Så stop dog! Du er jo ikke en flagermus.

 

ALT="flagermus"Hvad har en flagermus med dig at gøre, tænker du måske

Jeg skal fortæller dig hvad pokker jeg mener.

Men du er nødt til at læse med på ugens indlæg, hvis du vil have din nysgerrighed stillet.

Det her indlæg har været på tegnebrættet i lang tid, faktisk siden jeg startede bloggen.

Inspirationen bag det her indlæg kommer fra min tid som lærer, og fra den måde vi ind imellem arbejdede på.

Men det har ligget og ventet lidt på at blive skrevet.

En arbejds-flagermus.

Er du selv sådan en, eller kender du en der er?

Jeg forstår godt hvis du er dødtræt af at være en flagermus.

Det er nemlig et hårdt, og ofte utaknemmeligt job.

Flagermusen griber alt hvad der kastes op

En flagermus er på mange måde et fascinerende dyr.

Lille, næsten lydløs og mystik om-spundet som kun få.

Jeg er vokset op på en gård, og som barn fornøjede jeg mig ofte med at fodre disse tusmørke-skabninger med små stykker brød.

Hvis du aldrig har prøvet at fodre flagermus, kan jeg fortælle dig, at de er sindsygt effektive til at dykke ned, og fange det der bliver kastet op.

Hver gang et stykke brød kastes op, suser det lille skrøbelige dyr igennem luften med navigations-evner som selv den sejeste jægersoldat vil misunde.

Jeg tror ikke, jeg kan huske en eneste gang, at de her superjægere ikke har fanget det jeg kastede op til dem.

Nogle gange så det nærmest ud som om, de lod sig selv sende ud i frit fald, for at gribe hvad der blev sendt i deres retning.

En del unge knægte har prøvet at kaste sten op til de små flagermus.

De synes det er sjovt, at se hvordan flagermusen styrter til jorden, når den griber stenen.

Falder uden kontrol.

Men kæmper af alle kræfter, for at holde sig i luften.

Indtil den med et bump rammer jorden.

Desorienteret, forslået, og har svært ved at komme i luften igen.

Jeg tror ikke det er for at mishandle de stakkels flagermus, at unge drenge kaster sten op.

Men fordi de ikke ved bedre, de tænker ikke over konsekvensen.

De kaster bare.

Flagermusene griber ikke efter alt, hvad der ryger ind på deres radar, fordi de synes det er fornøjene.

De gør det fordi det ligger i deres natur, de kan simpelthen ikke lade være.

Og det er netop de karaktertræk du besidder hvis du er en flagermus.

Er du typen der griber en hver arbejdsopgave der kastes op i luften? Stor som lille.

Måske tænker du ikke engang over det, fordi du er vant til at det er dig der plejer at gribe de her opgaver.

Opgaver som andre måske ikke ligefrem kaster sig over.

Men nogen skal jo gøre det.

Og den nogen bliver så dig.

Har du tænkt på hvad det koster dig?

Hvis du er din arbejdsplads’ (eller families) flagermus, så har du sikkert allerede mange opgaver på din tallerken som du ikke føler, at du har tid til.

På en eller anden måde, når du dine opgaver alligevel.

Men du må ikke sjældent tage din fritid i brug for at nå en deadline. Du vil helst heller ikke aflevere et stykke arbejde du ikke føler er ‘godt nok’.

Måske får du næsten tics, bare ved tanken om ikke at give dig selv 100% og sørge for at tingene er gjort ordentligt?

Og så sidder du der, til teammøde, og chefen har pålagt jeres team nogle nye opgaver.

Din ene kollega brokker sig over, at I skal have flere opgaver, og at opgaven ikke burde lande på jeres bord.

En anden kollega siger, at hun har mere end rigeligt og ihvertfald ikke vil tage den opgave på sig.

Den tredje kollega siger ikke så meget, men synes også at opgave ligger lidt uden for hans kompetenceområde.

Og så er der dig.

Du har egentlig alt for mange opgaver allerede. Også nogen du er bange for at du ikke kan nå. Ikke hvis du skal gøre det godt nok ihvertfald.

Men du kan jo godt se, at dine kollegaer ikke har tænkt sig, at tage den nye opgave på sig. Så du griber den.

Nogen skal jo gøre det.

Faktisk ved du et eller andet sted også godt, at de andre forventer at du griber den.

For det plejer du jo.

Men du ved også godt, at takken for at du tager den, og laver et godt stykke arbejde, kan ligge på et lille sted.

Hverken chefen eller kollegaerne kaster med glimmer, kommer dansende ind med pompom’er for at hylde dig til næste møde (hvor du iøvrigt lander i samme situation…igen), eller måske bare giver dig et klap på skulderen og siger tak.

Inderst inde er du ved at eksplodere.

Du er dødtræt af, at være den evigt gribende flagermus.

(Obs: istedet for chef kan du indsætte mand/hustru, istedet for kollega kan du indsætte børn/søskende mv, og i stedet for teammøde indsætte familiesamtale)

Men hvorfor skulle de også gøre det?

Uden du ved det, har du lært din chef og dine kollegaer (måske din familie og venner), at du er den slags person som altid griber alt hvad der kastes op, og ryger ind på din radar.

De ved, at de kan trække sig, fordi du gang på gang tager alle opgaver på dig.

Også dem du virkelig ikke har lyst til.

Men nogen skal jo gøre det.

Og de andre gør det sikkert ikke – og så ender du alligevel med at skulle gøre det i sidste ende.

Så du griber.

Igen og igen.

Du har grebet så længe, at du ikke længere er bevidst om hvor ofte du dykker ned, lader dig falde frit, for at gribe opgaver som andre kaster op.

Men har du nogensinde tænkt på, hvad der ville ske hvis du lod være?

Hvis du sagde nej.

Hvis du fløj forbi, uden at gribe.

Hvad ville der så ske?

Med dig, med dine kollegaer, med opgaven?

Du bestemmer selv om du skal være en flagermus

Hvis du virkelig er dødtræt af, at være en flagermus, så stop dog!

Lad være med at gribe hver gang nogen kaster noget op til dig.

Har du overhovedet styr på om det brød eller sten du griber?

Når du konstant dykker efter alle opgaver der kastes op, især dem dine kollegaer undgår, så vil du en dag gribe en sten.

En sten der er tungere end du kan bære.

Den vil sende dig mod jorden, og uanset hvor meget du kæmper, vil den lande dig med et bump.

Desorientret, forslået, og svært ved at komme i luften igen.

Og hvis du kommer tilbage i luften, gør du så det samme igen?

Hver gang du griber uden at tænke over konsekvenserne for dig selv, så viser du andre, at det er i orden at de også kaster sten til dig.

Du lærer dem at det er i orden, at de udsætter dig for noget, de ikke selv vil udsættes for.

De takker dig ikke.

Og hvorfor skulle de også det?

Du har jo selv lært dem, at det er ok at lade være.

Stop op – hæng dig med hovedet nedad

Du må gerne sige fra.

Forskellen på dig og en flagermus er, at du ikke er instinktivt disponeret for at gribe efter alt.

Det er noget du har tillært dig.

Og det er en god ting.

For det betyder, at du kan aflære det igen.

Men det er ikke altid en process der er sjov eller snorlige.

For når du begynder at sige fra, vil andre ikke kunne forstå det.

Måske vil de ligefrem blive sure, og kræve af dig, at du gør som du altid har gjort.

For når du stopper op, hænger dig med hovedet nedad, og ændre på ‘spillets regler’ for dig selv, ændrer du det også for dem.

Og de har ikke behov for den ændring.

Det er ubekvemt for dem, for nu skal de også ændre sig.

Hvilket de måske ikke ligefrem er motiveret for.

Men du må faktisk gerne.

Du må godt hænge dig med hovedet nedadd og skifte perspektiv.

Du behøver ikke, at gøre det du plejer.

Du bestemmer selv.

Du er jo ikke en flagermus.

Du er et menneske.

Du har ligeså meget ret til at sige fra som alle andre.

Så næste gang nogen kaster noget op i luften, så flyv lige forbi det først og se på, om det er brød eller sten de kaster.

Hvis det er brød og det nærer dig, så grib det.

Men er det sten, der tynger dig ned, så flyv forbi og lad den falde.

Uden at den tager dig med til jorden.

Du må gerne. Det lover jeg dig.

ALT="flagermus"

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *