Dengang jeg blev forladt

ALT="kærlighed"

De fleste kender det med hjertesorger

Selv sad jeg for godt 8 år siden (på mit job som pædagog på et opholdssted) og ventede på, at børnene skulle hentes fra skole, da tæppet blev trukket væk under mig.

Jeg opdagede, at min daværende forlovede, havde inviteret en anden kvinde til at overnatte sammen med ham. Hjemme i vores lejlighed.

I vores seng.

Det var ikke første gang der var ballade med andre kvinder i vores forhold. Altid havde han dog en eller anden undskyldning parat.

Det var lille juleaften, og der over en samtale på 10 minutter i telefonen, endte vores forhold.

Ikke fordi jeg sagde stop. Men fordi han gjorde.

Sindsygt, ikke?

Den juleaften drak jeg mig så fuld, at den endte med hovedet i toilettet og, at min mor puttede mig i seng.

Ikke særligt voksen, ikke særligt flatterende. Ikke særligt sjovt.

Det var begyndelsen på 2 år med stress, angst og depression.

Men også begyndelsen på et helt nyt, og bedre liv.

Hvordan kommer man videre når ens hjerte er revet midt over?

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at der er en knap man kan trykke på, eller en dingenot der bare skal drejes.

Men sådan er det desværre bare ikke.

For mig var det rigtig vigtigt at tage en pause fra de sociale medier. Jeg endte med at være off-line et halvt år.

Simpelthen fordi mit eget liv, mine fejl og mangler, bare føltes enorme og synlige for alle.

Især så jeg hvor fedt alle andres liv var, hvor smukke, slanke, store bryster og overskudsagtige de var når de lagde noget op.

Deres liv var smukt, perfekt og komplet. Mit var grimt, mangelfuldt og ‘leverpostej’.

Når jeg mødte folk jeg kendte, altså ikke de tætteste, men bekendtskaber, følte jeg at de kunne se lige ind i mig.

Se alle mine sår, mine tårer, smerter, og alt det grimme som vi helst vil gemme af vejen.

Derfor var jeg nødt til, at lukke ned for alle andres verdener i lang tid. Blive min egen verden og boble, uden at blive bombarderet med indtryk og følelser.

Jeg gik ture, ingen steder og alle steder hen. Med musik i ørerne.
Ret ofte med en af Medinas sange faktisk, en der hedder ‘Er du med’.

Den var nærmest hypnotisk for mig.

Og så gik jeg til en ugentlig samtale hos en psykolog.

Det var godt, fordi jeg havde et sted jeg kunne tale om mig selv (eller bare sidde og glo) i en time.
Uden at skulle være bange for om andre blev trætte af mig, sårede over hvordan jeg følte, eller ikke følte.

Vi brugte en del tid på at analysere mine drømme.

Faktisk er det ikke mere end en uges tid siden jeg sidst drømte om Daniel.

Men igennem årene, har drømmene skiftet karakter. I takt med min helingsprocess.

For mig var de en god måde, at se min situation lidt udefra.

Som om jeg kunne kigge ind på mig selv, og se hvordan det stod til.

I den ‘akutte fase’, hvor jeg var på sovepiller, var nætterne bare ‘sorte’ og et frirum, en pause, fra alle følelserne.
Hvilket var tiltrængt.

Men efterfølgende var drømmene en god ven.

Selvom de også gjorde virkelig ondt nogle gange, og jeg kunne mærke alle følelserne hele dagen efter.

Du er da helt ‘forkert’ kvinde

Jeg har ikke de vise sten til, hvorfor vi lader andres behandling af os, værdisætte vores selvværd.

Men som kvinder har vi, på en eller anden måde, et grundlæggende ønske om at være perfekte.

Den bedste til at være kvinde, med alt hvad det indebærer.

Og når en mand så søger noget helt andet end det vi er, føles det som om, at vi er forkerte.

I virkeligheden handler det bare slet ikke om, at vi er de forkerte. Men at HAN er forkert.

Forkert til dig. Forkert i DIT liv.

Ikke omvendt!

Selv nogle af verdens smukkeste kvinder bliver snydt og bedraget af deres mænd.

De er smukke og succesfulde, men det er ikke ensbetydende med, at de er usårlige heller, og at ingen mand nogensinde vil forlade dem.

Jeg kan huske, at jeg slet ikke kunne tro på, eller forstår, at nogen mand kunne bedrage Eva Longoria.

Men faktisk er succesraten for ægteskab og forhold for selv kendte og smukke kvinder virkelig sløj.

Det er måske en ringe trøst. Alligevel luner det lidt at vide, at også de har sejlet i samme båd som en selv.

Man siger at tiden læger alle sår

Jeg ved ikke, om du har fået behandlet dine gamle sår så godt, at de er helet op?

Men hvis ikke, så bløder de alt for let igen, når man falder og skraber sig på asfalten. Så at sige.

Det tager tid. Og nogle gange hårdt arbejde.

For hvis det gik hurtigt, at læge den slags sår på sjælen, så ville vi ikke lære af dem.

Og den tid, kærlighed, vi har givet væk, ville heller ikke have betydet noget.

Hvis det ikke betyder noget, lærer os noget, og får os til at udvikle os, er det uden betydning.

Og hvis ingen ting betyder noget, så betyder ingenting noget.

Hvor snørklet det end lyder.

For mig var det vigtigt, kun at gøre det der føltes godt og rigtigt. Og kun med mennesker der føltes godt og rigtige.

Jeg tror, set i bakspejlet, at jeg godt vidste, at det ikke kunne hænge sammen og virke med Daniel og jeg.

Men jeg ville hellere ødelægge mig selv i forsøget på at få det lappet med tusinder af plastre, end at acceptere, at det ikke gik.

Accepten af, at noget ikke er holdbart er så svær, og endnu svære er det, at vende sig og gå.

Fordi det føles som nederlag, når vi ikke kan lappe det, fikse det, og få det til at være smukt og perfekt.

Fordi vi føler vi fejler hvis vi ikke kan løse alting.

Men det kan vi ikke.

Og det skal vi ikke.

Vi skal ikke løse, men lære.

Og vi skal acceptere, at nogle mennesker kommer ind i vores liv, for at sende os videre.

I en anden retning.

Af skade bliver du klog

Sådan siger et gammelt ordsprog.

Det er en vis sandhed i det, hvis vi vil.

Bag hver smerte, ligger der visdom, som vi har brug for på et senere tidspunkt i vores liv.

Hvis vi tager den til os.

Men prøv lige at hør her;

Det er fandme helt ok, at føle sig som pest.

At græde indtil det indiske ocean er fyldt med vores tåre, og der ikke længere er flere tårer tilbage.

Det er fandme ok, at at råbe ‘fuck’ for sine lungers fulde kraft, og give livet fingeren når det rammer med kræfter som fra Thors hammer.

Det er OK!!

Var du forudbestemt til et ‘leverpostejs-liv’?

Mange går og drømmer om trygheden ved Villa, vovse og Volvo.

Om mand og børn, om fast og god karriere og de årlige ferier til Gran Canaria.

Fordi det virker nemt og bekvemt, og som normen at gøre.

Men hvis du ikke gør, og hvis du får lidt tics bare ved tanken om det, så er du nok ikke forudbestemt til, at være en af dem med et ‘leverpostejs-liv’.

Når man ikke er det, så koster det desværre en blodtud, og sår i hjertet og sjælen undervejs her i livet.

For hvis turen hen til der hvor du skal være, bare var let, så ville du ikke se hvor heldig du er når du rammer det gode og rigtige.

Og hvis ikke du sad lige der, i den klamme, gustne situation, med dit hjerte i tusind stykker.

Så ville du ikke kunne hjælpe den kunde, den kvinde, eller det barn der en dag vælter ind i dit liv, og siger:

“Hvad gør jeg nu, mit hjerte er makuleret. Sønderlemmet og mit selvværd kan gemme sig under et saltkorn.”

Derfor SKAL han gøre ulideligt ondt

Dit hjerte banker, du klamsveder i hænderne, og på en og samme tid er du fyldt med tanker og følelser, og alligevel helt følelsesløs og tom.

Han var SÅ forkert i dit liv, til dig, at han skulle væk – så langt væk at det ikke blev jer.

Og derfor skal han gøre ondt.

Han skal lære dig, at du ikke gør det her igen.

For helt ærligt, så vidste du godt han var forkert ikke?

Sådan helt inderst inde.

Men han var spændende, og drømmen om det, han kunne tilføre dit liv, kunne du godt lide.

Har jeg ret?

Det var en retning du lidt godt gad gå i, selvom mavefornemmelsen havde advaret dig?

Ude på den anden side

Til jul er det 8 år siden, at Daniel hældte mig ud med badevandet.

Heldigvis, og tak for det.

Han plejede at sige, at jeg var for vild. At jeg hele tiden stak af, og han skulle løbe efter mig.

Altså i overført betydning.

Men jeg elsker at opleve livet, og alt hvad det har at byde på.

Jeg vil ikke bare vente på den årlige tur til Gran Canaria, og ellers løbe rundt i hamsterhjulet resten af året.

Jeg vil leve.

Så mødte jeg Søren. Og nu har jeg en mand, der gerne løber med mig ud i livet, for at prøve hvilke eventyr der gemmer sig derude.

Som for eksempel at være ‘the crazy cat-lady’, der kaster sig ud i at blogge, coache med heste, og leve af pandekager uden æg.

Dengang jeg blev forladt – fandt jeg mig selv.

ALT"=den-jeg-blev-forladt"
Søren og jeg på Møns Klint i 2010

Én kommentar til “Dengang jeg blev forladt”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *