Jamen, hvis uddannelse ikke er lærerens vigtigste opgave, hvad er det så?
Ja, hvis du vil vide det, så er du simpelthen nødt til at læse indlægget.
Og jeg synes faktisk du skal tage dig tid til at læse det, for du risikerer at lære noget. Både om lærere, om børn og om at være forælder.
Sådan er en lærer altså ikke
Lige siden jeg læste til lærer, har jeg fået hug for, at være for “tæt” på mine elever.
På seminaret var det mine med-studerende, der ikke synes at jeg distancerede mig nok, og at jeg ikke tog en ‘lærerkasket’ på.
Ude på skolerne var der forældre, der synes at det var upassende, at jeg var så involveret i eleverne.
Eller ledere der var bange for om mit sprogbrug og min åbenhed om mig selv, ville mindske elevernes respekt for min autoritet.
Jeg vil hellere lære børnene at råbe ‘fuck’ når de bliver vrede og skuffede. Eller at kunne trykke på ‘pyt-knappen’ og komme videre.
Det er bare vigtigere i min verden, end at lære dem, at hvis de ikke klarer sig godt i diverse danskfaglige modeller bliver de aldrig til noget.
Det er godt at kunne regne, men det er bedre at kunne regne den ud.
En empatisk skraldemand er 1000 gange bedre end en beregnende politiker. Det kan vi godt blive enige om, ikke?
I’m a mess and I like it
Elever er lige som små blodhunde, de kan lugte og mærke om en lærer er autentisk.
Derfor synes jeg, at det er alfa og omega, at man som lærere ikke tager en rolle på sig, og tager den der føromtalte ‘lærerkasket’ på.
Indrømmet…
…jeg bander meget, jeg kommer altid 5 minutter for sent til timerne og jeg har ikke altid styr på om jeg går ind i den rigtige klasse.
Faktisk plejer jeg at sige til mine elever, når de spørger om detaljer der handler om emneuger osv, at de skal spørge en rigtig voksen.
I’m a mess that way.
Men jeg står ved, at jeg er en kegle. Jeg prøver ikke at skjule, at jeg er permanent forsinket og lettere distræt.
Eleverne plejer at sige, at hvis jeg er 5 minutter forsinket er det normalt. Er jeg der imod 7 minutter forsinket har jeg igen haft en samtale på lederens kontor.
Og de har ret.

Ungerne siger, at jeg er en Rita.
Sådan en der godt kender reglerne, men ikke altid følger dem.
Du kan enten elske det eller hade det.
Der er nogle forældre der hader det. Deraf de 7 minutters forsinkelse, som følge af en samtale på kontoret.
Lad mig give dig 2 eksempler der gav 7 minutters forsinkelse:
1. Moren der synes, at det var helt galt, at jeg (på en tur med 9. klasse), sagde ja til at hjælpe en af pigerne med at vælge en kjole.
Pigen havde to i kiggerten, men var usikker på om den ene var for kort. Hun skulle have den på til familiefest.
Pigen selv synes det var fedt, at jeg hjalp hende.
2. Eller den mor der sagde, at jeg bestemt måtte have noget kørende med (lad os kalde ham) Carlos. Det kunne jo ikke være rigtigt, at han kunne få bedre karakter end hendes datter. Især når han nu også var ordblind.
Behøver jeg, at sige hvad jeg tænker om det udsagn??
Men langt de fleste elever og forældre synes det er befriende, at der er nogen der tør gøre tingene anderledes.
Jeg ved godt, at min lærerstil til tider koster mig lidt knubs, men det er okay.
Lad mig fortælle dig hvorfor jeg gør som jeg gør. Vel vidende, at jeg ind i mellem risikerer en blodig næse eller blåt øje (altså billedeligt talt).
Uddannelse er ikke lærerens vigtigste opgave
Som lærer bliver vi ansat til at uddanne kloge hoveder.
Men det er ikke vores vigtigste opgave.
Fagligt har jeg altid ambitioner med mine elever.
Selvom min forberedelse, og undervisning, kan ligne en cirkusmanege fuld af vilde dyr og akrobatiske krumspring, er der mening i kaosset.
Det er vigtigere, at det jeg laver virker, end at det ser godt og regelret ud.
Og det gør det. Virker altså.
I år fik min afgangsklasse et snit på 9,2 i deres mundtlig engelsk prøve.
Det er det højeste gennemsnit ud af deres samlede prøver.
9,2!
En klasse der har haft 35 forskellige lærere i deres skoletid. Jeg overtog dem i 8 klasse.
Kan du forestille den udfordring?
Elever der hang i gardinerne, var fagligt bagud og tænkte; “Whatever hun smutter alligevel igen om lidt”.
Men historien om de skønne unger, får du en anden gang.
Vi skal danne vores elever
Dét er vores vigtigste opgave.
Ikke ud-danne, men danne.
Vi skal tro på de børn og unge, der sidder i klasselokalerne.
Vi skal se dem.
Vi skal høre dem.
Vi skal motivere dem.
Hver dag. Hver time.
Som lærer er det da pisse fedt når klassen scorer 9,2 i snit. Bevares, hvem elsker ikke det??
Men i virkeligheden er karaktererne inderligt ligegyldige.
Det, der betyder noget, er om eleverne flytter sig.
Det, der betyder noget er, når jeg kan få dem til at tro på sig selv.
Få dem til ønske at ville mere med sig selv, og for sig selv.
Det, der betyder noget, er om jeg kan vise dem vejen til at blive hjertevarme og selvstændige unge mennesker.
Det, der betyder noget, er om det jeg har gjort, har betydet noget.
Se, dét er lærerens vigtigste opgave; At give børnene rødder til at gro, og vinger til at flyve.
PS. Hvis du ikke har læst med fra starten kan du læse lige her hvorfor jeg stoppede som lærer og hvorfor jeg synes jeg gik på kompromis med mig selv.
PPS. Det kan være du skulle kaste dig over indlægget 3 ting din lærer ikke fortæller dig hvis du vil vide hvad bagsiden af lærermedaljen er.