Mangler der ikke noget???


Warning: Parameter 2 to wp_hide_post_Public::query_posts_join() expected to be a reference, value given in /var/www/hjertevarme.nu/public_html/wp-includes/class-wp-hook.php on line 286

På morjobbet er der ingen overenskomst eller feriedage – men masser af kærlighed…og kaffe.

Der kommer nok til at mangle noget…

I dag har jeg lovet at være mor hele dagen, for min dejlige skrubbe skal have lagt dræn.

Hvis du selv har et ‘ørebarn’, så kender du hele rutinen.

Jeg har lovet is, og legekammerat, og fælles aftensmad 💙

Derfor når jeg ikke at skrive noget overdrevet inspirerende på bloggen i dag.

I know…jeg skulle have skrevet indlægget på forhånd.

Faktisk ville jeg have skrevet det igår.

Men jeg fik besøg af en dejlig kvinde, hvis liv har ændret sig markant, ufrivilligt.

Så jeg “kom til” at kaffe og heste med hende istedet 😊

Planen var at ugens indlæg hverken skulle handle om barn eller hest.

Men nok en gang må jeg rulle lidt med øjnene af mig selv, og konstatere at de der fine planer, de havde andre planer.

Derfor kommer der nok til at mangle nogle skarpe, eller dybsindige, ord på bloggen i dag.

For uanset hvor mange andre spændende job, opgaver og eventyr der gerne vil ses, mærkes og udleves, så er der intet der betyder mere for mig end, at være en nærværende og hjertelig mor for Oskar.

Life is what happens while you are busy making other plans 🍀

Som en tsunami der smadrer og fortærer alt på sin vej.

ALT="tsunami"
Et helt hav kan ikke sænke et skib, med mindre vandet trænger ind i skibet.

Begyndelsen på enden

“Som en tsunami , der smadrer og fortærer alt på sin vej.

Inden jeg ved af det, kidnapper følelserne min krop, og jeg tyrer
skålen ned i gulvet.

Vores spritnye gulv til 15.000 kroner.

Skålen splinters i en million stykker.

Jeg råber for mine lungers fulde kraft: For helvede!

Nu er der glassplinter, og chips, over alt på gulvet også. En rodet
mas se, af legetøj , chips og glas skår.

Begyndelsen på enden –

Oskar bliver helt vildt forskrækket. Han begynder at græde højt og
bange.

Han klamrer sig til Søren.

Søren kigger vredt på mig, og konstaterer højt og strengt, at jeg er
bindegal.

Og så begynder jeg at tude.

Ikke bare græde sådan lidt. Nej , hulke, helt hysterisk.
Tårerne løber ned af mine kinder.

Jeg er nødt til at gå uden for, og sætte mig i vores vindfang.

Jeg er færdig, flov. Brugt. En falden kriger. Tom og utrøstelig.

Ikke alene har jeg smadret vores helt nye og dyre gulv.  Jeg har også gjort min søn bange, og rigtig ked af det.

Det er faktisk det værste. Min søns oplevelse og reaktion.

Det er slut. Det går ikke.

Jeg vil ikke være med til det længere.

Lige der i vindfanget, mens vinterblæsten river i træerne derude.
Der ved jeg, at det her må slutte.

Sådan skal mit barn ikke vokse op.

Sådan vil jeg ikke leve.”

Fra mig til dig

Ovenstående er en del af min historie som du kan læse i min e-bog ‘Tæm frygten & skab dit drømmeliv’.

Jeg vælger at dele den med dig her på bloggen også, fordi det er en af de dage, som jeg er allermest flov over i mit liv.

Jeg er så flov over, at jeg ikke kunne beherske mig, og at jeg opførte mig så vanvittigt foran min lille søn.

På daværende tidspunkt var han kun 2 år gammel.

Det er eddermame svært at forklare et barn på 2 år, hvorfor mor pludselig eksploderer som atombomben over Hiroshima.

For ikke at tale om, at han ikke behøver at være bange for dig bagefter.

Selvom det er en episode de fleste nok helst vil fortrænge, eller feje ind under gulvtæppet, så var det også en gave i forklædning.

Men den her dag, den her episode, gjorde at jeg blev nødt til at tage stilling til mit liv.

Jeg blev tvunget til at tage stilling til, om det jeg havde gang i var holdbart.

Spoiler alert – det var det selvfølgelig ikke.

Det varer ikke længe nu

Om ikke så længe er bogen tilgængelig på webshoppen, og jeg glæder mig rigtig meget til den ligger der.

Jeg skrev den i sensommeren, og har brugt lang tid på at lave et fornuftigt set up som e-bog på den.

Det der har taget mest tid med den, er faktisk at skulle sætte mig ind i nye programmer, lære at navigere i dem, og få et færdigt resultat.

Lige nu går jeg og venter på, at Ulrik som hjælper mig med det tekniske, får den lagt ind i shoppen.

Man skal kende sine begrænsninger.

Og jeg er altså kun en blondine, så der er bare nogle af dem af og til 😉

Indtil videre er der et par stykker der har fået et sneak peak på bogen, og deres tilbagemeldinger har været meget positive.

Men altså, hvorvidt bogen bliver en succes er jo helt ude af mine hænder, og det er godt nok lidt angstprovokerende.

Hvilket er meget ironisk taget i betragtning af, at titlen på bogen er ‘Tæm frygten & skab dit drømmeliv’.

Jeg glæder mig til at præsentere den yderligere, når den er tilgængelig.

For nu må du nøjes med historien om, hvordan jeg smadrede et gulv og skræmte mit barn.

Er du i stand til at definere hvad der er en nødvendighed?

Prøv at definere ‘Nødvendigt’

Oven på julens og nytårets forbrugsfest, tænker du så på hvad der i virkeligheden er en ‘nødvendighed’?

Og hvordan definitionen af, hvad der er ‘nødvendigt’ ser ud?

Inden året sådan for alvor går i gang, og hverdagene luller os ind i vores egen osteklokke atter igen, vil jeg bruge 5 minutter på at reflektere over netop betydningen af ‘nødvendig’.

Ret ofte laver vi en øvelse her i huset, når vi skal finde ud af hvordan vores penge skal bruges.

Det går i al sin enkelthed ud på at finde ud af om et køb er et ‘Need to have’ eller et Nice to have’.

Hvis vi nu vender blikket tilbage på billedet, så tror jeg ikke du er i tvivl om hvor need og nice fordeler sig i disse situationer.

Vi bliver bedøvet af samfundet og kulturen

Jeg kender det fra mig selv.

Stille og roligt bliver jeg vugget ind i troen på, at det er nødvendigt med denne dims, og denne dingenot; villa, vovse og volvo.

Og pludselig føler jeg ikke at jeg kan undvære dimserne og dingenoterne, og alt det andet døde og materialistiske tingeltangel jeg har fået anskaffet mig.

Vores samfund og hele vores kultur er bygget op omkring det, at vi skal arbejde for at kunne betale for en smuk bolig, dyr økologisk mad,  køre i den smarteste bil, have apple ure vi kan ringe fra, og klæde vores børn i den nyeste modedille.

Vi skal sende vores børn afsted i institution, hvor andre passer dem, mens vi går på arbejde for, at tjene penge nok til at kunne betale for institutionspladsen.

Det er lidt godnat, når man stopper og tænker over det.

Til jul er det jo nødvendigt med andesteg, en million gaver, og til nytår er det jo nødvendigt med fyrværkeri, og glimmer i alverdens bordbomber.

Vi køber og køber. Blot for at smide halvdelen ud bagefter.

Hvilke ægte ‘need to have’ kunne de penge have været brugt på isetdet?

Er det need eller nice?

I dag læste jeg på facebook om en mor, der kæmper en kamp med følelsen af, at det er helt forkert at sende sit barn i vuggestue, blot for at hun kan starte på arbejde igen.

Så hun kan tjene penge nok til at hende, barnet og manden kan blive i deres store flotte dyre hus, som de har knoklet ræven* ud af bukserne for at kunne betale.

*(Ja, det er en med-vilje-stavefejl)

Manden arbejder i døgndrift for at de kan have det her flotte hus, den bedste stationcar, for at hun kan være lykkelig.

Men hun er alt andet end lykkelig.

Hun vil bare gerne gå hjemme og passe sit barn.

Men ak og ve, det lader sig ikke gøre økonomisk, for de er bundet af at kunne betale for alle de her dimser, dingenoter og ting.

Og jeg kan virkelig godt relatere til hendes opslag!

For hvad pokker gør man, når man står der, og opdager at alt det fancy, dyre, smarte, døde gøjl, egentlig ikke betyder noget?

Men man heller ikke har lyst til at skille sig af med det, og revolutionere hele sin tilværelse.

Vores daglige liv bliver hurtigt afhængigt af de de her døde, materilistiske ting, der er nogen der har opfundet, eller fundet på ideen om, at det vil gøre vores liv meget lettere, og spare os for tid og bekymringer.

Men helt ærligt, er det faktisk også sandheden?

Hvad er faktisk need to have, og hvad er nice to have?

Jo mere du har, jo mere har du at miste

Ja, ganske simpelt.

Jo flere af de her dingenoter og smarte, eller flotte ting, du har har, jo mere føles det også som du har at miste.

Hvor mange af os ville umiddelbart tænke;

“Yes mand, jeg har ikke råd til mit hus, og jeg flytter i campingvogn ude i en mose i Nakskov. Til gengæld kan jeg så slippe for at gå på fuldtidsarbejde.”

Vi bliver afhængige af vores livsstil, og alt det vi har været vant til der var ‘nødvendigt’.

Men sandheden er jo, at du faktisk ikke dør af, ikke at have et apple ur, en spritny stationcar, en antik Porsche i garagen, Kähler vaser i matchende farver, eller et kæmpe hus med plads til en hel indisk familie.

Det er alt sammen ‘Nice to have’-ting, men du kan godt overleve uden dem.

Om du så vil, det er en anden sag.

Det er et prioriteringsspørgsmål.

Vil du slippe for at være tvunget ud i et fuldtidsjob (som du måske ikke engang synes er fedt), og i stedet have tid til din familie, til de ting der gør dig varm helt inde i hjertet…eller vil du knokle løs for at kunne betale for alle de seneste nye ‘nødvendigheder’?

Valget er dit. Din valuta er tid…

Formlen er ganske enkel

En irriterende livsklog bekendt sagde til mig, da jeg beklagede min nød sidste år, over at tid & økonomi ikke hang sammen, og at jeg var ved at kaste op af konstant dårlig samvittighed overfor mit barn, at det var jeg i stand til selv at styre.

Lige der synes jeg, at han var lidt en idiot.

Men så sagde han gudhjælpemig noget der ramte mig i en grad, at det nærmest er blevet et lille mantra for mig.

“Jo færre materialistiske ting du binder dig selv i, jo mere fri er du.”

Jeg må indrømme, at det er så simpel en formel, at det næsten er for godt til at være sandt.

Men det er også så uendeligt rigtigt.

De ejendele du ikke har, er du ikke bange for at miste.

Desto færre døde ting, og påduttede behov, du tager til dig, jo mere er du fri til at mærke hvad der er vigtigt, og hvad der er ‘need’ eller ‘nice’.

Og pludselig bliver definitionen af, hvad der er ‘nødvendigt’ ændret.

Gør en forskel

Gør den for dig selv, eller for dem du bærer i dit hjerte.

Eller endnu bedre gør det for nogen du ikke skylder at gøre det.

Giv det videre. Fordi du kan.

Se på billedet, og overvej så engang hvad vil du give afkald på i januar for, at et barn i Afrika kan få mad og vand?

Er det værd at give afkald på et af dine ‘nice to haves’ for at et barn du slet ikke kender, og aldrig vil komme til at møde, kan spise og drikke i dag?

Jeg ved det ikke, det ved du kun selv.

Og tænk så lige en ekstra gang (her i 2018) over hvad der er ‘need to have’ og hvad der er ‘nice to have’, og se om din definition af hvad der er en ‘nødvendighed’ ændrer sig.

 

Når dine skelletter bliver en andens redningsvest

 

ALT="skelletter-og-redningsveste"
Jeg har fået lov (af en utroligt modig ung pige), at dele det her billede med dig. Hun er inspirationen til dette indlæg, og selvom jeg ikke giver dig hendes navn, så send hende en varm tanke når du læser med i dag.

Når smerten bliver din ven

I sidste uge skrev en tidligere elev til mig og fortalte, at hun gør skade på sig selv.

På fagsprog, det man kalder cutting.

Det er jeg enormt taknemmelig over at hun gjorde, altså skrev til mig.

Jeg er taknemmelig for, at hun viste mig den tillid, og jeg er simpelthen så stolt af hende, af hendes mod til at række ud efter hjælp.

Hvis du nogensinde selv har prøvet at være den der skulle spørge om hjælp, så ved du præcis, hvor svært det kan være.

De tæsk du får i dag, kan være din adgangsbillet i morgen

De sidste par år, har jeg brugt et digt jeg selv har skrevet, som undervisningsmateriale i danskundervisningen.

Ikke fordi jeg ikke sagtens kunne finde et eller andet velskrevet og smukt digt fra en eller fancy forfatter.

Men fordi jeg gerne vil røre ved noget i de unge mennesker.

Og fordi vi som lærere hver dag beder dem være modige, originale, og vise os tillid.

For sjældent går det dog den anden vej, synes jeg. Alt for sjældent tør vi som lærere at åbne os, og lade vores elever vide, at vi faktisk er mennesker.

På godt og ondt.

Så en dag, mens mine elever lavede gruppearbejde, skrev jeg det her digt i løbet af timen.

Digtet fik mig en tur ned på kontoret til en ‘hør-her-samtale’ med chefen, fordi nogle forældre synes det var over grænsen.

Og ja, der var et par piger med våde øjne i den ene klasse, efter forfatteren afslørede, at det var et realistisk tilbageblik på livet.

Men det var også nogle våde øjne, der synes det var virkelig rart, at høre, at selvom livet til tider fejer benene væk under en, så kommer man hel ud på den anden side.

Hvis man vil.

Og det her digt, var en tungtvejende årsag til, at den her stærke, smukke pige, turde gøre sig sårbar, og fortælle mig, at hun cutter.

For hun vidste, at jeg selv havde sejlet i den båd, hvor livet havde været knudret og givet nogle tæsk.

De tæsk jeg fik “igår”, dem gemte jeg ikke bare væk.

Jeg gav dem ord, gav dem en mening, et formål.

Og det blev min adgangsbillet til denne piges tillid.

Hvad er dine lussinger værd?

For mig er både ‘hør-her-samtalen’ med chefen, de forargede forældre og våde øjne digtet værd.

Jeg ville gøre det om til hver en tid.

Tage de lussinger der følger med, ved at stikke næsen frem, og vise at jeg er menneskelig.

Jeg griner, jeg græder, jeg glædes og jeg smertes.

Det er menneskelighed.

Digtet har været adgangsbillet til en enorm tillid fra mange elever.

Unge mennesker med historier du tror er løgn;

Pigen der blev fjernet fra sin mor, fordi rotterne havde rede i hendes seng, drengen der havde været udsat for gentagne overgreb af en “onkel”, drengen hvis mor havde for travlt med sit eget liv, til at sørge for varmt vand og strøm i huset, drengen som først i 9. klasse fortalte om overgreb i børnehaven, pigen der som lille havde set et familiemedlem dø, mens forældrene ikke var hjemme.

Disse er blot et udsnit.

Tænk lige over det…et udsnit!

Så ja, jeg tager alle de lussinger der kommer min vej, fordi jeg (modigt/grænseoverskridende/naivt/bevidst/hovedløst/kærligt/?) står op, og deler noget af mig selv.

Når dine skelletter bliver en andens redningsvest

Det er de færreste der kommer igennem livet uden ar på kroppen, og uden et par skelletter i skabet.

Når et sår er helet efterlader det et ar, et mærke, et minde på din krop.

Og nogle af dine skelletter nægter måske at flytte ud af skabet, uagtet hvor meget du prøver at gøre rent derinde.

Så giv dem et formål. Giv dem en mening.

De ting i vores liv der har et formål, en mening, er ikke en konstant forhindring man falder i, når man ser den anden vej.

Slut fred med dine skelletter, og se på den historie dine ar fortæller, istedet for at hvæse ad dem, og begræde deres tilstedeværelse i dit liv.

Hvis du tør åbne dig for andre, så giver du rum til, at dine skelletter kan blive en andens redningsvest.

Menneskelighed

Hvordan du tolker digtet er op til dig.

Måske læser du det som min egen personlige historie, måske læser du det som min historie om en jeg har haft nær.

Med vilje vil jeg lade det stå åbent til din personlige fortolkning.

Sådan er det jo ofte med tekster, de kan betyde netop det som den der læser det, ser i det.

Men det er autentisk, ægte.

Skrevet af et menneske, om et menneske – der lige som dig; oplever, overlever, lever.

 

Menneskelighed

Du kender mig ikke
Men du ved hvem jeg er
Jeg har ingen pris
Men jeg kender mit værd

Masken min skjuler det vældig godt
Livet gør ondt det’ ganske normalt
Jeg kender til psykiske, fysiske overgreb, selvmord og fornemmelsen af,
at min den sjæl bliver kvalt

I barndommens uskyld jeg fik debut
Lille pige forsvind i fantasi
Autoritet, venskab, syndeskyld
Lille prinsesse dét var din overlevelses-strategi

Du tror det muligvis næppe
For med pergamentets styrke jeg bærer mit kors, mit smil
Hver eneste skridt i mit lykkelige liv
Har føltes som den tungeste mil

ALT="menneskelighed"

Den bedste anbefaling kommer ikke fra din arbejdsgiver

ALT="janne"
Tanker om anbefaling på en våd onsdag. Hvem ‘sælger’ dig bedst?

Du får den bedste anbefaling fra “hestens mund”

I sommers skrev jeg, om at tage en pause fra det at være lærer, og hvorfor jeg havde valgt sådan.

Det er er valg jeg trives rigtig godt med. Hver dag.

Men i denne uge har jeg faktisk taget mig selv i, at søge en støttelærer stilling på en skole i nærheden.

Ikke fordi jeg har for lidt at tage mig til, ikke fordi jeg mistrives med at have tid til mit barn.

Men simpelthen fordi det lød som en rigtig spændende stilling.

Og til enhver ansøgning hører sig en god anbefaling til.

Derfor kan du i dag læse den anbefaling jeg har sendt med min ansøgning.

Og du kan læse hvorfor jeg mener, at den bedste anbefaling ikke kommer fra din arbejdsgiver.

Hvad er så den gode anbefaling, og hvorfor er den ikke fra din arbejdsgiver?

Den bedste anbefaling får du ikke, fra den person der har ansat dig.

Ikke fordi de ikke har noget pænt, eller godt, at sige, men fordi de ser dig i et andet perspektiv.

Som arbejdgiver kigger man ofte på hvor mange sygedage, løste opgaver og fleksibilitet en medarbejder har.

Og det er selvfølgelig en god ting, og ikke at foragte på nogen måde.

Men det du laver påvirker ikke direkte din arbejdsgiver.

Det påvirker dem du står ansigt til ansigt med ‘på gulvet’ hver dag.

Som lærer, er det eleverne du har direkte indflydelse på.

Det er dem, du hælder din tid, viden og kunnen ud over.

Dem du påvirker hver dag når du er i gang, er dem der er de bedste til at bedømme, hvor god du faktisk er til det du laver.

I sidste ende er det ikke vigtigt for dem, om du har flere sygedage end gennemsnittet, hvis de kan mærke dig når du er der.

Derfor kommer den bedste anbefaling du kan få, fra dem du arbejder med.

Dem der er direkte påvirket af dig, af den du er, og det du gør.

Derfor sender jeg altid en elev-anbefaling med når jeg søger en stilling.

De er de bedste til, at bedømme hvor god jeg er til mit arbejde.

Ikke min leder.

Børnene. Dem det hele i virkeligheden handler om.

Jeg spurgte et par tidligere elever fra Hellested om en anbefaling

 

En af de elever jeg spurgte om en anbefaling, startede den allerførste time jeg havde hende, med at sige til mig:

“Hej, jeg hedder Michelle, og jeg vil bare sige, at du kan ikke lære mig noget! For jeg har ikke sagt noget som helst hele sidste år. Og jeg kan heller lide engelsk. Bare så du ved det!”

Og ja, jeg tænkte GISP, så er vi ligesom i gang, og velkommen til som ny lærer i 9. klasse.

Men jeg gik hjem, og tænkte, at det måtte jeg da gøre noget ved.

Og det gjorde jeg så.

Du kan læse hvad Michelle har skrevet til mig længere nede på siden.

Og så er der Tobias.

Allerede i en af de første timer jeg havde ham, sagde jeg til ham, at jeg regnede med, at han ville være en af dem der skulle sluttet året med 12 taller.

Han kiggede vantro på mig, som var jeg faldet ned fra månen.

“Ej det tror jeg sgu ikke” sagde han, “For jeg har aldrig kunne få over et 7 tal, ligemeget hvad jeg gør.”

Jeg behøver næppe fortælle, at Tobias det år, forlod sit velkendte 7 tal, vel?

Du kan også læse Carolines anbefaling.

Caroline havde jeg fornøjelsen af i hele to år.

Egentlig behøver jeg ikke sige så meget andet, end at hun godt måtte have været mit barn.

Sådan en skøn ung pige, som jeg også var så heldig at lokke til at være barnepige for Oskar nogle gange.

Oskar elskede hende, og det forstår jeg jo godt.

ALT="anbefaling"
3 af mine tossede elever, havde taget hemmelige selfies på min telefon mens jeg var i kopimaskinen. Jeg kunne ikke lade være med at grine af deres påfund, da jeg et par dage senere faldt over billedeserien i telefonen.

Michelle sendte det her til mig

Janne er den slags lærer alle burde have, hun er fuldt ud i stand til at sætte sig ind i hvordan hendes elever har det.

Derfor er hun i stand til at hjælpe dem som ingen af de andre lærer jeg har mødt, har kunne.

På grund af hendes skæve undervisning, gør det også at vi er interesseret på en helt ny måde.

Hvis der er nogen der har passion for sit arbejde så er det Janne, hun er helt igennem den bedste lærer jeg har haft. Uanset hvilke problemer hun selv har stået i, har jeg ikke set Janne lave andet end at smide alt hvad hun har i hænderne for at hjælpe os.

Hun er de lærer der gør at man har lyst til at komme i skole. Jannes undervisning er anderledes i forhold til de andre lærer, og derfor er det altid spændende at komme til hendes timer.

Jeg havde kun Janne som underviser i ét år. Men allerede på det ene år med Janne, havde jeg lært mere end jeg havde fra 4 – 8 klasse med en anden dansk/engelsk lærer.

Hun forstår virkelig at støtter sine elever hvor hun kan og de har brug for det. Det er lige præcis den slags lærer Janne er, den spændende, hjælpende og anderledes lærer der er brug for på en skole, med hendes skæve ideer og nye alternativer er hun den bedste lærer man kunne forestille sig.

Hun er den slags lærer, der bliver ens ynglings!

De bedste hilsner Michelle.

Tobias skrev sådan her:

Janne var min dansk- og engelsklærer i 9. Klasse, på Hellested friskole.

I den tid, rykkede hun mig ikke kun fagligt, men også personligt. Jeg afsluttede min eksaminer med næsten rene 12-taller, da hun havde givet mig lysten, og modet til at lære.

Jeg kan helt klart anbefale Janne som lærer, da hun formår at rykke børn og unge, på en måde som ingen andet lærer kan. Hvis man vil have at ens børn skal have lysten til at gå i skole, så giver Janne det helt klart.

Jeg spurgte nogle af mine tidligere klassekammerater, om de ville være med på anbefalingen, og det ville de med glæde.

Så Janne bliver også anbefalet af:

Andreas, HHX – Køge, Christian, HTX – Køge, Jonathan, HTX – Køge, Niclas, HTX – Køge

Venlig hilsen, Tobias, STX – Køge

Carolines anbefaling så sådan ud

Janne er en fantastisk lærer, og ikke mindst menneske.

Hun er utrolig sød at snakke med om alt, og man kan altid komme til hende hvis der er noget, ligemeget hvilken situation man står i. Både hvis man har brug for noget hjælp fagligt eller med noget personligt. Hun er der altid.

Janne er virkelig god til at inddrage hver en elev til undervisningen. Hendes timer er rigtig sjove, seriøse og lærerige. Hun er god til at lærer fra sig, og sørge for at man ikke keder sig i hendes timer.

Janne er en lærer som enhver elev vil huske, blot på grund af hendes dejlige personlighed.

Oprigtighed kan du ikke købe dig til

De fleste arbejdsgivere kan skrive en udtalelse, eller anbefaling, i positive vendinger.

Men det er sjældent, at din arbejdgiver skriver så det mærkes, og ud fra et 100% oprigtigt perspektiv.

For når du beder om en anbefaling, betyder det, at jeres videre forløb sammen er ved at komme til en slutning.

Måske fordi det er nødvendigt sådan, eller måske fordi det er bedst sådan.

Men det er sjældent, at den slutning giver et udgangspunkt for en helt ærlig og oprigtig anbefaling.

Derfor får du den bedste anbefaling, fra dem der ikke har aktier i din arbejdskraft, og dem der har mærket dig helt tæt på.

Dem der er, eller har været, din kerneopgave.

Om det så er børn, forældre, borgere, klienter, kunder osv.

Oprigtighed, autenticitet – det er det der sælger dig bedst.

Regnvejrs knus,

Janne <3

 

Vi blev ramt af toget

ALT="børneafdeling"
På Børneafdelingen. Endelig sovetid, efter mange test og undersøgelser. Oskar var svimmel og holdt fast i sengen, for han var bange for at falde. En time efter billedet blev taget vågnede han med voldsomt mareridt, resten af natten sov han i min seng.

Akut afsted til Roskildes børneafdeling

Ja, vi blev simpelthen ramt af sygdoms-toget, der havde nogenlunde samme hastighed som den nye lynbane i Køge.

Efter flere dage med høj feber, og vagtlægebesøg måtte vi akut afsted til børneafdelingen i Roskilde.

Til trods for fuld skrue på panodil i flere dage, og diverse forsøg på at sænke feber, blev Oskars feber ved med at stige. Heldigvis tog den sidste vagtlæge det seriøst, da Oskar var begyndt at blive ukontaktbar og feberen blev ved at ligge på 40,8.

På børneafdelingen tog både læger og sygeplejersker blodprøver og andre forskellige tests i løbet af de første timer efter vores ankomst.

Urinprøven var ikke mulig at få, da Oskar simpelthen ikke havde væske nok i kroppen til at tisse.

“Men mor, den virker ikke. Tissemanden i stykker” sagde den lille omtågede fyr efter et par gode forsøg på at tisse i koppen.

Da vi endelig fik lov at gå til ro for natten, var han så “rundtosset”, at han holdt fast i sengen, fordi han var bange for at falde.

Heldigvis havde vi taget Morten Skildpadde med, som kunne lyse med sine stjerner for os hele natten.

Morten Skildpadde hjælper Oskar om aftenen når han skal sove, og stjernerne passer på ham, så han ikke behøver at være nervøs for mørket.

Et kæmpe mareridt

Omkring en time efter vi begge er faldet i søvn, vågner Oskar med et højt skrig, og fortsætter med at skrige meget inderligt.

Lige gyldigt hvad jeg siger til ham, synger for ham, vugger ham og holder ham helt tæt mens jeg stryger ham over håret, skriger han bare og græder som pisket.

En ung sygeplejerske kommer ind på værelset, helt forfærdet og spørger hvad der sker. Om hun skal gøre noget.

Hun havde hørt hans skrig helt nede i den anden ende af afdelingen.

Da han kommer lidt til sig selv, fortæller han at nogen har stukket ham, og han er faldet ned, og at de lyser på ham.

Det er simpelthen mareridt om de undersøgelser og tests han har fået foretaget i løbet af de sidste par døgn der har sat sig i ham.

Til trods for at han har taget det hele i stiv arm, og kun klynket lidt over blodprøven.

Derhjemme samsover vi, og derfor giver det også kun mening, at han resten af natten sover helt tæt med mig, i den udtræksseng jeg har fået.

Han sover resten af natten igennem.

Jeg, der imod, sover nærmest ikke.

Hver en bevægelse, hver en lille lyd, så vågner jeg og mærker på ham.

Er han nu også okay?

ALT="indlagt"
Da han vågnede dagen efter ud på eftermiddagen, puttede vi mens der blev spist et par bidder æble. Og hold op hvor var jeg træt oven på flere nætter uden rigtig søvn.

Hvile er overvurderet, lad os handle!

Dagen efter får vi lidt morgenmad, og far kommer igen.

Han er selv blevet syg og kaster op.

Efter en times tid vågen, er Oskar træt igen og han bliver puttet i mors seng, med Morten Skildpadde selvfølgelig.

Far tager en lur i Oskars seng.

Og jeg klarer opkald og sms’er til familie og venner der alle afvente nyt.

Tænker jeg vil prøve at få lidt søvn også, men det kan jeg ikke.

Jeg er sådan indrettet, at når jeg havner i en eller anden kritisk situation, så finder min krop energi frem, som egentlig ikke er der.

Den handler.

Den pumper derud af, som et ustoppeligt godstog.

Søvn og hvile er undervurdet, lad os handle!

Og det er virkelig smart, og på mange måde rart, at vide at i kriser kan min krop finde magiske superkræfter frem, og min hjerne fokusere, planlægge og strukturere.

Men jeg ved godt, at regningen kommer bagefter.

Endelig hjemme igen

Sidst på dagen får vi lov at få en åben indlæggelse.

Oskar har tigget hele eftermiddagen om at komme hjem, når han har fået klaret de sidste prøver og test.

Selvom vi bør blive en nat mere, giver vi simpelthen efter for hans bøn om at komme hjem.

Vi forstår jo godt, at han gerne vil hjem.

Hjem til det kendte, hvor ingen kommer og prikker, og stikker, i ham.

Hjem hvor han kender det hele, og hvor han kan slappe helt af.

Da vi kommer hjem bliver alting sat på standby, og vi hygger sammen, alle sammen, i stuen.

Oskar får leget med sine biler i en lille halv time, inden han igen er træt, og har brug for at gå i seng for i dag.

Men bare det, at han på vej hjem bestilte både burger, nuggets og pomfritter, og havde energi til at lege lidt, var en fornøjelse.

Pyt med, at det kun var et par pomfritter og en bid burger der røg ned, det var kæmpe stort, at han overhovedet havde lyst til mad.

Jeg var glad, træt…og lidt nervøs for om vi var igennem det nu.

(Spoiler alert: det var vi ikke helt – og der er stadig lang vej endnu til han er på toppen igen)

 

Alt="biler-og-leg"
Hjemme igen, men stadig i tøj fra Børneafdelingen. Der var lige energi til en lille halv times leg med biler, mens Chico holder skarpt øje med patienten.

Så kom regningen – Kontant betaling ved kasse 1, tak

Ja, helt som forventet, så kom regningen for en krop der havde genereret energi den egentlig ikke havde.

Efter vi kom hjem ramte forkølelsen, væske i ørerne, og små feber.

Jeg har været så træt lige siden vi kom hjem igen, at det føles som om, at jeg kunne sove et par uger…i træk!

Hele kroppen har gjort ondt, og selvom jeg gerne har ville lave en masse, har energien kunne ligge på fladen af en 25-øre.

Faktisk overvejede jeg næsten den ene dag at gå hjemmefra, bare for ikke at skulle lave mad, vaske tøj, lufte hunde, muge hestebokse, køre 30 tons knust beton væk og… og… og…

Okay, jeg kunne altså ikke finde på at gå hjemmefra.

Men du sikkert godt følelsen af, at det kunne være rart  bare lige at få en pause ikke?

Bare lige pakke det vigtigste, og så tage et sted hen hvor ingen forstyrrer din søvn, andre gør rent efter dig og der bliver serveret mad på sengen.

Come on – du kender det godt, gør du ikke?

Indtil videre har jeg klaret den igennem på intravenøs kaffe og en panodil/Ipren cocktail, gerne med et skud næsespray henunder aften.

Intet er så skidt, at det ikke kan gøres til noget godt

Som du kan se på billedet neden under har jeg skubbet vasketøjet foran mig så længe, at vel omkring 80 % af alt vores tøj var vasketøj.

Der var så meget at vaskekurven slet slet slet ikke kunne rumme det.

Så Oskar og jeg blev enige om, at vi kunne kaste det ud fra 1. sal og ned på det store trappetrin.

Nå ja, og når der er SÅ meget, at man kan svømme i det, så må man jo også lige afprøve den slags 😉

Nu er det alt sammen vasket, endnu ikke lagt sammen og på plads.

Men vasket. Og det er da næsten i mål – agtigt.

Nu hepper vi bare på imunforsvaret får bekæmpe de sidste baktusser, så vi kan komme tilbage til normalen.

Lige nu tager vi den fra dag til dag med vuggestue, hvad han kan klare. Og jeg er på kaffe- og næsesprays nedtrapning…

ALT="da-toget-ramte-os"
Efter mere end en uge hvor vi alle har været syge på skift, var der så meget vasketøj, at det end ikke kunne være i kurven. Så vi kastede det bare ud over trappen, og herefter måtte disciplinen ‘vasketøjssvømning’ afprøves.

Hvad heste kan lære dig om hvem du er

ALT="hestefaciliteret-coaching"

I dag vil jeg fortælle dig lidt om hestefaciliteret coaching

Som jeg før har skrevet her på bloggen, så kan heste noget helt magisk med os mennesker.

Selvom du måske ikke lige er hestemenneske, synes jeg du skal læse videre alligevel.

Heste-faciliteret coaching handler nemlig ikke om, at du skal gøre noget med hestene.

Det handler faktisk om hvad de kan gøre med dig.

Men først er jeg nødt til at fortælle dig nogle andre ting, før jeg skriver om sessionen.

Kvinden er limen, der holder det hele sammen

I mandags var jeg ude hos en kvinde, jeg har meget stor respekt for, som som jeg holder rigtig meget af.

En tidligere kollega fra skolen.

Hun er den slags kvinde der sørger for, at alting hænger sammen.

Du ved…den slags kvinde der altid har styr på alting, og får dit liv til at ligne ødelæggelserne efter en tornado.

Hun har 3 børn. Alle 3 er nogle fantastiske unge mennesker med empati, hjertevarme og en god indstilling til livet. De ved at hvis livet strammer, kan de altid komme til mor.

Hun er den slags kvinde der altid har sund mad i køleskabet. Der der er varm mad til aften, hun husker sin mand på alle de ting han ikke må glemme.

Hun siger ikke et kny når han glemmer, at sige hende tak for alt hvad hun gør.

Hendes hjem er altid pænt og ordentligt.

Hun deltager altid i familiesammenkomster, børnenes arrangementer, husker værtindegaver, og kan lige sørge for, at tage det med der mangler.

Som lærer ved hun altid hvilke børn der ikke er i skole og hvorfor.

Hun sørger for, at hendes kollegaer er sat ind i emneuger og andre arrangementer ved at lave udførelige lister.

Hun lægger altid vikarplaner når hun er på kursus, og selvom hun har 40 i feber kommer hun på arbejde alligevel.

Kort sagt er hun den slags kvinde, der er limen der binder alt sammen.

Og så har hun stress.

For hun har været superlim alt for længe.

ALT="Superlim"
Kan du genkende dig selv i det her billede? Så skulle du måske prøve en heste-faciliteret coaching.

Når hestene kalder

Som regel bruger jeg ikke folks egne heste, fordi det er utroligt svært at vide på forhånd, om det ændrer ved deres forhold.

Det er sådan, at når hestene finder ud af, at de får lov at komme ‘igennem’ til dig på et energetisk plan, så er det ikke alle heste der accepterer hvis du lukker for den forbindelse igen.

Men denne gang gjorde jeg en undtagelse.

Min tidligere kollega havde flere gange talt om, at der var noget med forbindelsen til den ene hest (Beauty) der ikke helt ‘gik igennem’.

Som om den ikke rigtig åbnede sig for hende, og holdt en distance.

Alligevel havde hun en fornemmelse af, at der var noget den skulle med hende, siden den var blevet hendes hest.

Derimod havde hun svært ved at slippe den anden hest (Prinsessen), selvom den ikke længere kan rides.

Man kan vel sige, at hestene havde kaldt på hende.

 Hvis din krop kunne tale til dig nu, hvad vil den så sige?

Jeg starter altid en coaching session med at lave en kropslig meditation.

Det gør jeg fordi hestenes “adgang” bliver blokeret, hvis det er hjernen der der har ‘tale-tid’.

Når vores ego-center bliver lukket ned for en stund, kan vi høre hvad der faktisk gemmer sig af budskaber og længsler i kroppen.

Det er de budskaber og længsler, som hestene hjælper med at bringe frem.

Nogle gange er det smerte, eller sorg der gerne vil ud.

Andre gange er det glæde og ro som bobler frem.

Og andre gange, noget helt andet.

En længsel efter frihed og ro

Det gemte der sig i brystet på min tidligere kollega.

Inden i brystet lå der også en ked-af-det-hed og gemte sig.

Da den fik lov at komme ud, kom hestene og stillede sig helt tæt på hende, og hjalp med at sætte fri hvad der lå derinde.

Faktisk vil jeg beskrive det som, at de omfavnede hende.

Igennem hele sessionen var begge heste meget optaget af hendes højre side.

De puffede til hende. Frem og tilbage. Fra side til side.

“Min højre side føles helt lam og tung” sagde hun.

Og så kom hestene virkelig på banen. De gned deres hoveder, og halse, op og ned af hendes højre side. Løftede hendes arm med panden, lagde mulen blidt oppe på skulderen og nede på underarmen.

Da lammelsen i højre side slap, gik hestene.

Men hendes krop var ikke færdig endnu.

Hestene gav en opfyldning af energi

Inde i ribbene voksede en stor rød farve frem.

Straks kom hestene tilbage.

Prinsessen stillede sig med numsen ved siden af hende, og jeg bad hende lægge sine hænder på hesten.

Beauty stillede sig med front imod hende og skærmede hende fra mig.

Nænsomt berørte Beauty hendes ene arm med sin overlæbe.

I omkring et kvarter skærmede Beauty for mig, imens Prinsessen tankede min tidligere kollega op med energi.

Da hestene var færdige med at tanke hende op, gik de igen.

Da jeg spurgte hvilke følelse hun nu havde i sin krop svarede hun afstressethed.

Vi afsluttede derfor sessionen med at lade følelsen af, at være afstresset spredes ud i hele hendes krop, og i rummet omkring hende.

ALT="hestenes-magi"
Beauty og Prinsessen tanker deres ejer op med energi

Er det hokus pokus?

Jeg ved godt, at der vil være nogle der tænker; “Ja ja, det er da noget langhåret hokus pokus det der med energi…”

Men er du nogensinde komme ind i et rum hvor der er nogen der skændes, og i det øjeblik du kommer ind tier de stille?

Selvom de ikke længere siger noget som helst, så kan du mærke en ubehagelig stemning, og er ikke i tvivl om at du skal se at komme ud derfra igen i en pokkers fart.

Det er energi.

Eller når du er så glad, at du næsten ikke kan være i din krop, og du bare må juble højt eller danse rundt?

Det er også energi.

Hestene er de sande mestre i at opfange og transformere energi.

Du kan narre mennesker ved at smile, selvom du er trist. Du kan narre dig selv ved, at fortrænge det din krop vil fortælle dig.

Men du kan ikke lyve for en hest. Den kender altid sandheden.

Den mærker nemlig din energi.

Derfor er hestene verdens bedste terapeuter.

 

Tak fordi du læste med,

Janne.

PS. Fik du læst indlægget Hvad kan hestens magi give dig?

Det er synd for dig, at du aldrig opnåede noget

ALT="six-or-nine"

Det du ser, afhænger af dit perspektiv

Har du nogensinde prøvet at stå i en situation, hvor du er overbevist om, at du har ret?

Du er sikker på, at tingene er som du ser dem, og du kan ikke forstå hvordan det kan være, at andre ikke er enige med dig.

Uanset om det er en eller anden overbevisning du har, eller om det er en regulær diskussion, eller en anden version af en oplevelse du har haft.

Men hvorfor er det vi sjældent oplever det samme?

Det er synd for dig, at du aldrig rigtig opnåede noget

Lad mig give dig et eksempel på hvad jeg mener.

Som ung havde jeg en smuk, rød dressurhest.

Da jeg købte ham var planen, at vi skulle ride en masse stævner og blive rigtigt dygtige til dressur.

Men så gik han i stykker.

Flere gange kom han til skade på folden, og jeg kom aldrig ud til de der stævner.

Istedet gik vi rigtig mange ture i skoven, jeg lærte ham forskellige tricks, vi red med bare en snor om halsen.

Han lærte mig, at det at være god og dygtig, ikke handlede om at vinde en masse præmier, men om at opnå samhørighed.

En dag var der en der sagde til mig: “Det er da godt nok synd for dig, at du aldrig rigtig opnåede noget med sådan en lækker hest”.

Jeg husker situationen som var det igår.

Jeg husker det, fordi jeg blev så forbavset (og lidt fornærmet) over, at det var det hun så.

Jeg synes jo netop, at jeg havde nået helt vildt mange ting sammen med ham, og at jeg havde lært så meget af ham, og med ham.

Vores perspektiver var så forskellige, at vi slet ikke så det samme

Hun så en stakkels rytter der måtte nøjes med at ride/gå ture i skoven.

Hun så en der ikke kunne lave alle mulige smarte dressurøvelser med hesten i den ‘rette’ ramme.

Hun så en masse præmier der aldrig var blevet vundet, og at hestens kvalitet var blevet spildt.

Jeg så en hest, der kunne lave en masse fede øvelser med kun en snor om halsen, og ikke behøvede et hovedtøj for at kunne styres.

Jeg så en rytter der vidste, at lykken lå ude i skovens dybe ro med hesten som eneste selskab.

Jeg så, at præmier bare var ligegyldige pap-skiver, og glædede mig over, at have så skøn en hest at ride i skoven på.

Jeg ved nu, at vores perspektiver var helt forskellige, og hun prøvede ikke på at fornærme mig ved at sige sådan.

Hun prøvede nok snare at udvise empati for min situation.

Du er enten en vinder eller en taber

Jeg har siden fundet ud af, at der er en tendens til, at være uforstående overfor dem der ikke har et konkurrence-gen.

I hesteverdenen er det sådan lidt usagt, at hvis man køber en skidegodt gående hest med god kapacitet, så skal man også bruge den til noget (læs: ud at vinde pap-skiver).

Jeg kan på sin vis godt forstå det.

Det virker ulogisk, at hvis man har noget godt, at man så ikke vil udnytte det til sin fulde kapacitet.

Men jeg tror altså ikke på, at man enten er en vinder eller en taber. Og at hvis man ikke udnytter noget til fuld kapacitet så har man tabt, eller man mangler noget.

Jeg tror meget mere på, at man er åben for faktisk at lære noget, hvis man ikke tænker i vinde eller tabe.

ALT="perspektiv-bonzai"

Man kan da ikke købe en Ferrari hvis man kun skal køre i Netto

Forestil dig at din nabo køber en Ferrari.

Han har egentlig ikke brug for den, en lille Fiat Punto ville faktisk fint kunne dække hans transportbehov.

Men nu har han så købt den her røde, vilde og lynhurtige Ferrari.

Og så kører han gudhjælpemig kun i den når han skal i Netto og handle ind.

Rigtig mange vil synes at det er helt håbløst, at han vil betale mange penge for en bil, der kan køre hurtige end lynet. Og så aldrig kører over 80 km i timen ude på hovedvejen, på vej ned mod Netto.

Ville du også tænke det?

Ville du synes, at det da var ærgerligt, når han ikke har tænkt sig at udnytte bilens kapacitet til fulde?

Altså ræse op og ned af de tyske motorveje, som i et andet Formel 1 løb.

Eller ville du tænke, at det var da fedt, at han gjorde tingene lidt anderledes, og godt for ham, at han elskede sine ture til Netto i sin Ferrari?

Hvad er en Ferraris kapacitet egentlig?

Er det at udnytte dens kapacitet hvis man kører så hurtigt den kan, så ofte man kan komme til det?

Eller handler det om hvorvidt man kan stuve 50 indkøbsposer fra Netto ind på passagersædet?

Begge dele handler om kapacitet.

Men hvordan ved man så, om det ene er mere rigtigt end det andet, når man taler om at udnytte dens kapacitet?

Igen, det handler om dit perspektiv.

Gør det du har lyst til og stå ved det

Tænk, hvis du var ham der havde Ferrarien.

Tænk, hvis du var modig nok til bare at købe den Ferrari, og være super ligeglad med hvad andre tænkte om det.

Og endnu bedre, tænk hvis du vidste (og huskede dig selv på), at det de andre siger, ikke handler om dig.

Det handler om dem, og deres perspektiv.

Det gør det, fordi det vi siger og det vi ser, er en refleksion af hvor vi er i vores liv, og af vores prioriteter og kultur.

De ting vi ser eller oplever, er aldrig endegyldighed sandhed.

De er altid afhængige af en kontekst. Af et perspektiv, af erfaringer, af prioriteter, af opdragelse og kultur.

Det vi siger, og det vi ser, er en refleksion af hvad der eksisterer i os selv.

Derfor kan det vi oplever være meget forskelligt fra person til person. Selvom det egentlig var en situation vi oplevede sammen med den anden part.

Det er ikke ensbetydende med, at den ene har mere ret end den anden.

Men derfor vil jeg opfordre dig til, at stå ved det du gør, fordi du elsker at gøre det.

Og vid, at det uendeligt ligegyldigt hvad de andre mener om det du gør.

Du gør det jo for dig selv.

ALT="do-what-you-love"

Hvad kan hestens magi give dig?

Alt="hestens-magi"
Carizma og jeg i en hjertestund. Hun lærte mig for alvor om hestens sjæl og grunden til hvorfor nogle heste og menneskers veje krydses. Hun lærte mig i særdeleshed, at ikke alle heste kommer til os for at blive for evigt, men blot for at sende os på rette vej.

 Hvad har det der “heste-magi” mig at gøre?

Det skal jeg fortælle dig.

Hestene kan hjælpe dig med at finde det svar du leder efter.

Kæmper du med du syge børn, sure kollegaer, en diktatorisk chef, en latterlig eksmand, en doven kæreste, en sindsyg svigermor, en fordrukken far eller et hullet selvværd?

Eller måske noget helt andet…

Uanset om du har udfordringer i dit liv, eller om du bare synes at heste er nogle spændende og smukke dyr, så lover jeg dit, at et møde med hestens sjæl forandrer dig.

For altid.

Hestens magi er ren naturkraft

Hestene har en kæmpe indflydelse på mennesker. Alene med deres nærvær kan de heale, og udvikle dig.

Den energi og kraft, hestene besidder er så stærk, at dens vibrationer trænger helt ind i menneskets krop.

Deres hjerte er 2 – 3 gange større end et menneskehjerte.

Den vibration hestens hjerte sender ud igennem dens krop, når derfor langt længere end blot rundt i dens egen krop.

Det er alment kendt, at det taktile element (taktil betydning berøring) af omgangen med hesten udløser endorfiner.

Endorfiner kroppens eget ‘humør-medicin’. Hjernen udskiller blandt andet endorfiner når du er forelsket, griner eller dyrker motion.

Man kan blive afhængig af et endorfin-kick, fordi det simpelthen sætter skub i ens lyst, energi og lykke følelse.

Men ud over det berøringsmæssige aspekt af hvad hestene gør for mennesker, så har de en enorm kraft i sig selv.

Nemlig alene i deres væsen.

Hestene har i flere tusinde år været symbolet på frihed, seksualitet og styrke.

Hestene vil uforfalsket vise dig hvem du er

Hvis du er hesteperson kender du sandsynligvis allerede det, at hestene reagerer forskelligt på forskellige personer.

Samme hest kan være helt forskellig at håndtere, afhængigt af hvem der er i den anden ende af snoren.

Det er fordi hestene spejler dig. De læser dit kropssprog.

De mærker din energi. Men ikke mindst så mærker de dine intentioner.

Faktisk er det ofte sådan, at heste reagerer rigtig godt på børn, og på mennesker der ikke kommer til dem med en intention.

Fordi de er oprigtige. Autentiske. Ægte.

Hvis du aldrig selv har prøvet at stå overfor en hest og ladet dig spejle i den, bør du unde dig selv, den fantastiske gave det er.

Jeg lover dig, at hesten vil give dig lige det du har brug for.

Også selvom du måske endnu ikke selv ved hvad det er.

Alt="danubio"
Danubio er en af de heste du kan møde, når jeg giver dig mulighed for en aften med hestenes magi.

 

Du vinder alt, hvis du tør give dig hen til hestens magi

Forskning med svært depressive personer viser, at menneskets hjerne lukker ned for visse højere kognitive funktioner (dermed lukkes der af for menneskets ego center), når vi er i hestenes nærvær.

Når dén del af hjernen bliver lukket ned for en periode, bliver der istedet adgang til følelser som ellers ikke er tilgængelige.

Til bare at være til stede i nuet og ikke dømme, eller bedømme.

Du ved sikkert allerede godt, at hesten er et flugtdyr.

Det betyder, at hestene er nødt til kun at være til stede i dette øjeblik, nu og her.

Hvis de skulle bruge energi på, at bekymre sig om fremtiden, ville de være let bytte for rovdyr, fordi deres sanser ville blive overdøvet af hjernens uro.

Hestene er den ultimative læremester i bare at være.

Netop disse egenskaber gør også, at der findes rigtig mange mennesker (både med store og små udfordringer) der nærmest kan betegnes som heste-junkies.

Jeg ved det. Jeg er selv en af dem.

Jeg kan ikke fungere uden at kunne den ro som hestene giver mig.

Det behøver ikke engang, at være fordi jeg skal ride. Det kan også bare være, at sidde på folden og nyde deres selskab.

Kigge på de smukke, vilde men blide, store dyr.

Enhver hestepige vil sige ja til, at hesten er den allebedste til at trøste, når man er ked af det. Den bedste til at lytte til ens problemer og hemmeligheder.

Hesten kan mærke hvis du er bange

Det udtryk har du sikker hørt før.

Det er ikke helt forkert.

Lige såvel som hestens hjerte sender vibrationer ud igennem hele sin krop, videre ud til dem omkring den, så absorberer den også energi.

Nogle heste er så konsolideret i sig selv, at de ikke lader sig påvirker af menneskers frygt-energi. Istedet transformerer de frygt-energien til ro, og sender den ro direkte tilbage til dig.

Andre heste bryder sig der imod ikke om, at vi mennesker prøver at hælde vores urolige energi, eller frygt, ud over dem. Disse heste vil forsøge at trække sig fysisk.

Men er det ikke er muligt, vil de blive nervøse og kæmpe imod. Måske endda blive voldsomme.

Desværre bliver nogle af disse heste misforstået, fordi vi mennesker ikke formår at høre hvad de siger.

Når en hest for eksempel stejler for at slippe for det den bliver udsat for, svarer det til at den råber. Højt.

Ingen hest starter med at råbe. Den vil altid først hviske til dig.

Men hvis du ikke lytter, hvad anden udvej har den så end at råbe?

“En god heste-træner kan høre hesten tale. Men en fantastisk heste-træner kan høre hesten hviske.”

Det er helt det samme, når hesten spejler dig.

Hvis du lytter, er hesten helt subtil.

Men dømmer, eller forkaster, du dens spejling kan du opleve at den føler, at den bliver nødt til at råbe dig op.

Alle heste er forskellige

Lige som du og jeg.

De vil spejle dig forskelligt, ud fra hvem de selv er.

Hvis du lytter til dem, har de alle utroligt meget at give dig.

Så meget ro. Så meget nærvær. Så meget visdom.

De kan rykke din udvikling vildere end noget andet. Mere end nogen terapeut.

Meget mere end noget trendy og popsmart begreb eller kursus.

Det afhænger kun af 3 ting:

Er du modig nok til at spørge?

Er du stærk nok til at lytte?

Er du ydmyg nok til at lære?

Alt="hestene-kan-give-dig-svar"

Hvis du ikke allerede har læst om min aften på ryggen af Vento, så kan du læse det her: Meditation på hesteryg.

Hjertevarme knus, Janne

PS. Vil du også inviteres med, når jeg lader mine heste give en lille gruppe mennesker en meditativ oplevelse på folden?

Så skriv dig på VIP listen og få direkte besked i din mail.

Meditation på hesteryg

Alt="Vento-lille-vind"
Udsigten fra ryggen af Vento lørdag aften. Vento er portugisisk og betyder Vind på dansk.

Kom så op af den sofa

Jeg havde den mest lækre lørdag aften i sidste uge.

Jeg kom nemlig afsted på tur med Vento.

Selvom jeg egentlig synes det var for sent på aftenen til at ride, hankede jeg lige op i mig selv.

Ok, jeg indrømmer det. Det var på opfordring af Søren.

Så havde han nemlig ikke dårlig samvittighed over at sidde og spille med gutterne.

Men uanset, at jeg lige skulle have et lille skub til at komme ud af sofaen og ned i ridestøvlerne, så var det helt fantastisk at komme afsted.

Er du ved dine sansers fulde fem eller hvad?

Det er vældig oppe i tiden med mindfuldness, hvor man skal være tilstede i nuet.

Blandt andet ved at aktivere sine sanser, så der an blive slukket lidt for hjernen i en periode.

En ridetur i naturen vækker alle dine sanser på samme tid, og jeg kan ikke forestille mig nogen bedre meditation end den du kan få på ryggen af en hest.

Forestil dig det lige

Du skridter igennem skoven, og hesten går næsten lydløst i skovbunden, så det eneste der trænger ind i din øregang er lyden af fuglene der kvidre og hesten der pruster af velvære.

Lidt foran dig kommer en hjort og hendes kid springende let over skovstien. Du hører en summen og opdager en smuk guldsmed der danser ved siden af dig og hesten, som om du er den bedste publikum.

Hestens store, varme krop vugger dig blidt fra side til side. Du er i et med hesten. For hvert skridt bliver alle spændinger i din krop løsnet op og du sidder afslappet, i balance.

Du kommer ud af skoven og drejer ned af vejen.

Der er ikke en eneste bil i syne. Det er kun dig og hesten.

Lyden af hovene på  asfalten, hypnotiserer din hjerne som en nænsom taktstok, og alle dagens bekymringer forlader dit sind.

I solens stråler kan du se myggene danse over den stolte kornmark der vejrer i en let aftenbrise.

Du standser hesten og trækker vejret helt ned i lungerne og mærker hvordan du fyldes af den friske luft.

Duften fra skovens træer bag dig, og de vilde blomster i vejkanten, trænger ind i din næse.

Igennem hestens øre kan du se, at solen er så småt ved at gå på hæld. Den farver himlen i de smukkeste nuancer af rød, gul, orange og violet.

Du sætter hesten fremad igen. Du mærker hvordan hestens 600kg tunge krop bærer dig med forsigtighed og styrke på samme tid.

Alt ånder fred og ro.

 

Alt="meditation-på-hesteryg"
Man skal huske at samle på smukke øjeblikke. Solen på vej ned over markens korn i den danske sommer.

Når du har allermest brug for det

Det lå ellers ikke lige i kortene, at jeg skulle afsted på aftentur med Vento i lørdags.

Vi vågende nemlig fredag morgen ved at Oskar, der lå imellem os, satte i et kæmpe skrig efterfulgt af gråd (ja vi samsover herhjemme).

Han havde gjort i bleen. Og i sengen. Og på puden. Og på dynerne. Og, og, og…

Han havde simpelthen fanget sig en omgang roskildesyge ude i vuggeren. Det lille pus.

Det er jo en af ulemperne ved at samsove. Når Roskildesygen sætter ind, så kommer man ret hurtigt ud af sengen, som er indsmurt i…ja…l*rt.

Jeg greb barnet, og vi skyndte os ned ad trappen og direkte i bad.

Søren måtte klare soveværelse.

Da vi havde været i bad, og jeg troede, at nu var krisen afværget, så kom der en kæmpe omgang opkast. Ud over sofa, barn, mor, dyne nr. 2 og den ene hund.

I bad igen!

Stakkels Søren måtte igen på den med de bedste rengøringskone evner han havde.

Så var vi da ligesom vågne kan man sige.

Kaffen kunne ikke gå stærkt nok. Kender du det?

Der hvor man tænker, “Stik mig den intravenøst – must have coffee in my veins…NOW!”

Og sådan kørte dagen ellers på bedste beskub,

Selvfølgelig fortsatte det også lørdag, hvor Søren var på arbejde.

Så jeg var rimelig brugt allerede lørdag eftermiddag.

Og jeg tror ikke jeg lyver når jeg siger, at der var bunker af vasketøj på størrelse med Mount Everrest i vores bryggers.

Tak til den søde kæreste

Hvor var det godt, at Søren sagde jeg skulle tage at ride den tur.

For i de 2 timer var der ingen syg Oskar, intet vasketøj, ingen mobil der bippede.

Eller noget som helst andet der mindede om, at de sidste to døgn havde været som at udkæmpe en usynlig fjende på slagmarken i hobbitland.

Der var bare mig og Lille Vento Vind.

Lige den meditation en mor havde brug for til at få ladet duracell batterierne op til næste omgang i bokseringen med roskildesygen.

I skrivende stund, tror jeg endelig vi er ude på den anden side.

Oskar har ikke kastet og jeg har besluttet at mit vasketøj ikke dør af, at det ligger til i næste uge før det bliver lagt sammen og på plads.

Meditation på hesteryg, ja tak.

Igen i morgen blev der sagt.

 

Alt="sygt-barn"
Stakkels Mozzy-mus putter i sofaen, der er plastret ind i kartoffelmel efter anden omgang opkast.

 

PS. – undskyld på forhånd

 

Indlægget her rammer bloggen sent i dag, jeg ved det godt.

Jeg ved også godt, at det sikkert er fuld af stave og kommafejl. Det må du leve med i dag.

Der har været lidt pendulfart til og fra patienten. Når man er sløj vil man bare gerne putte med sin ‘muar’.

Og det kommer altså før tidrammer og pæn skrivning.

Jeg strammer op i næste uge. Tror jeg…. 😉