Er det ikke godt (nok) hvis det ikke er ekstraordinært?

I fødselsdagsske med feberramt Oskar

Skal det være ekstraordinært for at være godt (nok)?

Igår havde jeg fødselsdag, og Søren og jeg skulle på kærestedate.

Men det er sådan med børn, at ens planer ofte bliver lavet om, og kommer til at se helt anderledes ud end forventet.

Så istedet for en kærestedate med lækker cafe-frokost, blev det til leverpostejs-klapsammen-madder i sofaen.

Oskar var nemlig syg på 2. dagen.

Feberramt og en lille stakkels pjevsi, der bare havde brug for sin mor, lidt Ipad og chokolade is i sofaen.

(Ja, chokolade isen endte på alle puder og tæpper, men hvad gør det hvis bare den hjælper på humøret).

Dagen gik med lidt hest om formiddagen for mig, og ellers bare helt nede i gear, bestemt af hvad Oskar kunne og ville.

Om aftenen da jeg sagde godnat, og tak for en dejlig fødselsdag, kunne jeg se på Søren, at han tænkte det ikke havde været den dag han havde håbet på for mig.

Det fik mig til at tænke over om, vi somehow har en forestilling om, at fejringer skal være ekstraordinære for at være gode (nok)?

For jeg kender det jo godt selv.

Ideen om, at en fejringsdag jeg arrangerer for andre, skal være sådan lige lidt mere fest, og lidt mindre hverdag.

Dengang vi stjal et badedyr, og så en mand tabe gebisset ved Valby station

Men egentlig havde jeg en fantastisk dag.

Jeg havde ikke behov for andet end det som dagen var; en hyggelig dag med dem jeg holder allermest af.

Faktisk har jeg ikke har holdt fest eller anden form for komsammen, siden jeg rundede de 30 år.

Ikke fordi jeg ikke vil fejre min fødselsdag eller noget i den stil, men mest bare fordi jeg ikke har haft behov for det.

Skulle jeg ønske mig noget uden for normalen, skulle det da lige være en god gammeldaws bytur med Las Chicas .

Som dengang vi endnu ikke havde mor kroppe, mormor arme, pæreform, appelsin hud og indkøbsposer under øjnene, af søvnmangel.

Næh, som dengang…

…hvor vi crashede en sommerhus fest, stjal et badedyr fra nogle unge gutter, kørte skide fulde på cykel i tårnhøje stiletter, i bælgmørke på en grusvej i Marielyst, og spillede sugerør med den unge fyre om gratis paraply drinks.

Eller…

…som dengang vi pivstive, blev kørt hjem af nydeligt uniformerede betjente, med blå blik og udrykningskørsel, efter en tur rundt på Vesterbros bodegaer, og så en mand tabe sit gebis midt på vejen ved Valby station, og vi var ved at dø af grin over han upåvirket bare tørrede det af i buksebenet, og smed det tilbage i den nøgne mund.

Men det stod ikke i kortene i år…heller ikke i år.

Og det er faktisk helt okay.

For jeg har været der, jeg har gjort det og jeg har levet det.

Brune chokoladeis pletter på de pastelfarvede puder

Og når man har gjort alle de der crazy blondine ting, så føles rugbrøds-leverpostejs-klapsammen-madder ikke som et afsavn af nævneværdig karakter.

Synes jeg…

Så kan jeg godt leve med en fødselsdagsske i sofaen med et sygt barn og herre mange brune chokoladeis pletter på de pastelfarvede sofapuder.

Måske er det alderen det bare alderen der har ramt mig, og gør at det er helt perfekt, at sådan en nogen-og-tredive-års-fødselsdag ikke behøver at være ekstraordinær for at være god…nok.

Men hey dejligste veninder, hvis I læser med, så lov mig vi snart skal lufte de gamle gangstativer igen!

<3

Lunte og Misser…selvom I ikke er på billedet, så ved I jo godt ; Ingen fest uden jer 😉

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *