Et nyt år, nye eventyr og nye udfordringer

ALT="åretdergik"
Bemærk den flotte ‘stjerne’ på træet, i år var det Oskar der stod for pyntningen af juletræet. Så fint det blev.

Når der gøres status over det forgange år

Nytårsaften boomede facebook af opslag hvor der blev gjort status over 2017.

Det kunne jeg naturligvis ikke lade mig gå forbi heller…men mest fordi jeg synes mange skrev om hvor svært et år det havde været.

For mig har 2017 også haft sine udfordringer.

Dog er det faktisk slet ikke det der fylder, når jeg spoler tiden tilbage igennem årets gang.

Mange skrev, at de glædede sig til at vinke farvel til året der gik på hæld, og håbede på at 2018 ville blive et bedre år.

Men ikke jeg.

Jeg rystede lidt i bukserne, over at sige ‘tak for i år’ til 2017, og sige goddag til 2018.

Året har været over al forventning, og alt hvad jeg drømte om ved årets begyndelse, faldt nærmeste ned i skødet på mig i årets løb.

Derfor var det et lidt vemodigt farvel til 2017 for mig, og en tøven i troen på, at 2018 kan fylde de store sko.

Tak for dansen, og for alle eventyrerne

2017 blev året hvor jeg sagde farvel til min elskede arbejdsplads på friskolen, og farvel til de dejligste elever og kollegaer.

Det var året hvor jeg igen måtte hilse på en sygemelding med stress (heldigvis kun et kort gensyn med denne skrappe tante).

Men måske vigtigst af alt, var det året hvor jeg sagde goddag til mig selv, og mine drømme.

Der var nye ‘første gange’;

– starte en blog, skrive en e-bog, at blive mor til et børnehavebarn, at se min smukke Kongehest på eget initiativ heale en kvinde fordi han kunne mærke hendes skrøbelighed, de første galopchangementer på Kongen, og jeg kunne egentlig blive ved…

ALT="børnehavebarn"
Ikke engang 3 år endnu, men allerede børnehavebarn. Hvor bliver tiden dog af <3

Gør det du er bedst til

I januar for et år siden gik jeg og mugede hestenes bokse, mens jeg tænkte over hvad jeg egentlig er god til.

Mange timer gik med at være i en process der skulle afklare hvilke veje jeg skulle gå ud af i 2017.

Jeg besluttede mig for at gøre de ting jeg er bedst til, og hvis jeg selv skal sige det, så går det faktisk ganske ok.

Disse veje har blandt andet ledt til at Camilla og Polo ankom på gården for en måneds tid siden.

Giv slip eller giv dig hen

Camilla og Polo skulle have hjælp til at finde hinanden igen, og til at få lagt angsten på hylden.

“Min veninde siger, at man ikke kan komme over angsten igen” sagde Camilla til mig en af de første dage.

Polo og Camilla var gledet fra hinanden, og Camilla var blevet så bange, at hun faktisk kun turde gå ud på folden og nusse ham.

Men al anden håndtering afstedkom store fysiske reaktioner, som så også gjorde Polo usikker.

Selvom Polo ser stor og solid ud, er han utroligt sensitiv, han mærker og oplever hver en energi, lige fra den tanke der sendes ud.

En rigtig kedelig angstspiral var godt i gang.

Da de ankom hos mig, var det noget der ligner sidste chance for de to sammen.

I løbet af den måned de har været her, har vi arbejdet sammen flere gange om ugen.
Camilla har haft en enkelt coaching med Danubio, og derudover har vi arbejdet med ændring af perspektiv, mentaltræning og kropsbevidsthed.

Vejen er ikke til ende endnu, men begge har de taget syvmile skridt.

Fra kun at kunne græde i angst, sorg og frustration når hun så på sin hest, til at gå en afslappet tur med ham selv.

Fra at de afviste hinanden som to modpoler, til at glæden ved hinandens selskab spirer igen, og at de nyder at være sammen.

ALT="angst"
Camilla & Polo på den første gåtur sammen i mange år.

Et nyt år, nye eventyr og nye udfordringer

Jeg ved ikke hvad 2018 har i vente for mig og min familie.

Men jeg ved at det er et nyt år, og med det følger både nye eventyr og nye udfordringer.

Det er både med spænding, glæde og lidt nervøsitet, at jeg går det nye år i møde, for er det muligt, at det kan leve op til 2017?

Vil jeg blive skuffet? Hvilke farvel vil der være i 2018? Hvad skal jeg mon sige goddag til?

Umuligt at forudsige.

Men jeg ved jo, at det der vokser mest, er det jeg vander, og det der gror stærkt, er det jeg sørger for at pleje.

De andre ting, kan kun tiden stille løfte sløret for, dag for dag. Valg for valg.

Jeg håber dog, at du går med mig hånd i hånd ind i 2018.

For jeg ved, at et hvert eventyr er bedre med en ven ved sin side, og enhver udfordring er lettere at bestige med et trygt team i ryggen.

Så glædeligt nytår, og velkommen til 2018, jeg håber vi ses jævnligt i dette nye år =)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *