Bring dit nervesystem i ro med denne simple øvelse


Warning: Parameter 2 to wp_hide_post_Public::query_posts_join() expected to be a reference, value given in /var/www/hjertevarme.nu/public_html/wp-includes/class-wp-hook.php on line 286

I dag er det endnu et videoindlæg 😉

 

Bær over med al den video tamtam, men jeg elsker vejret lige nu, gør du ikke også?

Dagens indlæg er en simpel men super øvelse, et tip til at blive tanket op af energi, og bringe din nervesystem i ro, og balance i din krop.

Se med og se om det er noget for dig =)

 

Mangler der ikke noget???


Warning: Parameter 2 to wp_hide_post_Public::query_posts_join() expected to be a reference, value given in /var/www/hjertevarme.nu/public_html/wp-includes/class-wp-hook.php on line 286

På morjobbet er der ingen overenskomst eller feriedage – men masser af kærlighed…og kaffe.

Der kommer nok til at mangle noget…

I dag har jeg lovet at være mor hele dagen, for min dejlige skrubbe skal have lagt dræn.

Hvis du selv har et ‘ørebarn’, så kender du hele rutinen.

Jeg har lovet is, og legekammerat, og fælles aftensmad 💙

Derfor når jeg ikke at skrive noget overdrevet inspirerende på bloggen i dag.

I know…jeg skulle have skrevet indlægget på forhånd.

Faktisk ville jeg have skrevet det igår.

Men jeg fik besøg af en dejlig kvinde, hvis liv har ændret sig markant, ufrivilligt.

Så jeg “kom til” at kaffe og heste med hende istedet 😊

Planen var at ugens indlæg hverken skulle handle om barn eller hest.

Men nok en gang må jeg rulle lidt med øjnene af mig selv, og konstatere at de der fine planer, de havde andre planer.

Derfor kommer der nok til at mangle nogle skarpe, eller dybsindige, ord på bloggen i dag.

For uanset hvor mange andre spændende job, opgaver og eventyr der gerne vil ses, mærkes og udleves, så er der intet der betyder mere for mig end, at være en nærværende og hjertelig mor for Oskar.

Life is what happens while you are busy making other plans 🍀

Som en tsunami der smadrer og fortærer alt på sin vej.

ALT="tsunami"
Et helt hav kan ikke sænke et skib, med mindre vandet trænger ind i skibet.

Begyndelsen på enden

“Som en tsunami , der smadrer og fortærer alt på sin vej.

Inden jeg ved af det, kidnapper følelserne min krop, og jeg tyrer
skålen ned i gulvet.

Vores spritnye gulv til 15.000 kroner.

Skålen splinters i en million stykker.

Jeg råber for mine lungers fulde kraft: For helvede!

Nu er der glassplinter, og chips, over alt på gulvet også. En rodet
mas se, af legetøj , chips og glas skår.

Begyndelsen på enden –

Oskar bliver helt vildt forskrækket. Han begynder at græde højt og
bange.

Han klamrer sig til Søren.

Søren kigger vredt på mig, og konstaterer højt og strengt, at jeg er
bindegal.

Og så begynder jeg at tude.

Ikke bare græde sådan lidt. Nej , hulke, helt hysterisk.
Tårerne løber ned af mine kinder.

Jeg er nødt til at gå uden for, og sætte mig i vores vindfang.

Jeg er færdig, flov. Brugt. En falden kriger. Tom og utrøstelig.

Ikke alene har jeg smadret vores helt nye og dyre gulv.  Jeg har også gjort min søn bange, og rigtig ked af det.

Det er faktisk det værste. Min søns oplevelse og reaktion.

Det er slut. Det går ikke.

Jeg vil ikke være med til det længere.

Lige der i vindfanget, mens vinterblæsten river i træerne derude.
Der ved jeg, at det her må slutte.

Sådan skal mit barn ikke vokse op.

Sådan vil jeg ikke leve.”

Fra mig til dig

Ovenstående er en del af min historie som du kan læse i min e-bog ‘Tæm frygten & skab dit drømmeliv’.

Jeg vælger at dele den med dig her på bloggen også, fordi det er en af de dage, som jeg er allermest flov over i mit liv.

Jeg er så flov over, at jeg ikke kunne beherske mig, og at jeg opførte mig så vanvittigt foran min lille søn.

På daværende tidspunkt var han kun 2 år gammel.

Det er eddermame svært at forklare et barn på 2 år, hvorfor mor pludselig eksploderer som atombomben over Hiroshima.

For ikke at tale om, at han ikke behøver at være bange for dig bagefter.

Selvom det er en episode de fleste nok helst vil fortrænge, eller feje ind under gulvtæppet, så var det også en gave i forklædning.

Men den her dag, den her episode, gjorde at jeg blev nødt til at tage stilling til mit liv.

Jeg blev tvunget til at tage stilling til, om det jeg havde gang i var holdbart.

Spoiler alert – det var det selvfølgelig ikke.

Det varer ikke længe nu

Om ikke så længe er bogen tilgængelig på webshoppen, og jeg glæder mig rigtig meget til den ligger der.

Jeg skrev den i sensommeren, og har brugt lang tid på at lave et fornuftigt set up som e-bog på den.

Det der har taget mest tid med den, er faktisk at skulle sætte mig ind i nye programmer, lære at navigere i dem, og få et færdigt resultat.

Lige nu går jeg og venter på, at Ulrik som hjælper mig med det tekniske, får den lagt ind i shoppen.

Man skal kende sine begrænsninger.

Og jeg er altså kun en blondine, så der er bare nogle af dem af og til 😉

Indtil videre er der et par stykker der har fået et sneak peak på bogen, og deres tilbagemeldinger har været meget positive.

Men altså, hvorvidt bogen bliver en succes er jo helt ude af mine hænder, og det er godt nok lidt angstprovokerende.

Hvilket er meget ironisk taget i betragtning af, at titlen på bogen er ‘Tæm frygten & skab dit drømmeliv’.

Jeg glæder mig til at præsentere den yderligere, når den er tilgængelig.

For nu må du nøjes med historien om, hvordan jeg smadrede et gulv og skræmte mit barn.

Er du i stand til at definere hvad der er en nødvendighed?

Prøv at definere ‘Nødvendigt’

Oven på julens og nytårets forbrugsfest, tænker du så på hvad der i virkeligheden er en ‘nødvendighed’?

Og hvordan definitionen af, hvad der er ‘nødvendigt’ ser ud?

Inden året sådan for alvor går i gang, og hverdagene luller os ind i vores egen osteklokke atter igen, vil jeg bruge 5 minutter på at reflektere over netop betydningen af ‘nødvendig’.

Ret ofte laver vi en øvelse her i huset, når vi skal finde ud af hvordan vores penge skal bruges.

Det går i al sin enkelthed ud på at finde ud af om et køb er et ‘Need to have’ eller et Nice to have’.

Hvis vi nu vender blikket tilbage på billedet, så tror jeg ikke du er i tvivl om hvor need og nice fordeler sig i disse situationer.

Vi bliver bedøvet af samfundet og kulturen

Jeg kender det fra mig selv.

Stille og roligt bliver jeg vugget ind i troen på, at det er nødvendigt med denne dims, og denne dingenot; villa, vovse og volvo.

Og pludselig føler jeg ikke at jeg kan undvære dimserne og dingenoterne, og alt det andet døde og materialistiske tingeltangel jeg har fået anskaffet mig.

Vores samfund og hele vores kultur er bygget op omkring det, at vi skal arbejde for at kunne betale for en smuk bolig, dyr økologisk mad,  køre i den smarteste bil, have apple ure vi kan ringe fra, og klæde vores børn i den nyeste modedille.

Vi skal sende vores børn afsted i institution, hvor andre passer dem, mens vi går på arbejde for, at tjene penge nok til at kunne betale for institutionspladsen.

Det er lidt godnat, når man stopper og tænker over det.

Til jul er det jo nødvendigt med andesteg, en million gaver, og til nytår er det jo nødvendigt med fyrværkeri, og glimmer i alverdens bordbomber.

Vi køber og køber. Blot for at smide halvdelen ud bagefter.

Hvilke ægte ‘need to have’ kunne de penge have været brugt på isetdet?

Er det need eller nice?

I dag læste jeg på facebook om en mor, der kæmper en kamp med følelsen af, at det er helt forkert at sende sit barn i vuggestue, blot for at hun kan starte på arbejde igen.

Så hun kan tjene penge nok til at hende, barnet og manden kan blive i deres store flotte dyre hus, som de har knoklet ræven* ud af bukserne for at kunne betale.

*(Ja, det er en med-vilje-stavefejl)

Manden arbejder i døgndrift for at de kan have det her flotte hus, den bedste stationcar, for at hun kan være lykkelig.

Men hun er alt andet end lykkelig.

Hun vil bare gerne gå hjemme og passe sit barn.

Men ak og ve, det lader sig ikke gøre økonomisk, for de er bundet af at kunne betale for alle de her dimser, dingenoter og ting.

Og jeg kan virkelig godt relatere til hendes opslag!

For hvad pokker gør man, når man står der, og opdager at alt det fancy, dyre, smarte, døde gøjl, egentlig ikke betyder noget?

Men man heller ikke har lyst til at skille sig af med det, og revolutionere hele sin tilværelse.

Vores daglige liv bliver hurtigt afhængigt af de de her døde, materilistiske ting, der er nogen der har opfundet, eller fundet på ideen om, at det vil gøre vores liv meget lettere, og spare os for tid og bekymringer.

Men helt ærligt, er det faktisk også sandheden?

Hvad er faktisk need to have, og hvad er nice to have?

Jo mere du har, jo mere har du at miste

Ja, ganske simpelt.

Jo flere af de her dingenoter og smarte, eller flotte ting, du har har, jo mere føles det også som du har at miste.

Hvor mange af os ville umiddelbart tænke;

“Yes mand, jeg har ikke råd til mit hus, og jeg flytter i campingvogn ude i en mose i Nakskov. Til gengæld kan jeg så slippe for at gå på fuldtidsarbejde.”

Vi bliver afhængige af vores livsstil, og alt det vi har været vant til der var ‘nødvendigt’.

Men sandheden er jo, at du faktisk ikke dør af, ikke at have et apple ur, en spritny stationcar, en antik Porsche i garagen, Kähler vaser i matchende farver, eller et kæmpe hus med plads til en hel indisk familie.

Det er alt sammen ‘Nice to have’-ting, men du kan godt overleve uden dem.

Om du så vil, det er en anden sag.

Det er et prioriteringsspørgsmål.

Vil du slippe for at være tvunget ud i et fuldtidsjob (som du måske ikke engang synes er fedt), og i stedet have tid til din familie, til de ting der gør dig varm helt inde i hjertet…eller vil du knokle løs for at kunne betale for alle de seneste nye ‘nødvendigheder’?

Valget er dit. Din valuta er tid…

Formlen er ganske enkel

En irriterende livsklog bekendt sagde til mig, da jeg beklagede min nød sidste år, over at tid & økonomi ikke hang sammen, og at jeg var ved at kaste op af konstant dårlig samvittighed overfor mit barn, at det var jeg i stand til selv at styre.

Lige der synes jeg, at han var lidt en idiot.

Men så sagde han gudhjælpemig noget der ramte mig i en grad, at det nærmest er blevet et lille mantra for mig.

“Jo færre materialistiske ting du binder dig selv i, jo mere fri er du.”

Jeg må indrømme, at det er så simpel en formel, at det næsten er for godt til at være sandt.

Men det er også så uendeligt rigtigt.

De ejendele du ikke har, er du ikke bange for at miste.

Desto færre døde ting, og påduttede behov, du tager til dig, jo mere er du fri til at mærke hvad der er vigtigt, og hvad der er ‘need’ eller ‘nice’.

Og pludselig bliver definitionen af, hvad der er ‘nødvendigt’ ændret.

Gør en forskel

Gør den for dig selv, eller for dem du bærer i dit hjerte.

Eller endnu bedre gør det for nogen du ikke skylder at gøre det.

Giv det videre. Fordi du kan.

Se på billedet, og overvej så engang hvad vil du give afkald på i januar for, at et barn i Afrika kan få mad og vand?

Er det værd at give afkald på et af dine ‘nice to haves’ for at et barn du slet ikke kender, og aldrig vil komme til at møde, kan spise og drikke i dag?

Jeg ved det ikke, det ved du kun selv.

Og tænk så lige en ekstra gang (her i 2018) over hvad der er ‘need to have’ og hvad der er ‘nice to have’, og se om din definition af hvad der er en ‘nødvendighed’ ændrer sig.

 

Når dine skelletter bliver en andens redningsvest

 

ALT="skelletter-og-redningsveste"
Jeg har fået lov (af en utroligt modig ung pige), at dele det her billede med dig. Hun er inspirationen til dette indlæg, og selvom jeg ikke giver dig hendes navn, så send hende en varm tanke når du læser med i dag.

Når smerten bliver din ven

I sidste uge skrev en tidligere elev til mig og fortalte, at hun gør skade på sig selv.

På fagsprog, det man kalder cutting.

Det er jeg enormt taknemmelig over at hun gjorde, altså skrev til mig.

Jeg er taknemmelig for, at hun viste mig den tillid, og jeg er simpelthen så stolt af hende, af hendes mod til at række ud efter hjælp.

Hvis du nogensinde selv har prøvet at være den der skulle spørge om hjælp, så ved du præcis, hvor svært det kan være.

De tæsk du får i dag, kan være din adgangsbillet i morgen

De sidste par år, har jeg brugt et digt jeg selv har skrevet, som undervisningsmateriale i danskundervisningen.

Ikke fordi jeg ikke sagtens kunne finde et eller andet velskrevet og smukt digt fra en eller fancy forfatter.

Men fordi jeg gerne vil røre ved noget i de unge mennesker.

Og fordi vi som lærere hver dag beder dem være modige, originale, og vise os tillid.

For sjældent går det dog den anden vej, synes jeg. Alt for sjældent tør vi som lærere at åbne os, og lade vores elever vide, at vi faktisk er mennesker.

På godt og ondt.

Så en dag, mens mine elever lavede gruppearbejde, skrev jeg det her digt i løbet af timen.

Digtet fik mig en tur ned på kontoret til en ‘hør-her-samtale’ med chefen, fordi nogle forældre synes det var over grænsen.

Og ja, der var et par piger med våde øjne i den ene klasse, efter forfatteren afslørede, at det var et realistisk tilbageblik på livet.

Men det var også nogle våde øjne, der synes det var virkelig rart, at høre, at selvom livet til tider fejer benene væk under en, så kommer man hel ud på den anden side.

Hvis man vil.

Og det her digt, var en tungtvejende årsag til, at den her stærke, smukke pige, turde gøre sig sårbar, og fortælle mig, at hun cutter.

For hun vidste, at jeg selv havde sejlet i den båd, hvor livet havde været knudret og givet nogle tæsk.

De tæsk jeg fik “igår”, dem gemte jeg ikke bare væk.

Jeg gav dem ord, gav dem en mening, et formål.

Og det blev min adgangsbillet til denne piges tillid.

Hvad er dine lussinger værd?

For mig er både ‘hør-her-samtalen’ med chefen, de forargede forældre og våde øjne digtet værd.

Jeg ville gøre det om til hver en tid.

Tage de lussinger der følger med, ved at stikke næsen frem, og vise at jeg er menneskelig.

Jeg griner, jeg græder, jeg glædes og jeg smertes.

Det er menneskelighed.

Digtet har været adgangsbillet til en enorm tillid fra mange elever.

Unge mennesker med historier du tror er løgn;

Pigen der blev fjernet fra sin mor, fordi rotterne havde rede i hendes seng, drengen der havde været udsat for gentagne overgreb af en “onkel”, drengen hvis mor havde for travlt med sit eget liv, til at sørge for varmt vand og strøm i huset, drengen som først i 9. klasse fortalte om overgreb i børnehaven, pigen der som lille havde set et familiemedlem dø, mens forældrene ikke var hjemme.

Disse er blot et udsnit.

Tænk lige over det…et udsnit!

Så ja, jeg tager alle de lussinger der kommer min vej, fordi jeg (modigt/grænseoverskridende/naivt/bevidst/hovedløst/kærligt/?) står op, og deler noget af mig selv.

Når dine skelletter bliver en andens redningsvest

Det er de færreste der kommer igennem livet uden ar på kroppen, og uden et par skelletter i skabet.

Når et sår er helet efterlader det et ar, et mærke, et minde på din krop.

Og nogle af dine skelletter nægter måske at flytte ud af skabet, uagtet hvor meget du prøver at gøre rent derinde.

Så giv dem et formål. Giv dem en mening.

De ting i vores liv der har et formål, en mening, er ikke en konstant forhindring man falder i, når man ser den anden vej.

Slut fred med dine skelletter, og se på den historie dine ar fortæller, istedet for at hvæse ad dem, og begræde deres tilstedeværelse i dit liv.

Hvis du tør åbne dig for andre, så giver du rum til, at dine skelletter kan blive en andens redningsvest.

Menneskelighed

Hvordan du tolker digtet er op til dig.

Måske læser du det som min egen personlige historie, måske læser du det som min historie om en jeg har haft nær.

Med vilje vil jeg lade det stå åbent til din personlige fortolkning.

Sådan er det jo ofte med tekster, de kan betyde netop det som den der læser det, ser i det.

Men det er autentisk, ægte.

Skrevet af et menneske, om et menneske – der lige som dig; oplever, overlever, lever.

 

Menneskelighed

Du kender mig ikke
Men du ved hvem jeg er
Jeg har ingen pris
Men jeg kender mit værd

Masken min skjuler det vældig godt
Livet gør ondt det’ ganske normalt
Jeg kender til psykiske, fysiske overgreb, selvmord og fornemmelsen af,
at min den sjæl bliver kvalt

I barndommens uskyld jeg fik debut
Lille pige forsvind i fantasi
Autoritet, venskab, syndeskyld
Lille prinsesse dét var din overlevelses-strategi

Du tror det muligvis næppe
For med pergamentets styrke jeg bærer mit kors, mit smil
Hver eneste skridt i mit lykkelige liv
Har føltes som den tungeste mil

ALT="menneskelighed"

Den bedste anbefaling kommer ikke fra din arbejdsgiver

ALT="janne"
Tanker om anbefaling på en våd onsdag. Hvem ‘sælger’ dig bedst?

Du får den bedste anbefaling fra “hestens mund”

I sommers skrev jeg, om at tage en pause fra det at være lærer, og hvorfor jeg havde valgt sådan.

Det er er valg jeg trives rigtig godt med. Hver dag.

Men i denne uge har jeg faktisk taget mig selv i, at søge en støttelærer stilling på en skole i nærheden.

Ikke fordi jeg har for lidt at tage mig til, ikke fordi jeg mistrives med at have tid til mit barn.

Men simpelthen fordi det lød som en rigtig spændende stilling.

Og til enhver ansøgning hører sig en god anbefaling til.

Derfor kan du i dag læse den anbefaling jeg har sendt med min ansøgning.

Og du kan læse hvorfor jeg mener, at den bedste anbefaling ikke kommer fra din arbejdsgiver.

Hvad er så den gode anbefaling, og hvorfor er den ikke fra din arbejdsgiver?

Den bedste anbefaling får du ikke, fra den person der har ansat dig.

Ikke fordi de ikke har noget pænt, eller godt, at sige, men fordi de ser dig i et andet perspektiv.

Som arbejdgiver kigger man ofte på hvor mange sygedage, løste opgaver og fleksibilitet en medarbejder har.

Og det er selvfølgelig en god ting, og ikke at foragte på nogen måde.

Men det du laver påvirker ikke direkte din arbejdsgiver.

Det påvirker dem du står ansigt til ansigt med ‘på gulvet’ hver dag.

Som lærer, er det eleverne du har direkte indflydelse på.

Det er dem, du hælder din tid, viden og kunnen ud over.

Dem du påvirker hver dag når du er i gang, er dem der er de bedste til at bedømme, hvor god du faktisk er til det du laver.

I sidste ende er det ikke vigtigt for dem, om du har flere sygedage end gennemsnittet, hvis de kan mærke dig når du er der.

Derfor kommer den bedste anbefaling du kan få, fra dem du arbejder med.

Dem der er direkte påvirket af dig, af den du er, og det du gør.

Derfor sender jeg altid en elev-anbefaling med når jeg søger en stilling.

De er de bedste til, at bedømme hvor god jeg er til mit arbejde.

Ikke min leder.

Børnene. Dem det hele i virkeligheden handler om.

Jeg spurgte et par tidligere elever fra Hellested om en anbefaling

 

En af de elever jeg spurgte om en anbefaling, startede den allerførste time jeg havde hende, med at sige til mig:

“Hej, jeg hedder Michelle, og jeg vil bare sige, at du kan ikke lære mig noget! For jeg har ikke sagt noget som helst hele sidste år. Og jeg kan heller lide engelsk. Bare så du ved det!”

Og ja, jeg tænkte GISP, så er vi ligesom i gang, og velkommen til som ny lærer i 9. klasse.

Men jeg gik hjem, og tænkte, at det måtte jeg da gøre noget ved.

Og det gjorde jeg så.

Du kan læse hvad Michelle har skrevet til mig længere nede på siden.

Og så er der Tobias.

Allerede i en af de første timer jeg havde ham, sagde jeg til ham, at jeg regnede med, at han ville være en af dem der skulle sluttet året med 12 taller.

Han kiggede vantro på mig, som var jeg faldet ned fra månen.

“Ej det tror jeg sgu ikke” sagde han, “For jeg har aldrig kunne få over et 7 tal, ligemeget hvad jeg gør.”

Jeg behøver næppe fortælle, at Tobias det år, forlod sit velkendte 7 tal, vel?

Du kan også læse Carolines anbefaling.

Caroline havde jeg fornøjelsen af i hele to år.

Egentlig behøver jeg ikke sige så meget andet, end at hun godt måtte have været mit barn.

Sådan en skøn ung pige, som jeg også var så heldig at lokke til at være barnepige for Oskar nogle gange.

Oskar elskede hende, og det forstår jeg jo godt.

ALT="anbefaling"
3 af mine tossede elever, havde taget hemmelige selfies på min telefon mens jeg var i kopimaskinen. Jeg kunne ikke lade være med at grine af deres påfund, da jeg et par dage senere faldt over billedeserien i telefonen.

Michelle sendte det her til mig

Janne er den slags lærer alle burde have, hun er fuldt ud i stand til at sætte sig ind i hvordan hendes elever har det.

Derfor er hun i stand til at hjælpe dem som ingen af de andre lærer jeg har mødt, har kunne.

På grund af hendes skæve undervisning, gør det også at vi er interesseret på en helt ny måde.

Hvis der er nogen der har passion for sit arbejde så er det Janne, hun er helt igennem den bedste lærer jeg har haft. Uanset hvilke problemer hun selv har stået i, har jeg ikke set Janne lave andet end at smide alt hvad hun har i hænderne for at hjælpe os.

Hun er de lærer der gør at man har lyst til at komme i skole. Jannes undervisning er anderledes i forhold til de andre lærer, og derfor er det altid spændende at komme til hendes timer.

Jeg havde kun Janne som underviser i ét år. Men allerede på det ene år med Janne, havde jeg lært mere end jeg havde fra 4 – 8 klasse med en anden dansk/engelsk lærer.

Hun forstår virkelig at støtter sine elever hvor hun kan og de har brug for det. Det er lige præcis den slags lærer Janne er, den spændende, hjælpende og anderledes lærer der er brug for på en skole, med hendes skæve ideer og nye alternativer er hun den bedste lærer man kunne forestille sig.

Hun er den slags lærer, der bliver ens ynglings!

De bedste hilsner Michelle.

Tobias skrev sådan her:

Janne var min dansk- og engelsklærer i 9. Klasse, på Hellested friskole.

I den tid, rykkede hun mig ikke kun fagligt, men også personligt. Jeg afsluttede min eksaminer med næsten rene 12-taller, da hun havde givet mig lysten, og modet til at lære.

Jeg kan helt klart anbefale Janne som lærer, da hun formår at rykke børn og unge, på en måde som ingen andet lærer kan. Hvis man vil have at ens børn skal have lysten til at gå i skole, så giver Janne det helt klart.

Jeg spurgte nogle af mine tidligere klassekammerater, om de ville være med på anbefalingen, og det ville de med glæde.

Så Janne bliver også anbefalet af:

Andreas, HHX – Køge, Christian, HTX – Køge, Jonathan, HTX – Køge, Niclas, HTX – Køge

Venlig hilsen, Tobias, STX – Køge

Carolines anbefaling så sådan ud

Janne er en fantastisk lærer, og ikke mindst menneske.

Hun er utrolig sød at snakke med om alt, og man kan altid komme til hende hvis der er noget, ligemeget hvilken situation man står i. Både hvis man har brug for noget hjælp fagligt eller med noget personligt. Hun er der altid.

Janne er virkelig god til at inddrage hver en elev til undervisningen. Hendes timer er rigtig sjove, seriøse og lærerige. Hun er god til at lærer fra sig, og sørge for at man ikke keder sig i hendes timer.

Janne er en lærer som enhver elev vil huske, blot på grund af hendes dejlige personlighed.

Oprigtighed kan du ikke købe dig til

De fleste arbejdsgivere kan skrive en udtalelse, eller anbefaling, i positive vendinger.

Men det er sjældent, at din arbejdgiver skriver så det mærkes, og ud fra et 100% oprigtigt perspektiv.

For når du beder om en anbefaling, betyder det, at jeres videre forløb sammen er ved at komme til en slutning.

Måske fordi det er nødvendigt sådan, eller måske fordi det er bedst sådan.

Men det er sjældent, at den slutning giver et udgangspunkt for en helt ærlig og oprigtig anbefaling.

Derfor får du den bedste anbefaling, fra dem der ikke har aktier i din arbejdskraft, og dem der har mærket dig helt tæt på.

Dem der er, eller har været, din kerneopgave.

Om det så er børn, forældre, borgere, klienter, kunder osv.

Oprigtighed, autenticitet – det er det der sælger dig bedst.

Regnvejrs knus,

Janne <3

 

Vi blev ramt af toget

ALT="børneafdeling"
På Børneafdelingen. Endelig sovetid, efter mange test og undersøgelser. Oskar var svimmel og holdt fast i sengen, for han var bange for at falde. En time efter billedet blev taget vågnede han med voldsomt mareridt, resten af natten sov han i min seng.

Akut afsted til Roskildes børneafdeling

Ja, vi blev simpelthen ramt af sygdoms-toget, der havde nogenlunde samme hastighed som den nye lynbane i Køge.

Efter flere dage med høj feber, og vagtlægebesøg måtte vi akut afsted til børneafdelingen i Roskilde.

Til trods for fuld skrue på panodil i flere dage, og diverse forsøg på at sænke feber, blev Oskars feber ved med at stige. Heldigvis tog den sidste vagtlæge det seriøst, da Oskar var begyndt at blive ukontaktbar og feberen blev ved at ligge på 40,8.

På børneafdelingen tog både læger og sygeplejersker blodprøver og andre forskellige tests i løbet af de første timer efter vores ankomst.

Urinprøven var ikke mulig at få, da Oskar simpelthen ikke havde væske nok i kroppen til at tisse.

“Men mor, den virker ikke. Tissemanden i stykker” sagde den lille omtågede fyr efter et par gode forsøg på at tisse i koppen.

Da vi endelig fik lov at gå til ro for natten, var han så “rundtosset”, at han holdt fast i sengen, fordi han var bange for at falde.

Heldigvis havde vi taget Morten Skildpadde med, som kunne lyse med sine stjerner for os hele natten.

Morten Skildpadde hjælper Oskar om aftenen når han skal sove, og stjernerne passer på ham, så han ikke behøver at være nervøs for mørket.

Et kæmpe mareridt

Omkring en time efter vi begge er faldet i søvn, vågner Oskar med et højt skrig, og fortsætter med at skrige meget inderligt.

Lige gyldigt hvad jeg siger til ham, synger for ham, vugger ham og holder ham helt tæt mens jeg stryger ham over håret, skriger han bare og græder som pisket.

En ung sygeplejerske kommer ind på værelset, helt forfærdet og spørger hvad der sker. Om hun skal gøre noget.

Hun havde hørt hans skrig helt nede i den anden ende af afdelingen.

Da han kommer lidt til sig selv, fortæller han at nogen har stukket ham, og han er faldet ned, og at de lyser på ham.

Det er simpelthen mareridt om de undersøgelser og tests han har fået foretaget i løbet af de sidste par døgn der har sat sig i ham.

Til trods for at han har taget det hele i stiv arm, og kun klynket lidt over blodprøven.

Derhjemme samsover vi, og derfor giver det også kun mening, at han resten af natten sover helt tæt med mig, i den udtræksseng jeg har fået.

Han sover resten af natten igennem.

Jeg, der imod, sover nærmest ikke.

Hver en bevægelse, hver en lille lyd, så vågner jeg og mærker på ham.

Er han nu også okay?

ALT="indlagt"
Da han vågnede dagen efter ud på eftermiddagen, puttede vi mens der blev spist et par bidder æble. Og hold op hvor var jeg træt oven på flere nætter uden rigtig søvn.

Hvile er overvurderet, lad os handle!

Dagen efter får vi lidt morgenmad, og far kommer igen.

Han er selv blevet syg og kaster op.

Efter en times tid vågen, er Oskar træt igen og han bliver puttet i mors seng, med Morten Skildpadde selvfølgelig.

Far tager en lur i Oskars seng.

Og jeg klarer opkald og sms’er til familie og venner der alle afvente nyt.

Tænker jeg vil prøve at få lidt søvn også, men det kan jeg ikke.

Jeg er sådan indrettet, at når jeg havner i en eller anden kritisk situation, så finder min krop energi frem, som egentlig ikke er der.

Den handler.

Den pumper derud af, som et ustoppeligt godstog.

Søvn og hvile er undervurdet, lad os handle!

Og det er virkelig smart, og på mange måde rart, at vide at i kriser kan min krop finde magiske superkræfter frem, og min hjerne fokusere, planlægge og strukturere.

Men jeg ved godt, at regningen kommer bagefter.

Endelig hjemme igen

Sidst på dagen får vi lov at få en åben indlæggelse.

Oskar har tigget hele eftermiddagen om at komme hjem, når han har fået klaret de sidste prøver og test.

Selvom vi bør blive en nat mere, giver vi simpelthen efter for hans bøn om at komme hjem.

Vi forstår jo godt, at han gerne vil hjem.

Hjem til det kendte, hvor ingen kommer og prikker, og stikker, i ham.

Hjem hvor han kender det hele, og hvor han kan slappe helt af.

Da vi kommer hjem bliver alting sat på standby, og vi hygger sammen, alle sammen, i stuen.

Oskar får leget med sine biler i en lille halv time, inden han igen er træt, og har brug for at gå i seng for i dag.

Men bare det, at han på vej hjem bestilte både burger, nuggets og pomfritter, og havde energi til at lege lidt, var en fornøjelse.

Pyt med, at det kun var et par pomfritter og en bid burger der røg ned, det var kæmpe stort, at han overhovedet havde lyst til mad.

Jeg var glad, træt…og lidt nervøs for om vi var igennem det nu.

(Spoiler alert: det var vi ikke helt – og der er stadig lang vej endnu til han er på toppen igen)

 

Alt="biler-og-leg"
Hjemme igen, men stadig i tøj fra Børneafdelingen. Der var lige energi til en lille halv times leg med biler, mens Chico holder skarpt øje med patienten.

Så kom regningen – Kontant betaling ved kasse 1, tak

Ja, helt som forventet, så kom regningen for en krop der havde genereret energi den egentlig ikke havde.

Efter vi kom hjem ramte forkølelsen, væske i ørerne, og små feber.

Jeg har været så træt lige siden vi kom hjem igen, at det føles som om, at jeg kunne sove et par uger…i træk!

Hele kroppen har gjort ondt, og selvom jeg gerne har ville lave en masse, har energien kunne ligge på fladen af en 25-øre.

Faktisk overvejede jeg næsten den ene dag at gå hjemmefra, bare for ikke at skulle lave mad, vaske tøj, lufte hunde, muge hestebokse, køre 30 tons knust beton væk og… og… og…

Okay, jeg kunne altså ikke finde på at gå hjemmefra.

Men du sikkert godt følelsen af, at det kunne være rart  bare lige at få en pause ikke?

Bare lige pakke det vigtigste, og så tage et sted hen hvor ingen forstyrrer din søvn, andre gør rent efter dig og der bliver serveret mad på sengen.

Come on – du kender det godt, gør du ikke?

Indtil videre har jeg klaret den igennem på intravenøs kaffe og en panodil/Ipren cocktail, gerne med et skud næsespray henunder aften.

Intet er så skidt, at det ikke kan gøres til noget godt

Som du kan se på billedet neden under har jeg skubbet vasketøjet foran mig så længe, at vel omkring 80 % af alt vores tøj var vasketøj.

Der var så meget at vaskekurven slet slet slet ikke kunne rumme det.

Så Oskar og jeg blev enige om, at vi kunne kaste det ud fra 1. sal og ned på det store trappetrin.

Nå ja, og når der er SÅ meget, at man kan svømme i det, så må man jo også lige afprøve den slags 😉

Nu er det alt sammen vasket, endnu ikke lagt sammen og på plads.

Men vasket. Og det er da næsten i mål – agtigt.

Nu hepper vi bare på imunforsvaret får bekæmpe de sidste baktusser, så vi kan komme tilbage til normalen.

Lige nu tager vi den fra dag til dag med vuggestue, hvad han kan klare. Og jeg er på kaffe- og næsesprays nedtrapning…

ALT="da-toget-ramte-os"
Efter mere end en uge hvor vi alle har været syge på skift, var der så meget vasketøj, at det end ikke kunne være i kurven. Så vi kastede det bare ud over trappen, og herefter måtte disciplinen ‘vasketøjssvømning’ afprøves.

One of those days…

Vandpyttepjask med vennerne er bare det fedeste.

Godmorgen onsdag, du kom hurtigt

Ja, i dag er bare sådan en af de dage, hvor tiden forsvinder ud af hænderne på mig som dug for solen.

Morgenen startede med at Oskar sagde han ikke ville i vuggestue, han ville gerne bare være hjemme og hygge sig.

Men om onsdagen er der musik i hans vuggestue, og jeg ved at han elsker musik, for han synger nærmest hele dagen lang.

Lige i øjeblikket kører ‘Hjulene på bussen’ nærmest på repeat ud af hans lille mund.

Så vi lavede en aftale om, at han tog afsted i dag, tog til musik og så kommer jeg og henter ham så snart han har sovet middagslur.

Når jeg henter ham skal vi ud at handle.

Vores køleskab er gabende tomt, faktisk har vi ikke engang smør til en skive rugbrød.

Det ville han rigtig gerne, især hvis han kunne lokke en chokolade donut ud af mig. Og selvfølgelig kan han da det.

Et vigtigt opkald

Da jeg gik og mugede ud i hestenes bokse, ringede min veninde.

Hun var på arbejde, ville bare lige sige, at vi kunne tales ved i morgen, for hun havde egentlig ikke tid lige nu.

Jeg kunne høre på hendes stemme, at noget var galt.

Du kender måske godt selv det med, at når nogen du kender, ikke har det rigtig godt, kan du høre det i deres stemme.

Selvfølgelig kunne jeg (store klovn) ikke lade være med at spørge om hun var ok.

Og nej, det var hun desværre ikke.

Hun er ligesom jeg mor til en lille gut på knapt 3 år, har en mand der pendler og et arbejde der kræver meget af hende, og med vilkår der ikke er blevet bedre de seneste år.

Presset var bare for meget

Hun er ked af det hver dag. Ondt i maven om morgen inden hun skal afsted på arbejde, og græder hver dag.

Hun er simpelthen bare så træt.

I min e-bog som kommer inden jul, har jeg faktisk skrevet om dengang, jeg var lige præcis dér.

Der hvor man bare er SÅ træt, og ked af det, og ikke kan få enderne til at nå sammen.

Lige meget hvor meget man knokler og gør vold på sig selv.

Så jeg kan mærke helt ind i mine knogler, hvordan hun har det lige nu.

Og jeg ved, at når man er der, så skal der ændringer af måden ens hverdag fungerer på, på bordet.

Jeg glæder mig til i morgen, hvor vi har tid til at få talt sammen.

Hvor hun kan fortælle mig om de ting hun går og roder med, og jeg bare kan lade hende tale og lytte til det hun har på hjerte.

Nogle gange er det vigtigste man kan gøre bare at lytte.

Men inden det bliver i morgen skal jeg lige nå en masse ting herhjemme, så jeg bare er helt klar til at lytte ubetinget.

Vi har gang i mange ting herhjemme i øjeblikket

I løbet af den seneste uge har Søren har lagt gulv i det rum der bliver vores bryggers, vi har fået 30 tons grus der skal muddersikre på hestefoldene, og vi er i gang med at bygge garage til min hestetrailer.

Bryggerset har været undevejs i et par år, og da vi flyttede ind var det sådan set bare et værksted der stødte op til huset.

Nu er der både, dør, vægge, vinduer og gulv derinde.

Indretningen er ikke særlig fancy, og vi når ihvertfald hen i 2018 førend der sker ret meget mere derude.

Lige nu ser det sådan her ud:

Og så er der garagen og de 30 tons grus jeg skal køre ud på folden.

Det fylder næsten hele vores indkørsel, og jeg glæder mig meget til garagen er færdig og gruset væk, så vi får lidt plads igen.

Ja jeg synes vi har mange gode ting i gang, og for at være ærlig er der også en vis charme i selve processen.

Selvom jeg nok mest elsker færdige resultater hvad angår byggeri og den slags.

Og nu vil jeg gå ud at køre grus ud på foldene.

God onsdag til dig =)

Så stop dog! Du er jo ikke en flagermus.

 

ALT="flagermus"Hvad har en flagermus med dig at gøre, tænker du måske

Jeg skal fortæller dig hvad pokker jeg mener.

Men du er nødt til at læse med på ugens indlæg, hvis du vil have din nysgerrighed stillet.

Det her indlæg har været på tegnebrættet i lang tid, faktisk siden jeg startede bloggen.

Inspirationen bag det her indlæg kommer fra min tid som lærer, og fra den måde vi ind imellem arbejdede på.

Men det har ligget og ventet lidt på at blive skrevet.

En arbejds-flagermus.

Er du selv sådan en, eller kender du en der er?

Jeg forstår godt hvis du er dødtræt af at være en flagermus.

Det er nemlig et hårdt, og ofte utaknemmeligt job.

Flagermusen griber alt hvad der kastes op

En flagermus er på mange måde et fascinerende dyr.

Lille, næsten lydløs og mystik om-spundet som kun få.

Jeg er vokset op på en gård, og som barn fornøjede jeg mig ofte med at fodre disse tusmørke-skabninger med små stykker brød.

Hvis du aldrig har prøvet at fodre flagermus, kan jeg fortælle dig, at de er sindsygt effektive til at dykke ned, og fange det der bliver kastet op.

Hver gang et stykke brød kastes op, suser det lille skrøbelige dyr igennem luften med navigations-evner som selv den sejeste jægersoldat vil misunde.

Jeg tror ikke, jeg kan huske en eneste gang, at de her superjægere ikke har fanget det jeg kastede op til dem.

Nogle gange så det nærmest ud som om, de lod sig selv sende ud i frit fald, for at gribe hvad der blev sendt i deres retning.

En del unge knægte har prøvet at kaste sten op til de små flagermus.

De synes det er sjovt, at se hvordan flagermusen styrter til jorden, når den griber stenen.

Falder uden kontrol.

Men kæmper af alle kræfter, for at holde sig i luften.

Indtil den med et bump rammer jorden.

Desorienteret, forslået, og har svært ved at komme i luften igen.

Jeg tror ikke det er for at mishandle de stakkels flagermus, at unge drenge kaster sten op.

Men fordi de ikke ved bedre, de tænker ikke over konsekvensen.

De kaster bare.

Flagermusene griber ikke efter alt, hvad der ryger ind på deres radar, fordi de synes det er fornøjene.

De gør det fordi det ligger i deres natur, de kan simpelthen ikke lade være.

Og det er netop de karaktertræk du besidder hvis du er en flagermus.

Er du typen der griber en hver arbejdsopgave der kastes op i luften? Stor som lille.

Måske tænker du ikke engang over det, fordi du er vant til at det er dig der plejer at gribe de her opgaver.

Opgaver som andre måske ikke ligefrem kaster sig over.

Men nogen skal jo gøre det.

Og den nogen bliver så dig.

Har du tænkt på hvad det koster dig?

Hvis du er din arbejdsplads’ (eller families) flagermus, så har du sikkert allerede mange opgaver på din tallerken som du ikke føler, at du har tid til.

På en eller anden måde, når du dine opgaver alligevel.

Men du må ikke sjældent tage din fritid i brug for at nå en deadline. Du vil helst heller ikke aflevere et stykke arbejde du ikke føler er ‘godt nok’.

Måske får du næsten tics, bare ved tanken om ikke at give dig selv 100% og sørge for at tingene er gjort ordentligt?

Og så sidder du der, til teammøde, og chefen har pålagt jeres team nogle nye opgaver.

Din ene kollega brokker sig over, at I skal have flere opgaver, og at opgaven ikke burde lande på jeres bord.

En anden kollega siger, at hun har mere end rigeligt og ihvertfald ikke vil tage den opgave på sig.

Den tredje kollega siger ikke så meget, men synes også at opgave ligger lidt uden for hans kompetenceområde.

Og så er der dig.

Du har egentlig alt for mange opgaver allerede. Også nogen du er bange for at du ikke kan nå. Ikke hvis du skal gøre det godt nok ihvertfald.

Men du kan jo godt se, at dine kollegaer ikke har tænkt sig, at tage den nye opgave på sig. Så du griber den.

Nogen skal jo gøre det.

Faktisk ved du et eller andet sted også godt, at de andre forventer at du griber den.

For det plejer du jo.

Men du ved også godt, at takken for at du tager den, og laver et godt stykke arbejde, kan ligge på et lille sted.

Hverken chefen eller kollegaerne kaster med glimmer, kommer dansende ind med pompom’er for at hylde dig til næste møde (hvor du iøvrigt lander i samme situation…igen), eller måske bare giver dig et klap på skulderen og siger tak.

Inderst inde er du ved at eksplodere.

Du er dødtræt af, at være den evigt gribende flagermus.

(Obs: istedet for chef kan du indsætte mand/hustru, istedet for kollega kan du indsætte børn/søskende mv, og i stedet for teammøde indsætte familiesamtale)

Men hvorfor skulle de også gøre det?

Uden du ved det, har du lært din chef og dine kollegaer (måske din familie og venner), at du er den slags person som altid griber alt hvad der kastes op, og ryger ind på din radar.

De ved, at de kan trække sig, fordi du gang på gang tager alle opgaver på dig.

Også dem du virkelig ikke har lyst til.

Men nogen skal jo gøre det.

Og de andre gør det sikkert ikke – og så ender du alligevel med at skulle gøre det i sidste ende.

Så du griber.

Igen og igen.

Du har grebet så længe, at du ikke længere er bevidst om hvor ofte du dykker ned, lader dig falde frit, for at gribe opgaver som andre kaster op.

Men har du nogensinde tænkt på, hvad der ville ske hvis du lod være?

Hvis du sagde nej.

Hvis du fløj forbi, uden at gribe.

Hvad ville der så ske?

Med dig, med dine kollegaer, med opgaven?

Du bestemmer selv om du skal være en flagermus

Hvis du virkelig er dødtræt af, at være en flagermus, så stop dog!

Lad være med at gribe hver gang nogen kaster noget op til dig.

Har du overhovedet styr på om det brød eller sten du griber?

Når du konstant dykker efter alle opgaver der kastes op, især dem dine kollegaer undgår, så vil du en dag gribe en sten.

En sten der er tungere end du kan bære.

Den vil sende dig mod jorden, og uanset hvor meget du kæmper, vil den lande dig med et bump.

Desorientret, forslået, og svært ved at komme i luften igen.

Og hvis du kommer tilbage i luften, gør du så det samme igen?

Hver gang du griber uden at tænke over konsekvenserne for dig selv, så viser du andre, at det er i orden at de også kaster sten til dig.

Du lærer dem at det er i orden, at de udsætter dig for noget, de ikke selv vil udsættes for.

De takker dig ikke.

Og hvorfor skulle de også det?

Du har jo selv lært dem, at det er ok at lade være.

Stop op – hæng dig med hovedet nedad

Du må gerne sige fra.

Forskellen på dig og en flagermus er, at du ikke er instinktivt disponeret for at gribe efter alt.

Det er noget du har tillært dig.

Og det er en god ting.

For det betyder, at du kan aflære det igen.

Men det er ikke altid en process der er sjov eller snorlige.

For når du begynder at sige fra, vil andre ikke kunne forstå det.

Måske vil de ligefrem blive sure, og kræve af dig, at du gør som du altid har gjort.

For når du stopper op, hænger dig med hovedet nedad, og ændre på ‘spillets regler’ for dig selv, ændrer du det også for dem.

Og de har ikke behov for den ændring.

Det er ubekvemt for dem, for nu skal de også ændre sig.

Hvilket de måske ikke ligefrem er motiveret for.

Men du må faktisk gerne.

Du må godt hænge dig med hovedet nedadd og skifte perspektiv.

Du behøver ikke, at gøre det du plejer.

Du bestemmer selv.

Du er jo ikke en flagermus.

Du er et menneske.

Du har ligeså meget ret til at sige fra som alle andre.

Så næste gang nogen kaster noget op i luften, så flyv lige forbi det først og se på, om det er brød eller sten de kaster.

Hvis det er brød og det nærer dig, så grib det.

Men er det sten, der tynger dig ned, så flyv forbi og lad den falde.

Uden at den tager dig med til jorden.

Du må gerne. Det lover jeg dig.

ALT="flagermus"

 

Om at træffe et valg

ALT="valget-man-må-vælge"
Vi hygger med pandekager og musik i radioen =) Valget om et skolestop gav overskud til mere nærvær, og heldigvis er pandekager en billig og skøn aftensmad. Win win situation.

Jeg skal træffe et valg mellem drøm og bekvemmelighed

Lad mig bare slå fast, at det er et af de valg, som jeg synes er helt vildt svære at træffe.

På den ene side, kan jeg vælge at gøre noget som er lidt af en drøm. En drøm jeg har gået med siden foråret.

Det er en helt vildt upraktisk drøm, og som der er lidt udgifter forbundet med på sigt.

På den anden side, kan jeg træffe et meget praktisk valg, der på sigt ikke har de store økonomiske omkostninger.

Allerhelst skal jeg have truffet mit valg inden på søndag i denne uge.

Øv, jeg synes det er et svært valg at træffe.

Alle valg er både tilvalg og fravalg

Som regel er jeg ret god til at finde ud af hvad jeg gerne vil, og hvad jeg ikke har lyst til.

Men lige nu har jeg rigtig meget lyst til begge de muligheder jeg står med.

Det gør unægteligt valget.

Faktum er, at jeg ikke har mulighed for at vælge begge dele.

Et hvert tilvalg rummer jo også et fravalg. Og vice versa.

Når man vælger noget til, vælger man automatisk også noget fra.

Man kan for eksempel ikke vælge at være vegetar og samtidig vælge stadig at spise kød.

Nej, og det er jo det pokkers med valg, når man ikke kan vælge det hele på een gang.

Skal man gå efter den der sjove, festlige drøm der er, eller skal man gå efter det praktiske, fornuftige og rare valg (som også gør en rigtig glad)?

Sidste gang jeg skulle vælge noget vigtigt

Her i sommers valgte jeg at gå med drømmen.

Jeg stoppede på skolen, og kastede mig ud i mit hjertevarme.nu eventyr – med al den usikkerhed det rummer.

Og jeg elsker det valg.

Ok, jeg kan godt blive lidt klam i hænderne af usikkerheden af og til, men jeg nyder alle de dejlige ting der er fulgt med valget om at gå efter drømmen.

Måske er det også derfor, jeg har sådan lyst til at gå efter et drømmevalg.

Omend det er i noget mindre målestok denne gang.

På den anden side vil det logiske være, at gå efter det praktiske og fornuftige denne gang.

Det skal man jo også gå med ind imellem.

Jeg tror de fleste valg ville være lettere hvis man vidste på forhånd hvad fremtiden havde at byde på til en.

Hvis man vidste, at drømmen ville blive til et mareridt på sigt, eller at det praktiske valg ville vise sig, at være vildt upraktisk.

Men det ved vi ikke på forhånd. Det er umuligt at vide.

En del af charmen ved at skulle vælge (lidt i blinde) er vel egentlig, at det at man ikke kender fremtiden giver en anden form for frihed.

En spontanitet og nysgerrighed der ikke ville være der, hvis alting lå fremlagt på forhånd.

Men uha, lige i denne uge kunne jeg alligevel godt tænke mig, hjælp til om jeg skal gå til højre eller venstre her ved dette T-kryds.

Hvem ved, måske  kommer valget helt naturligt hvis jeg vinder i Lotto og kan vælge både og??

Jeg har da lov til at håbe 😉

 

Regnvejrs tanker,

Janne

ALT="søndags-hygge"
Jeg nyder, at der er tid til den her slags hygge i vores liv, Søren lufter Oskar, Lucy og Phillip.