs: istedet for chef kan du indsætte mand/hustru, istedet for kollega kan du indsætte børn/søskende mv, og i stedet for teammøde indsætte familiesamtale)

Men hvorfor skulle de også gøre det?

Uden du ved det, har du lært din chef og dine kollegaer (måske din familie og venner), at du er den slags person som altid griber alt hvad der kastes op, og ryger ind på din radar.

De ved, at de kan trække sig, fordi du gang på gang tager alle opgaver på dig.

Også dem du virkelig ikke har lyst til.

Men nogen skal jo gøre det.

Og de andre gør det sikkert ikke – og så ender du alligevel med at skulle gøre det i sidste ende.

Så du griber.

Igen og igen.

Du har grebet så længe, at du ikke længere er bevidst om hvor ofte du dykker ned, lader dig falde frit, for at gribe opgaver som andre kaster op.

Men har du nogensinde tænkt på, hvad der ville ske hvis du lod være?

Hvis du sagde nej.

Hvis du fløj forbi, uden at gribe.

Hvad ville der så ske?

Med dig, med dine kollegaer, med opgaven?

Du bestemmer selv om du skal være en flagermus

Hvis du virkelig er dødtræt af, at være en flagermus, så stop dog!

Lad være med at gribe hver gang nogen kaster noget op til dig.

Har du overhovedet styr på om det brød eller sten du griber?

Når du konstant dykker efter alle opgaver der kastes op, især dem dine kollegaer undgår, så vil du en dag gribe en sten.

En sten der er tungere end du kan bære.

Den vil sende dig mod jorden, og uanset hvor meget du kæmper, vil den lande dig med et bump.

Desorientret, forslået, og svært ved at komme i luften igen.

Og hvis du kommer tilbage i luften, gør du så det samme igen?

Hver gang du griber uden at tænke over konsekvenserne for dig selv, så viser du andre, at det er i orden at de også kaster sten til dig.

Du lærer dem at det er i orden, at de udsætter dig for noget, de ikke selv vil udsættes for.

De takker dig ikke.

Og hvorfor skulle de også det?

Du har jo selv lært dem, at det er ok at lade være.

Stop op – hæng dig med hovedet nedad

Du må gerne sige fra.

Forskellen på dig og en flagermus er, at du ikke er instinktivt disponeret for at gribe efter alt.

Det er noget du har tillært dig.

Og det er en god ting.

For det betyder, at du kan aflære det igen.

Men det er ikke altid en process der er sjov eller snorlige.

For når du begynder at sige fra, vil andre ikke kunne forstå det.

Måske vil de ligefrem blive sure, og kræve af dig, at du gør som du altid har gjort.

For når du stopper op, hænger dig med hovedet nedad, og ændre på ‘spillets regler’ for dig selv, ændrer du det også for dem.

Og de har ikke behov for den ændring.

Det er ubekvemt for dem, for nu skal de også ændre sig.

Hvilket de måske ikke ligefrem er motiveret for.

Men du må faktisk gerne.

Du må godt hænge dig med hovedet nedadd og skifte perspektiv.

Du behøver ikke, at gøre det du plejer.

Du bestemmer selv.

Du er jo ikke en flagermus.

Du er et menneske.

Du har ligeså meget ret til at sige fra som alle andre.

Så næste gang nogen kaster noget op i luften, så flyv lige forbi det først og se på, om det er brød eller sten de kaster.

Hvis det er brød og det nærer dig, så grib det.

Men er det sten, der tynger dig ned, så flyv forbi og lad den falde.

Uden at den tager dig med til jorden.

Du må gerne. Det lover jeg dig.

ALT="flagermus"

 

Det her kunne være dig – så hvad venter du på?

ALT="xx"
Tak til T.Refstrup Foto for dette smukke billede af hestene under workshoppen

I dag er det et anderledes blogindlæg du kan læse

Det er nemlig ikke mig der har skrevet det, men der imod en af deltagerne på den seneste workshop ‘Oplev hestenes magi’.
Jeg kan fortælle side op og ned, om hvorfor hestene er verdens bedste terapeuter.
Men jeg synes det er langt mere autentisk, at du hører om det hestene kan, fra en der selv har lagt krop til på hele 2 workshops.
Det kan være meget forskelligt fra gang til gang, hvad hestene sætter fokus på. Derfor kan man sagtens deltage på denne workshop flere gange.
Denne beskrivelse rører mig dybt, fordi den er så sårbar og personlig, og fordi den bringer mine egne oplevelser med hestenes magi op i min krop igen.
Jeg håber du, ligesom jeg, vil nyde denne meget personlige, og utroligt modige beretning.

Hestene ved præcis hvad du har behov for

“Kære Janne,
Tusind tak for endnu en fantastisk oplevelse på workshoppen i torsdags.
Jeg har forsøgt at forfatte noget ned på skrift, som langt fra rummer alt, men dog beskriver magien på bedst mulig vis!
  • -Jeg har en god ro og dejlig fornemmelse i kroppen, da jeg kører langsomt ud af den nu mørklagte grusvej og væk fra gården og den magi, som jeg har været en del af de sidste par timer.
  • Det er anden gang jeg deltager i Jannes workshop ”Oplev hestens magi”.
Denne gang har jeg fået mange fysiske ubalancer udpeget. Jeg er blevet gjort opmærksom på ting, som skal rettes op.
Denne gang var svær, fordi vi var udfordret af pludseligt skybrud og lidt mere uro end sidste gang, så da Janne spørger mig, om jeg har fået lige så meget med som sidste gang, må jeg desværre svare nej.

Dog er jeg endnu engang blevet klogere både på mig selv og hestene.

Første gang jeg besøgte Jannes skønne sted og deltog på workshoppen skete der rigtig mange ting!

Der var gang i rigtig meget, og det var en vild og intens oplevelse.
Den magi man oplever på disse workshops kan ikke beskrives med ord.
Nu har jeg forsøgt tusind gange siden mit første besøg, og magien fylder meget mere end ordene og papiret kan rumme!

Jeg vidste ikke helt, hvad jeg gik ind til, første gang jeg mødte op på workshoppen, og jeg vidste heller ikke helt, hvad jeg fik derfra med.

Det handler om at se hesten i et nyt lys eller med andre briller på.

Det handler om energetisk connection, ro, kærlighed, sandhed og om at tage imod.
T.Refstrup Foto fangede dette øjeblik hvor Danubio gaber højt. Vil du vide hvad det betyder når hestene gaber? Kom med på næste workshop og få svaret.

Da jeg connectede med hestene på den første workshop, fik jeg mange input. Følelser i kroppen som skulle mærkes og huskes, spændinger og smerter som blev lindret og healet, minder som skulle genopleves og have lov at hele og en savn som skulle anerkendes.

Jeg blev mindet om min stress fra sidste år gennem den uro i kroppen, jeg kendte så godt.

Lige så hurtigt som den blev givet til mig, lige så hurtigt blev den igen lindret og forsvandt.
Jeg skulle bare huske følelsen og passe på mig selv!
Fysiske og psykiske smerter blev healet og anerkendt.
Min gamle afdøde pony var forbi i mine tanker, og savnet var stort og overvældende.

Tårerne trillede ad mine kinder, mens hestene hjalp mig roligt af med det gigantiske savn, og det blev erstattet med de smukke minder og den store kærlighed, vi havde med og til hinanden.

Det var en vild, rørende, intens, ubeskrivelig og magisk oplevelse!

Da jeg i går kører hjem i regnvejr, mørke og ro vandrer mine tanker, og det går op for mig, at selvom jeg ikke synes, jeg fik lige så meget med hjem i går som første gang, så var jeg blevet gjort opmærksom på en vigtig ubalance i min krop, blevet healet og opladet på ny.

Jeg følte mig rolig og afslappet trods utilpasheden i min krop.

Jeg havde hungret efter den der dybe magiske connection, jeg havde oplevet den første gang, og den fandt jeg ikke lige så stærk, men jeg blev klar over, hvor svært det er for mig at være til stede og lukke alt andet ude.

Det skal jeg øve mig på!

Og når jeg har bearbejdet min læring fra i går, så vender jeg tilbage til Jannes ro, varme og rum med plads til alle.

Det er en farlig rejse, jeg er påbegyndt, for man bliver afhængig af denne magiske connection, og den læring det giver.

Det kræver bare at man tør se sig selv i øjnene og blive konfronteret med alt!

De varmeste og største anbefalinger herfra!

Prøv det – du vil ikke fortryde det ❤

Mange taknemmelige hilsner
XX

 Du behøver ikke at tage mit ord for gode vare

Hvis du vil læse andre oplevelser med hestenes magi, så følg med på hjertevarme.nus facebook side.

Her kan du læse flere beskrivelse med både workshoppen, og med enkelt sessioner.

Du behøver på den måde ikke blot at tage mit ord om, at hestene er verdens bedste terapeuter, for gode vare.

Hvis du selv vil opleve det hestene kan, så tag med på næste workshop i september.

For dig der er med på VIP listen er der selvfølgelig den fordel, at du får besked før alle andre når datoen er fastlagt.

Så kan du nå at booke din plads før workshoppen blive offentliggjort.

Hjertevarme knus,

Janne

ALT="hygge-the"
Vi starter altid workshoppen med lidt hygge-the, smil og en indledende snak om hvad aftenen vil byde på.

Når du siger farvel til ét eventyr, siger du også goddag til et nyt

ALT="farvel-er-også-goddag"
Caroline og Katrine fra 9. klasse sagde jeg, og Hellested Friskole, farvel til i år.

Nu starter skolen snart igen

Det får mig til at tænke på de mennesker jeg har sagt farvel (eller ihvertfald på gensyn) til, og de oplevelser jeg kommer til at savne.

Det er altid lidt vemodigt, når man skal sige farvel til nogen eller noget, man faktisk holder rigtig meget af.

Sådan var det også for mig, da jeg måtte sige farvel til Hellested Friskole.

Mine dejlige kollegaer, og ikke mindst – alle mine fantastiske elever.

Om at mindes med glæde

Jeg har en video fra den fredag, hvor jeg tog afsked med Hellested Friskole og mine fantastiske elever.

Den vil jeg gerne dele med dig.

Det er en video, der er så autentisk som noget kan være.

Det er en video der både rumme glæde, stolthed og også lidt vemod.

Du kan se den lige her

Hver gang jeg ser den her video bliver jeg simpelthen så glad, og rørt.

Jeg savner dem allerede, og er lidt misundelig på de lærere der får lov at være sammen med de her lækre unge mennesker de næste år.

Men jeg mindes dem med en enorm glæde. Også selvom vore veje skiltes for tidligt.

Vi kan kun bevæge os fremad, ikke tilbage.

Derfor synes jeg det er så vigtigt, at nyde den tid vi har haft.

Alt="Dont-cry-because-it-is-over"

Lad mig fortælle dig om videoen

Jeg havde parkeret min bil i skolegården, for jeg havde så mange blomster og gaver der skulle bæres ud.

Da jeg kommer ud for sidste gang (og tror at jeg skal afsted), og at al afsked er klaret, er min bil simpelthen spærret inde.

Mine frække og herlige elever har sat et borde-bænke sæt foran og bagved min lille UP, så jeg ikke kan komme ud.

Inden jeg ved af det, er de hoppet op på bænken foran min bil, og bryder ud i fædrelandssang.

Elever fra 7. og 8. klasse.

Er det ikke fuldstændig vanvittigt fantastisk?!? På eget initiativ.

Jeg ELSKER de unge mennesker!

Og jeg savner dem allesammen.

De er mit bevis på, at det jeg gjorde som lærer var godt.

De er mit bevis på, at min tid med dem har været en succes.

Jeg behøver ikke andet end ros fra dem.

De er de rigtige dommere. Ikke karakterer, forældre eller ledelse.

Børnene. Dem, det hele i virkeligheden handler om.

Farvel betyder også Goddag

Lige meget hvad man vælger her i livet, så er det tilvalg og fravalg.

Når vi vælger fra, er vi nødt til at sige farvel.

Om det er farvel til et sted, eller en person, noget eller nogen der ikke længere er sundt for os, noget eller nogen vi holder af, men må give sige farvel til af andre årsager.

Uanset hvorfor vi siger farvel, giver slip og går videre, så vil den tid der har været, altid være med os.

I vores hjerter, i vores tanker. I vores erfaringer, i vores udvikling.

I vores læren om livet.

Godt som skidt.

Men med farvel, siger vi også goddag til noget nyt.

Vi går nye veje, møder nye mennesker. Oplever nye eventyr og nye udfordringer.

Alting har sin tid og alting har sin plads

Selvom det til tider kan være hårdt.

Og vi måske savner det der engang var, så skal vi se tilbage på det med kærlighed.

Vi skal se på det, som det gav os, og mindes det med glæde.

Nogle mennesker kommer ind i vores liv for at bringe os videre.

Når vi er klar til vores videre færd, kan det ske, at vore veje må skilles. Omend det kan synes forkert. For tidligt.

Men det er ikke alle der har samme destination som du selv.

Og selvom der er mennesker du gerne vil have med på din rejse, er det ikke sikkert at de står klar og har ‘pakket’.

Måske deres rejse går et helt andet sted hen end din.

Måske I mødes igen.

Se tilbage på det du har sagt farvel til, men se også på det der hilser dig goddag, derude hvor du er på vej hen.

Alting har sin plads.

Oplevelser bliver til læring. Læring bliver til erfaringer. Erfaringer bliver til viden.

Hvis vi aldrig Farvel, giver vi heller ikke plads til Goddag.

ALT="Derfor-skal-du-sige-farvel"
Udsigt over bugten i San Francisco. Nogle af flyvemaskinerne ankommer, og nogle tager afsted.

Hvad heste kan lære dig om hvem du er

ALT="hestefaciliteret-coaching"

I dag vil jeg fortælle dig lidt om hestefaciliteret coaching

Som jeg før har skrevet her på bloggen, så kan heste noget helt magisk med os mennesker.

Selvom du måske ikke lige er hestemenneske, synes jeg du skal læse videre alligevel.

Heste-faciliteret coaching handler nemlig ikke om, at du skal gøre noget med hestene.

Det handler faktisk om hvad de kan gøre med dig.

Men først er jeg nødt til at fortælle dig nogle andre ting, før jeg skriver om sessionen.

Kvinden er limen, der holder det hele sammen

I mandags var jeg ude hos en kvinde, jeg har meget stor respekt for, som som jeg holder rigtig meget af.

En tidligere kollega fra skolen.

Hun er den slags kvinde der sørger for, at alting hænger sammen.

Du ved…den slags kvinde der altid har styr på alting, og får dit liv til at ligne ødelæggelserne efter en tornado.

Hun har 3 børn. Alle 3 er nogle fantastiske unge mennesker med empati, hjertevarme og en god indstilling til livet. De ved at hvis livet strammer, kan de altid komme til mor.

Hun er den slags kvinde der altid har sund mad i køleskabet. Der der er varm mad til aften, hun husker sin mand på alle de ting han ikke må glemme.

Hun siger ikke et kny når han glemmer, at sige hende tak for alt hvad hun gør.

Hendes hjem er altid pænt og ordentligt.

Hun deltager altid i familiesammenkomster, børnenes arrangementer, husker værtindegaver, og kan lige sørge for, at tage det med der mangler.

Som lærer ved hun altid hvilke børn der ikke er i skole og hvorfor.

Hun sørger for, at hendes kollegaer er sat ind i emneuger og andre arrangementer ved at lave udførelige lister.

Hun lægger altid vikarplaner når hun er på kursus, og selvom hun har 40 i feber kommer hun på arbejde alligevel.

Kort sagt er hun den slags kvinde, der er limen der binder alt sammen.

Og så har hun stress.

For hun har været superlim alt for længe.

ALT="Superlim"
Kan du genkende dig selv i det her billede? Så skulle du måske prøve en heste-faciliteret coaching.

Når hestene kalder

Som regel bruger jeg ikke folks egne heste, fordi det er utroligt svært at vide på forhånd, om det ændrer ved deres forhold.

Det er sådan, at når hestene finder ud af, at de får lov at komme ‘igennem’ til dig på et energetisk plan, så er det ikke alle heste der accepterer hvis du lukker for den forbindelse igen.

Men denne gang gjorde jeg en undtagelse.

Min tidligere kollega havde flere gange talt om, at der var noget med forbindelsen til den ene hest (Beauty) der ikke helt ‘gik igennem’.

Som om den ikke rigtig åbnede sig for hende, og holdt en distance.

Alligevel havde hun en fornemmelse af, at der var noget den skulle med hende, siden den var blevet hendes hest.

Derimod havde hun svært ved at slippe den anden hest (Prinsessen), selvom den ikke længere kan rides.

Man kan vel sige, at hestene havde kaldt på hende.

 Hvis din krop kunne tale til dig nu, hvad vil den så sige?

Jeg starter altid en coaching session med at lave en kropslig meditation.

Det gør jeg fordi hestenes “adgang” bliver blokeret, hvis det er hjernen der der har ‘tale-tid’.

Når vores ego-center bliver lukket ned for en stund, kan vi høre hvad der faktisk gemmer sig af budskaber og længsler i kroppen.

Det er de budskaber og længsler, som hestene hjælper med at bringe frem.

Nogle gange er det smerte, eller sorg der gerne vil ud.

Andre gange er det glæde og ro som bobler frem.

Og andre gange, noget helt andet.

En længsel efter frihed og ro

Det gemte der sig i brystet på min tidligere kollega.

Inden i brystet lå der også en ked-af-det-hed og gemte sig.

Da den fik lov at komme ud, kom hestene og stillede sig helt tæt på hende, og hjalp med at sætte fri hvad der lå derinde.

Faktisk vil jeg beskrive det som, at de omfavnede hende.

Igennem hele sessionen var begge heste meget optaget af hendes højre side.

De puffede til hende. Frem og tilbage. Fra side til side.

“Min højre side føles helt lam og tung” sagde hun.

Og så kom hestene virkelig på banen. De gned deres hoveder, og halse, op og ned af hendes højre side. Løftede hendes arm med panden, lagde mulen blidt oppe på skulderen og nede på underarmen.

Da lammelsen i højre side slap, gik hestene.

Men hendes krop var ikke færdig endnu.

Hestene gav en opfyldning af energi

Inde i ribbene voksede en stor rød farve frem.

Straks kom hestene tilbage.

Prinsessen stillede sig med numsen ved siden af hende, og jeg bad hende lægge sine hænder på hesten.

Beauty stillede sig med front imod hende og skærmede hende fra mig.

Nænsomt berørte Beauty hendes ene arm med sin overlæbe.

I omkring et kvarter skærmede Beauty for mig, imens Prinsessen tankede min tidligere kollega op med energi.

Da hestene var færdige med at tanke hende op, gik de igen.

Da jeg spurgte hvilke følelse hun nu havde i sin krop svarede hun afstressethed.

Vi afsluttede derfor sessionen med at lade følelsen af, at være afstresset spredes ud i hele hendes krop, og i rummet omkring hende.

ALT="hestenes-magi"
Beauty og Prinsessen tanker deres ejer op med energi

Er det hokus pokus?

Jeg ved godt, at der vil være nogle der tænker; “Ja ja, det er da noget langhåret hokus pokus det der med energi…”

Men er du nogensinde komme ind i et rum hvor der er nogen der skændes, og i det øjeblik du kommer ind tier de stille?

Selvom de ikke længere siger noget som helst, så kan du mærke en ubehagelig stemning, og er ikke i tvivl om at du skal se at komme ud derfra igen i en pokkers fart.

Det er energi.

Eller når du er så glad, at du næsten ikke kan være i din krop, og du bare må juble højt eller danse rundt?

Det er også energi.

Hestene er de sande mestre i at opfange og transformere energi.

Du kan narre mennesker ved at smile, selvom du er trist. Du kan narre dig selv ved, at fortrænge det din krop vil fortælle dig.

Men du kan ikke lyve for en hest. Den kender altid sandheden.

Den mærker nemlig din energi.

Derfor er hestene verdens bedste terapeuter.

 

Tak fordi du læste med,

Janne.

PS. Fik du læst indlægget Hvad kan hestens magi give dig?

Det er synd for dig, at du aldrig opnåede noget

ALT="six-or-nine"

Det du ser, afhænger af dit perspektiv

Har du nogensinde prøvet at stå i en situation, hvor du er overbevist om, at du har ret?

Du er sikker på, at tingene er som du ser dem, og du kan ikke forstå hvordan det kan være, at andre ikke er enige med dig.

Uanset om det er en eller anden overbevisning du har, eller om det er en regulær diskussion, eller en anden version af en oplevelse du har haft.

Men hvorfor er det vi sjældent oplever det samme?

Det er synd for dig, at du aldrig rigtig opnåede noget

Lad mig give dig et eksempel på hvad jeg mener.

Som ung havde jeg en smuk, rød dressurhest.

Da jeg købte ham var planen, at vi skulle ride en masse stævner og blive rigtigt dygtige til dressur.

Men så gik han i stykker.

Flere gange kom han til skade på folden, og jeg kom aldrig ud til de der stævner.

Istedet gik vi rigtig mange ture i skoven, jeg lærte ham forskellige tricks, vi red med bare en snor om halsen.

Han lærte mig, at det at være god og dygtig, ikke handlede om at vinde en masse præmier, men om at opnå samhørighed.

En dag var der en der sagde til mig: “Det er da godt nok synd for dig, at du aldrig rigtig opnåede noget med sådan en lækker hest”.

Jeg husker situationen som var det igår.

Jeg husker det, fordi jeg blev så forbavset (og lidt fornærmet) over, at det var det hun så.

Jeg synes jo netop, at jeg havde nået helt vildt mange ting sammen med ham, og at jeg havde lært så meget af ham, og med ham.

Vores perspektiver var så forskellige, at vi slet ikke så det samme

Hun så en stakkels rytter der måtte nøjes med at ride/gå ture i skoven.

Hun så en der ikke kunne lave alle mulige smarte dressurøvelser med hesten i den ‘rette’ ramme.

Hun så en masse præmier der aldrig var blevet vundet, og at hestens kvalitet var blevet spildt.

Jeg så en hest, der kunne lave en masse fede øvelser med kun en snor om halsen, og ikke behøvede et hovedtøj for at kunne styres.

Jeg så en rytter der vidste, at lykken lå ude i skovens dybe ro med hesten som eneste selskab.

Jeg så, at præmier bare var ligegyldige pap-skiver, og glædede mig over, at have så skøn en hest at ride i skoven på.

Jeg ved nu, at vores perspektiver var helt forskellige, og hun prøvede ikke på at fornærme mig ved at sige sådan.

Hun prøvede nok snare at udvise empati for min situation.

Du er enten en vinder eller en taber

Jeg har siden fundet ud af, at der er en tendens til, at være uforstående overfor dem der ikke har et konkurrence-gen.

I hesteverdenen er det sådan lidt usagt, at hvis man køber en skidegodt gående hest med god kapacitet, så skal man også bruge den til noget (læs: ud at vinde pap-skiver).

Jeg kan på sin vis godt forstå det.

Det virker ulogisk, at hvis man har noget godt, at man så ikke vil udnytte det til sin fulde kapacitet.

Men jeg tror altså ikke på, at man enten er en vinder eller en taber. Og at hvis man ikke udnytter noget til fuld kapacitet så har man tabt, eller man mangler noget.

Jeg tror meget mere på, at man er åben for faktisk at lære noget, hvis man ikke tænker i vinde eller tabe.

ALT="perspektiv-bonzai"

Man kan da ikke købe en Ferrari hvis man kun skal køre i Netto

Forestil dig at din nabo køber en Ferrari.

Han har egentlig ikke brug for den, en lille Fiat Punto ville faktisk fint kunne dække hans transportbehov.

Men nu har han så købt den her røde, vilde og lynhurtige Ferrari.

Og så kører han gudhjælpemig kun i den når han skal i Netto og handle ind.

Rigtig mange vil synes at det er helt håbløst, at han vil betale mange penge for en bil, der kan køre hurtige end lynet. Og så aldrig kører over 80 km i timen ude på hovedvejen, på vej ned mod Netto.

Ville du også tænke det?

Ville du synes, at det da var ærgerligt, når han ikke har tænkt sig at udnytte bilens kapacitet til fulde?

Altså ræse op og ned af de tyske motorveje, som i et andet Formel 1 løb.

Eller ville du tænke, at det var da fedt, at han gjorde tingene lidt anderledes, og godt for ham, at han elskede sine ture til Netto i sin Ferrari?

Hvad er en Ferraris kapacitet egentlig?

Er det at udnytte dens kapacitet hvis man kører så hurtigt den kan, så ofte man kan komme til det?

Eller handler det om hvorvidt man kan stuve 50 indkøbsposer fra Netto ind på passagersædet?

Begge dele handler om kapacitet.

Men hvordan ved man så, om det ene er mere rigtigt end det andet, når man taler om at udnytte dens kapacitet?

Igen, det handler om dit perspektiv.

Gør det du har lyst til og stå ved det

Tænk, hvis du var ham der havde Ferrarien.

Tænk, hvis du var modig nok til bare at købe den Ferrari, og være super ligeglad med hvad andre tænkte om det.

Og endnu bedre, tænk hvis du vidste (og huskede dig selv på), at det de andre siger, ikke handler om dig.

Det handler om dem, og deres perspektiv.

Det gør det, fordi det vi siger og det vi ser, er en refleksion af hvor vi er i vores liv, og af vores prioriteter og kultur.

De ting vi ser eller oplever, er aldrig endegyldighed sandhed.

De er altid afhængige af en kontekst. Af et perspektiv, af erfaringer, af prioriteter, af opdragelse og kultur.

Det vi siger, og det vi ser, er en refleksion af hvad der eksisterer i os selv.

Derfor kan det vi oplever være meget forskelligt fra person til person. Selvom det egentlig var en situation vi oplevede sammen med den anden part.

Det er ikke ensbetydende med, at den ene har mere ret end den anden.

Men derfor vil jeg opfordre dig til, at stå ved det du gør, fordi du elsker at gøre det.

Og vid, at det uendeligt ligegyldigt hvad de andre mener om det du gør.

Du gør det jo for dig selv.

ALT="do-what-you-love"

Hvad kan hestens magi give dig?

Alt="hestens-magi"
Carizma og jeg i en hjertestund. Hun lærte mig for alvor om hestens sjæl og grunden til hvorfor nogle heste og menneskers veje krydses. Hun lærte mig i særdeleshed, at ikke alle heste kommer til os for at blive for evigt, men blot for at sende os på rette vej.

 Hvad har det der “heste-magi” mig at gøre?

Det skal jeg fortælle dig.

Hestene kan hjælpe dig med at finde det svar du leder efter.

Kæmper du med du syge børn, sure kollegaer, en diktatorisk chef, en latterlig eksmand, en doven kæreste, en sindsyg svigermor, en fordrukken far eller et hullet selvværd?

Eller måske noget helt andet…

Uanset om du har udfordringer i dit liv, eller om du bare synes at heste er nogle spændende og smukke dyr, så lover jeg dit, at et møde med hestens sjæl forandrer dig.

For altid.

Hestens magi er ren naturkraft

Hestene har en kæmpe indflydelse på mennesker. Alene med deres nærvær kan de heale, og udvikle dig.

Den energi og kraft, hestene besidder er så stærk, at dens vibrationer trænger helt ind i menneskets krop.

Deres hjerte er 2 – 3 gange større end et menneskehjerte.

Den vibration hestens hjerte sender ud igennem dens krop, når derfor langt længere end blot rundt i dens egen krop.

Det er alment kendt, at det taktile element (taktil betydning berøring) af omgangen med hesten udløser endorfiner.

Endorfiner kroppens eget ‘humør-medicin’. Hjernen udskiller blandt andet endorfiner når du er forelsket, griner eller dyrker motion.

Man kan blive afhængig af et endorfin-kick, fordi det simpelthen sætter skub i ens lyst, energi og lykke følelse.

Men ud over det berøringsmæssige aspekt af hvad hestene gør for mennesker, så har de en enorm kraft i sig selv.

Nemlig alene i deres væsen.

Hestene har i flere tusinde år været symbolet på frihed, seksualitet og styrke.

Hestene vil uforfalsket vise dig hvem du er

Hvis du er hesteperson kender du sandsynligvis allerede det, at hestene reagerer forskelligt på forskellige personer.

Samme hest kan være helt forskellig at håndtere, afhængigt af hvem der er i den anden ende af snoren.

Det er fordi hestene spejler dig. De læser dit kropssprog.

De mærker din energi. Men ikke mindst så mærker de dine intentioner.

Faktisk er det ofte sådan, at heste reagerer rigtig godt på børn, og på mennesker der ikke kommer til dem med en intention.

Fordi de er oprigtige. Autentiske. Ægte.

Hvis du aldrig selv har prøvet at stå overfor en hest og ladet dig spejle i den, bør du unde dig selv, den fantastiske gave det er.

Jeg lover dig, at hesten vil give dig lige det du har brug for.

Også selvom du måske endnu ikke selv ved hvad det er.

Alt="danubio"
Danubio er en af de heste du kan møde, når jeg giver dig mulighed for en aften med hestenes magi.

 

Du vinder alt, hvis du tør give dig hen til hestens magi

Forskning med svært depressive personer viser, at menneskets hjerne lukker ned for visse højere kognitive funktioner (dermed lukkes der af for menneskets ego center), når vi er i hestenes nærvær.

Når dén del af hjernen bliver lukket ned for en periode, bliver der istedet adgang til følelser som ellers ikke er tilgængelige.

Til bare at være til stede i nuet og ikke dømme, eller bedømme.

Du ved sikkert allerede godt, at hesten er et flugtdyr.

Det betyder, at hestene er nødt til kun at være til stede i dette øjeblik, nu og her.

Hvis de skulle bruge energi på, at bekymre sig om fremtiden, ville de være let bytte for rovdyr, fordi deres sanser ville blive overdøvet af hjernens uro.

Hestene er den ultimative læremester i bare at være.

Netop disse egenskaber gør også, at der findes rigtig mange mennesker (både med store og små udfordringer) der nærmest kan betegnes som heste-junkies.

Jeg ved det. Jeg er selv en af dem.

Jeg kan ikke fungere uden at kunne den ro som hestene giver mig.

Det behøver ikke engang, at være fordi jeg skal ride. Det kan også bare være, at sidde på folden og nyde deres selskab.

Kigge på de smukke, vilde men blide, store dyr.

Enhver hestepige vil sige ja til, at hesten er den allebedste til at trøste, når man er ked af det. Den bedste til at lytte til ens problemer og hemmeligheder.

Hesten kan mærke hvis du er bange

Det udtryk har du sikker hørt før.

Det er ikke helt forkert.

Lige såvel som hestens hjerte sender vibrationer ud igennem hele sin krop, videre ud til dem omkring den, så absorberer den også energi.

Nogle heste er så konsolideret i sig selv, at de ikke lader sig påvirker af menneskers frygt-energi. Istedet transformerer de frygt-energien til ro, og sender den ro direkte tilbage til dig.

Andre heste bryder sig der imod ikke om, at vi mennesker prøver at hælde vores urolige energi, eller frygt, ud over dem. Disse heste vil forsøge at trække sig fysisk.

Men er det ikke er muligt, vil de blive nervøse og kæmpe imod. Måske endda blive voldsomme.

Desværre bliver nogle af disse heste misforstået, fordi vi mennesker ikke formår at høre hvad de siger.

Når en hest for eksempel stejler for at slippe for det den bliver udsat for, svarer det til at den råber. Højt.

Ingen hest starter med at råbe. Den vil altid først hviske til dig.

Men hvis du ikke lytter, hvad anden udvej har den så end at råbe?

“En god heste-træner kan høre hesten tale. Men en fantastisk heste-træner kan høre hesten hviske.”

Det er helt det samme, når hesten spejler dig.

Hvis du lytter, er hesten helt subtil.

Men dømmer, eller forkaster, du dens spejling kan du opleve at den føler, at den bliver nødt til at råbe dig op.

Alle heste er forskellige

Lige som du og jeg.

De vil spejle dig forskelligt, ud fra hvem de selv er.

Hvis du lytter til dem, har de alle utroligt meget at give dig.

Så meget ro. Så meget nærvær. Så meget visdom.

De kan rykke din udvikling vildere end noget andet. Mere end nogen terapeut.

Meget mere end noget trendy og popsmart begreb eller kursus.

Det afhænger kun af 3 ting:

Er du modig nok til at spørge?

Er du stærk nok til at lytte?

Er du ydmyg nok til at lære?

Alt="hestene-kan-give-dig-svar"

Hvis du ikke allerede har læst om min aften på ryggen af Vento, så kan du læse det her: Meditation på hesteryg.

Hjertevarme knus, Janne

PS. Vil du også inviteres med, når jeg lader mine heste give en lille gruppe mennesker en meditativ oplevelse på folden?

Så skriv dig på VIP listen og få direkte besked i din mail.