Når dine skelletter bliver en andens redningsvest

 

ALT="skelletter-og-redningsveste"
Jeg har fået lov (af en utroligt modig ung pige), at dele det her billede med dig. Hun er inspirationen til dette indlæg, og selvom jeg ikke giver dig hendes navn, så send hende en varm tanke når du læser med i dag.

Når smerten bliver din ven

I sidste uge skrev en tidligere elev til mig og fortalte, at hun gør skade på sig selv.

På fagsprog, det man kalder cutting.

Det er jeg enormt taknemmelig over at hun gjorde, altså skrev til mig.

Jeg er taknemmelig for, at hun viste mig den tillid, og jeg er simpelthen så stolt af hende, af hendes mod til at række ud efter hjælp.

Hvis du nogensinde selv har prøvet at være den der skulle spørge om hjælp, så ved du præcis, hvor svært det kan være.

De tæsk du får i dag, kan være din adgangsbillet i morgen

De sidste par år, har jeg brugt et digt jeg selv har skrevet, som undervisningsmateriale i danskundervisningen.

Ikke fordi jeg ikke sagtens kunne finde et eller andet velskrevet og smukt digt fra en eller fancy forfatter.

Men fordi jeg gerne vil røre ved noget i de unge mennesker.

Og fordi vi som lærere hver dag beder dem være modige, originale, og vise os tillid.

For sjældent går det dog den anden vej, synes jeg. Alt for sjældent tør vi som lærere at åbne os, og lade vores elever vide, at vi faktisk er mennesker.

På godt og ondt.

Så en dag, mens mine elever lavede gruppearbejde, skrev jeg det her digt i løbet af timen.

Digtet fik mig en tur ned på kontoret til en ‘hør-her-samtale’ med chefen, fordi nogle forældre synes det var over grænsen.

Og ja, der var et par piger med våde øjne i den ene klasse, efter forfatteren afslørede, at det var et realistisk tilbageblik på livet.

Men det var også nogle våde øjne, der synes det var virkelig rart, at høre, at selvom livet til tider fejer benene væk under en, så kommer man hel ud på den anden side.

Hvis man vil.

Og det her digt, var en tungtvejende årsag til, at den her stærke, smukke pige, turde gøre sig sårbar, og fortælle mig, at hun cutter.

For hun vidste, at jeg selv havde sejlet i den båd, hvor livet havde været knudret og givet nogle tæsk.

De tæsk jeg fik “igår”, dem gemte jeg ikke bare væk.

Jeg gav dem ord, gav dem en mening, et formål.

Og det blev min adgangsbillet til denne piges tillid.

Hvad er dine lussinger værd?

For mig er både ‘hør-her-samtalen’ med chefen, de forargede forældre og våde øjne digtet værd.

Jeg ville gøre det om til hver en tid.

Tage de lussinger der følger med, ved at stikke næsen frem, og vise at jeg er menneskelig.

Jeg griner, jeg græder, jeg glædes og jeg smertes.

Det er menneskelighed.

Digtet har været adgangsbillet til en enorm tillid fra mange elever.

Unge mennesker med historier du tror er løgn;

Pigen der blev fjernet fra sin mor, fordi rotterne havde rede i hendes seng, drengen der havde været udsat for gentagne overgreb af en “onkel”, drengen hvis mor havde for travlt med sit eget liv, til at sørge for varmt vand og strøm i huset, drengen som først i 9. klasse fortalte om overgreb i børnehaven, pigen der som lille havde set et familiemedlem dø, mens forældrene ikke var hjemme.

Disse er blot et udsnit.

Tænk lige over det…et udsnit!

Så ja, jeg tager alle de lussinger der kommer min vej, fordi jeg (modigt/grænseoverskridende/naivt/bevidst/hovedløst/kærligt/?) står op, og deler noget af mig selv.

Når dine skelletter bliver en andens redningsvest

Det er de færreste der kommer igennem livet uden ar på kroppen, og uden et par skelletter i skabet.

Når et sår er helet efterlader det et ar, et mærke, et minde på din krop.

Og nogle af dine skelletter nægter måske at flytte ud af skabet, uagtet hvor meget du prøver at gøre rent derinde.

Så giv dem et formål. Giv dem en mening.

De ting i vores liv der har et formål, en mening, er ikke en konstant forhindring man falder i, når man ser den anden vej.

Slut fred med dine skelletter, og se på den historie dine ar fortæller, istedet for at hvæse ad dem, og begræde deres tilstedeværelse i dit liv.

Hvis du tør åbne dig for andre, så giver du rum til, at dine skelletter kan blive en andens redningsvest.

Menneskelighed

Hvordan du tolker digtet er op til dig.

Måske læser du det som min egen personlige historie, måske læser du det som min historie om en jeg har haft nær.

Med vilje vil jeg lade det stå åbent til din personlige fortolkning.

Sådan er det jo ofte med tekster, de kan betyde netop det som den der læser det, ser i det.

Men det er autentisk, ægte.

Skrevet af et menneske, om et menneske – der lige som dig; oplever, overlever, lever.

 

Menneskelighed

Du kender mig ikke
Men du ved hvem jeg er
Jeg har ingen pris
Men jeg kender mit værd

Masken min skjuler det vældig godt
Livet gør ondt det’ ganske normalt
Jeg kender til psykiske, fysiske overgreb, selvmord og fornemmelsen af,
at min den sjæl bliver kvalt

I barndommens uskyld jeg fik debut
Lille pige forsvind i fantasi
Autoritet, venskab, syndeskyld
Lille prinsesse dét var din overlevelses-strategi

Du tror det muligvis næppe
For med pergamentets styrke jeg bærer mit kors, mit smil
Hver eneste skridt i mit lykkelige liv
Har føltes som den tungeste mil

ALT="menneskelighed"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *