Våde tæer, løvehjerter og en kidnapning

Hvordan gik udfordringen så?

For dem, der deltog i denne udfordring, var det utroligt givene. De gaver, de fik med hjem fra skoven, var meget forskellige, men fælles for alle var, at det var en lærerig oplevelse.

En enkelt skrev, at hun ikke kunne fuldføre udfordringen, fordi tanker og følelser simpelthen ‘larmede’ alt for meget. Skovens stilhed og kroppens ro blev til en alt overdøvende støj i hende.

Dette vil jeg vende tilbage til lidt senere i indlægget, så hæng på, og find ud af, hvorfor det er her, der ligger guldkorn gemt!

Men først…vil jeg fortælle dig, om nogle af de tilbagemeldinger der kom.

  • En deltager skrev blandt andet, at hun hun følte det som om, at hun og skoven trak vejret med et sæt lunger. Hun blev let og afslappet, og kiggede op på skyerne som tegnede et løve ansigt for hende.

For hende gav det en bestyrket tro på sig selv, og på sin styrke. Hun fik et budskab om, at hun både besidder en løves hjerte og styrke. Sikken en fantastisk gave at få!

  • En anden kvinde har valgt, at skrive om sin smukke oplevelse med udfordringen, på sin egen blog også. Hvis du vil læse hele hendes oplevelse kan du læse den her.

Hun og hendes mand tog udfordringen sammen, og de fik både våde tæer, og regnvejr med på vejen. Men som hun skriver, ville de ikke have været regn og blæst foruden. For da de stod der, midt i skoven, mens regnen dalede ned, og de sammen kiggede op igennem træernes kroner, og solen kyssede deres ansigter, vidste de, at denne udfordring var en de ville tage til sig.

  • Flere skrev, at de efter lidt tid i skoven følte hvordan hverdagens tanker og stress lagde sig, og de følte en enorm ro i krop og sind. For nogle var det svært, at skulle forlade ur og telefon derhjemme, og allerede her startede den første del af udfordringen.

For nogle var gaven i udfordringen, at tankerne lagde sig, og at de var i stand til at mærke sig selv igen, at de blev tanket op på energi og overskud. For andre kom der mere markante følelser, og manifestationer, i deres krop.

Begge oplevelser er lige meget værd, for der kommer det du har brug for.

Men hvad så med hende der synes, at skoven lavede larm?

Som tidligere nævnt i dette indlæg, skrev en deltager, at hun ikke kunne fuldføre udfordringen. Simpelthen fordi hendes følelser og tanker begyndte, at køre i hele kroppen på hende.

Det kan være utroligt overvældende, at lade sig selv, mærke sig selv.

De fleste af os er rigtig dygtige til, at slå følelser og tanker (som vi ikke har lyst til at forholde os til) hen, og ‘feje dem ind under tæppet’.

Desværre betyder det ikke, at de tanker og følelser bare går i sig selv, og forsvinder. Nej, det betyder bare, at de ligger og venter på, at de kan ‘ringe dig op’ når de kan se, at der er ‘hul igennem’.

En udfordring som denne, der netop handler om, at være tilstede i nuet og om, at mærke sig selv, er sådan et øjeblik, hvor de ubearbejdede tanker og følelser kan komme tilbage for fuldt blus, og næsten blæse dig omkuld.

“Stilheden bliver til larm i hovedet på mig, og jeg ender med at stresse mig selv, fordi jeg tænker, at det er præcis det der ikke må ske”.

Det der IKKE må ske!

Jeg elsker denne sætning, for hvem af os har ikke prøvet, at være nøjagtig lige der?! Dér, hvor det der bare ikke må ske, alligevel er det eneste der sker.

Hvad kan vi så bruge det til?

Vi bliver fanget i, at vi ønsker os noget andet end det vi får, og derfor glemmer vi, at se på hvad det egentlig er vi får, og hvad vi kan gøre med det. Når der sker det, som der skete for denne kvinde, nemlig at hun på det nærmeste bliver kidnappet, og overvældet af sin krop, så er vores første respons at kæmpe imod.

Det er ganske enkelt en overlevelses-mekanisme, for vi ved ikke hvad vi får hvis vi åbner for posen med alle de tanker og følelser indeni. Men vi ved hvad vi har. Vores hjerner er indrettet til, at følge og gentage mønstre, og den er super dygtig til det!

Det er klogt nok, fordi det hjælper os til at overleve. Vi styrer uden om farer, og det sker helt ubevidst. Dengang da vi levede i huler, var det utroligt vigtigt, at blive ved det kendte og trygge, fordi farerne altid lurede derude i det ukendte. Det ukendte kunne være vejen til den sikre død. Og sådan ser vores hjerner stadig på det i dag.

Vi er indrettet til hellere, at ville gå ned med skibet i en storm end, at ændre kurs og sejle mod ukendte farvande!

 

Men i dag handler vores liv ikke længere kun om overlevelse, det handler om at at leve livet. Der er markant forskel på om man bare overlever, eller på om man faktisk lever.

Hvad kunne hun have gjort anderledes derude i skoven, da hendes krop overmandede hende? Skulle hun have gjort noget anderledes?

Hun kunne have valgt, at sige: ‘Ja tak – kom så med det!’ og givet sig selv lov til, at mærke de tanker og følelser der kom op hende. Hun kunne have spurgt alle de tanker og følelser, hvad det var de gerne ville fortælle hende, hvorfor de var der, og hvad hun kunne lære af dem, hvad hun kunne bruge dem til.

Men havde hun gjort det, gjort noget anderledes end hun gjorde, så havde jeg ikke skrevet lige netop det her blog indlæg til dig. Og hun ville være gået hjem med en anden indsigt om sig selv, end den hun fik ved, at gøre som hun gjorde.

Hun fik jo faktisk en gave med hjem, det var bare ikke den gave hun troede hun skulle have!

Universet skal nok give dig det du er parat til, og selvom du forventer noget andet, end det du får, så prøv at se på din gave. Se på hvad det faktisk er du får. Bliver du tvivl om, hvorfor din gave ser ud som den gør, så prøv at spørge dig selv, hvad det er, at lige præcis den her gave, skal give dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *