Er du i stand til at definere hvad der er en nødvendighed?

Prøv at definere ‘Nødvendigt’

Oven på julens og nytårets forbrugsfest, tænker du så på hvad der i virkeligheden er en ‘nødvendighed’?

Og hvordan definitionen af, hvad der er ‘nødvendigt’ ser ud?

Inden året sådan for alvor går i gang, og hverdagene luller os ind i vores egen osteklokke atter igen, vil jeg bruge 5 minutter på at reflektere over netop betydningen af ‘nødvendig’.

Ret ofte laver vi en øvelse her i huset, når vi skal finde ud af hvordan vores penge skal bruges.

Det går i al sin enkelthed ud på at finde ud af om et køb er et ‘Need to have’ eller et Nice to have’.

Hvis vi nu vender blikket tilbage på billedet, så tror jeg ikke du er i tvivl om hvor need og nice fordeler sig i disse situationer.

Vi bliver bedøvet af samfundet og kulturen

Jeg kender det fra mig selv.

Stille og roligt bliver jeg vugget ind i troen på, at det er nødvendigt med denne dims, og denne dingenot; villa, vovse og volvo.

Og pludselig føler jeg ikke at jeg kan undvære dimserne og dingenoterne, og alt det andet døde og materialistiske tingeltangel jeg har fået anskaffet mig.

Vores samfund og hele vores kultur er bygget op omkring det, at vi skal arbejde for at kunne betale for en smuk bolig, dyr økologisk mad,  køre i den smarteste bil, have apple ure vi kan ringe fra, og klæde vores børn i den nyeste modedille.

Vi skal sende vores børn afsted i institution, hvor andre passer dem, mens vi går på arbejde for, at tjene penge nok til at kunne betale for institutionspladsen.

Det er lidt godnat, når man stopper og tænker over det.

Til jul er det jo nødvendigt med andesteg, en million gaver, og til nytår er det jo nødvendigt med fyrværkeri, og glimmer i alverdens bordbomber.

Vi køber og køber. Blot for at smide halvdelen ud bagefter.

Hvilke ægte ‘need to have’ kunne de penge have været brugt på isetdet?

Er det need eller nice?

I dag læste jeg på facebook om en mor, der kæmper en kamp med følelsen af, at det er helt forkert at sende sit barn i vuggestue, blot for at hun kan starte på arbejde igen.

Så hun kan tjene penge nok til at hende, barnet og manden kan blive i deres store flotte dyre hus, som de har knoklet ræven* ud af bukserne for at kunne betale.

*(Ja, det er en med-vilje-stavefejl)

Manden arbejder i døgndrift for at de kan have det her flotte hus, den bedste stationcar, for at hun kan være lykkelig.

Men hun er alt andet end lykkelig.

Hun vil bare gerne gå hjemme og passe sit barn.

Men ak og ve, det lader sig ikke gøre økonomisk, for de er bundet af at kunne betale for alle de her dimser, dingenoter og ting.

Og jeg kan virkelig godt relatere til hendes opslag!

For hvad pokker gør man, når man står der, og opdager at alt det fancy, dyre, smarte, døde gøjl, egentlig ikke betyder noget?

Men man heller ikke har lyst til at skille sig af med det, og revolutionere hele sin tilværelse.

Vores daglige liv bliver hurtigt afhængigt af de de her døde, materilistiske ting, der er nogen der har opfundet, eller fundet på ideen om, at det vil gøre vores liv meget lettere, og spare os for tid og bekymringer.

Men helt ærligt, er det faktisk også sandheden?

Hvad er faktisk need to have, og hvad er nice to have?

Jo mere du har, jo mere har du at miste

Ja, ganske simpelt.

Jo flere af de her dingenoter og smarte, eller flotte ting, du har har, jo mere føles det også som du har at miste.

Hvor mange af os ville umiddelbart tænke;

“Yes mand, jeg har ikke råd til mit hus, og jeg flytter i campingvogn ude i en mose i Nakskov. Til gengæld kan jeg så slippe for at gå på fuldtidsarbejde.”

Vi bliver afhængige af vores livsstil, og alt det vi har været vant til der var ‘nødvendigt’.

Men sandheden er jo, at du faktisk ikke dør af, ikke at have et apple ur, en spritny stationcar, en antik Porsche i garagen, Kähler vaser i matchende farver, eller et kæmpe hus med plads til en hel indisk familie.

Det er alt sammen ‘Nice to have’-ting, men du kan godt overleve uden dem.

Om du så vil, det er en anden sag.

Det er et prioriteringsspørgsmål.

Vil du slippe for at være tvunget ud i et fuldtidsjob (som du måske ikke engang synes er fedt), og i stedet have tid til din familie, til de ting der gør dig varm helt inde i hjertet…eller vil du knokle løs for at kunne betale for alle de seneste nye ‘nødvendigheder’?

Valget er dit. Din valuta er tid…

Formlen er ganske enkel

En irriterende livsklog bekendt sagde til mig, da jeg beklagede min nød sidste år, over at tid & økonomi ikke hang sammen, og at jeg var ved at kaste op af konstant dårlig samvittighed overfor mit barn, at det var jeg i stand til selv at styre.

Lige der synes jeg, at han var lidt en idiot.

Men så sagde han gudhjælpemig noget der ramte mig i en grad, at det nærmest er blevet et lille mantra for mig.

“Jo færre materialistiske ting du binder dig selv i, jo mere fri er du.”

Jeg må indrømme, at det er så simpel en formel, at det næsten er for godt til at være sandt.

Men det er også så uendeligt rigtigt.

De ejendele du ikke har, er du ikke bange for at miste.

Desto færre døde ting, og påduttede behov, du tager til dig, jo mere er du fri til at mærke hvad der er vigtigt, og hvad der er ‘need’ eller ‘nice’.

Og pludselig bliver definitionen af, hvad der er ‘nødvendigt’ ændret.

Gør en forskel

Gør den for dig selv, eller for dem du bærer i dit hjerte.

Eller endnu bedre gør det for nogen du ikke skylder at gøre det.

Giv det videre. Fordi du kan.

Se på billedet, og overvej så engang hvad vil du give afkald på i januar for, at et barn i Afrika kan få mad og vand?

Er det værd at give afkald på et af dine ‘nice to haves’ for at et barn du slet ikke kender, og aldrig vil komme til at møde, kan spise og drikke i dag?

Jeg ved det ikke, det ved du kun selv.

Og tænk så lige en ekstra gang (her i 2018) over hvad der er ‘need to have’ og hvad der er ‘nice to have’, og se om din definition af hvad der er en ‘nødvendighed’ ændrer sig.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *