3 år fulde af minder – både de dejlige og de svære

Som tiden dog flyver

På søndag bliver Oskar 3 år, og skal selvfølgelig holde fødselsdag.

Tænk sig engang…der er allerede gået så lang tid, siden vi mødte ham for første gang.

Alle der har børn siger, at tiden går så hurtigt, og det er som om den sætning er en gave man får, når man bliver forælder.

Inden vi fik Oskar, synes jeg det var lidt noget pjat at sige, at det gik stærkt.

Og da han var en lille baby, tænkte jeg at det virkede som om, at der var en evighed til, at han ikke bare skulle hænge på mig.

Men nu ved jeg bedre.

Nu tager den ene dag den anden, og den ene ‘første gang’, afløses af den næste, i et raskt tempo.

Den anden dag sad han i badet og legede mens jeg lavede aftensmad.

Pludselig hører jeg ham udbryde; “Tak for lort”, og ja så havde han lige fået lært den sætning i børnehaven.

Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at trække på smilebåndet, nu med så stor en dreng, at han bruger den slags gloser.

“Hvem laver skyerne mor?”

Når man er 3 år gammel, er der mange ting man gerne vil vide og have svar på.

Således spurgte han mig i weekenden hvem der laver skyerne. Bum bum…hvad pokker svarer man lige begavet til det spørgsmål??

Jeg endte med at svare at det nok var Toto der sad oppe på himlen og lavede skyerne, så vi kunne se dem, og tænke på hende.

Duddie (Toto) tager sig en middagslur i solen.

Toto var vores søde lille hundepige, som vi desværre måtte sige farvel til ret akut, på grund af hidsigt voksende kræft i maven.

Oskar og Toto var bedste venner, og han knuselskede hende.

Jeg kan stadig få våde øjne når jeg tænker på hende, og på den sidste dag vi havde sammen med hende.

En morgen opdagede jeg at hun var dårlig, og det udviklede sig kun værre som minutterne skred frem. Hun rystede, var kold og der var næsten ikke liv i hendes øjne.

Hurtigt ringede jeg på arbejde og meddelte, at jeg ikke kunne møde ind, da jeg godt kunne se, at det her var akut dyrlæge.

Så med lyset hast fik jeg Oskar i tøjet, og tog ham på den ene arm, og Toto under den anden.

Hun kom på bagsædet, og på vej til vuggestue fortalte jeg Oskar, at Toto var syg og skulle til lægen.

Da vi steg ud på parkeringspladsen, vinkede Oskar farvel til hende igennem ruden på bilen.

Det var sidste gang han så sin bløde, lille hundepige i live.

Oskar fik lov at sige et sidste farvel til hende, inden hun blev begravet unde et træ i haven.

Døden er en del af livet

Selvom børn ikke forstår konceptet med døden, så er jeg ikke i tvivl om, at han forstod, at Toto ikke var i sin krop længere.

Vi fortalte ham, at Toto var taget op til alle stjernerne og flyvemaskinerne, og selvom at vi ikke længere kunne se hende, så vidste vi når vi så op på himlen, at hun sad deroppe og kiggede ned til os.

Derfor gav det også mening, at fortælle ham, at skyerne var nogle som Toto lavede til os, så vi kunne huske hvor sød hun var.

Den forklaring synes Oskar godt om, og vi talte lidt om hvordan Toto plejede at være da hun boede hos os.

Vi savner hende stadig, men hun var desværre kun til låns for en kort tid <3

Toto og Oskar delte til tider barnevogn på vores gåture da Oskar var lille. Faktisk har hun også haft lånt hans klapvogn ind imellem. Hun havde nemlig et dårligt knæ.

Glæden ved at dele

I morges hyggede vi i haven inden det blev børnehavetid.

Oskar fik nemlig sin fødselsdagsgave lidt før tid, et gyngestativ med klatretårn og rutschebane.

Det blev afprøvet allerede igår, men vi måtte lige en tur derud igen i dag.

Livet på gården er jo for alle, og vi deler de ting vi har.

Garfield blev ellervild over at se gyngestativet, og skulle straks afprøve det store ‘kradse/klatretræ’ som han helt sikkert synes var lige så meget hans som Oskars.

Og det var helt fint med Oskar, som synes det var en fest, at Garfield kom med op og svinge sig.

De kunne have hygget sig der hele dagen, vil jeg tro 😉

Jeg elsker at Oskar får lov at vokse op med dyr, og alle de sanseindtryk som de er med til at give ham.

Han griner og elsker når både kat og hunde kommer og deltager i hans leg.

Selvom vi ved, at det hører med, at vi skal lære ham at livet også betyder farvel til sine dyrevenner, og at det kan være trist, så er alle de gode stunder og store smil den opgave og sorg værd.

Vi har kun tiden så længe den er der

Tiden går så hurtigt, og før man får set sig om er ens knægt  3 år gammel, gider ikke længere at kramme og holde i hånd hele tiden.

Næh, nu kan og vil han alting selv.

Heldigvis er han stadig min lille ‘baby’ når vi ligger i ske i sengen om natten, og jeg kan putte mig helt ind til ham.

Lægge næsen helt ind til ham og dufte ham, når han stikker sine små, bløde tæer ind imellem mine lår, og lægger armen om halsen på mig i søvne.

Vi har kun tiden så længe den er der, og om lidt er den allerede væk og forsvundet.

På søndag er 3 år forsvundet som dug for solen, men har efterladt en masse minder, som vi for altid vil bære med os i hjertet.

Uanset om det er små fødder, eller små poter, kan de sætte store spor i vores liv.

Bare ved at være en del af den hverdag der kommer og går så ubemærket.

Det sker der når politimænd spiser pizza

ALT="politi-og-pizza"
Billede lånt fra Newsbreak

Min allerførste gang

Igår var det 8 år siden, at Søren og jeg mødte hinanden første gang.

Det stod ikke lige i kortene, den dag for 8 år siden, at vi en regnfuld tirsdag skulle kunne fejre så mange år sammen.

Faktisk var Søren bare alt det jeg ikke skulle have, men alligevel var det hans usandsynligt kiksede Björn Borg sko, der på en eller anden måde vandt slaget.

Den første gang jeg så ham, så jeg ham nemlig ikke.

Jeg så bare hans sko.

Når politimænd spiser pizza

Der for de der nu 8 år siden var jeg til ‘pizzaaften’ med min dejlige veninde Anita, der også er betjent.

Hun havde netop bestået en fysisk prøve på politiskolen, og det skulle fejres ved at lufte de høje hæle inde på Station City.

Og nå ja, jeg var lige blevet ufrivillig single for nøjagtig en måned siden.

(Har du ikke læst indlægget hvor jeg skriver lidt om det, finder du det her: Dengang jeg blev forladt.)

Jeg tror faktisk det var en torsdag…men hæng mig ikke op på det..anyway, vi havde dullet os op til en sjov aften, omgivet af pizzaspisende og øldrikkende, virkeligt festlige politimænd.

Det var en super skøn aften, vi fik grinet, flirtet og drukket et par sjusser.

Og jeg kan egentlig ikke huske ret mange af dem vi talte med, udover dem jeg kendte på forhånd.

Men jeg kan tydeligt huske, at der var den her ene totalt uinteressante (politi-)mand, der havde et par ret kiksede kondisko på…

‘Ej come on, HVEM går med Björn Borg sko?!”

Det grinede vi altså ret meget af, Anita og jeg. Og vi var ret enige om, at det var ‘sooooo last year’, at det faktisk mere var ‘so last Century’.

What goes around, comes around

Dagen efter skulle danseskoene kridtes, og tørsten stilles, så Anita ringede efter forstærkninger i form af Jesper + venner = politikollegaer.

Vi ruller ind på Heidis ud på aftenen, og mødes med gutterne.

Efter noget tid skal vi selvfølgelig liiige “tisse” (læs: finde ud af om det var hit eller shit med udvalget).

Da vi kommer tilbage opdager jeg til min store skræk, at ham jeg har siddet ved siden af og hyggeflirtet lidt med, gudhjælpemig har de der kiksede Björn Borg sko, som vi grinede af den anden dag.

Altså hvad sker der nu for det? Det kan man da ikke!

Selvklart påpeger jeg det straks over for Anita, og hun flækker af grin. Jeg gør det samme.

Jesper og Søren kigger uforstående på hinanden, og vantro på os to top tossede koste; “Manne og Manita”

“Det er dig med de grimme sko” siger jeg til Søren.

“Øøøh hvad….” siger han, og kigger ned på sine sko.

Jeg får fortalt ham hvad jeg synes om de sko, og at jeg overhovedet ikke kan huske ham fra et par dage forinden, men at jeg kan huske skoene.

I dag kan jeg ikke huske præcist hvad han svarede til det, men noget kækt ihvertfald, og han stak mig et smil.

En lang historie kort

På det her tidspunkt bor jeg på et værelse, i Anitas lejlighed i Vallensbæk.

Jeg har et par madrasser på gulvet, som jeg har fundet på mine forældres loft, mit tøj, mine sko og mit dullegrej.

Alt andet er stadig i lejligheden i Avedøre, som jeg havde sammen med min eks Daniel.

Den nat ender med, at Søren og jeg ligger på mine madrasser på gulvet, og taler om alt og intet, hele natten.

Vi sover et par timer inden han skal afsted hjemad.

Da vi siger farvel og han er ved at gå, undrer jeg mig over, at han ikke har spurgt efter mit nummer.

“Nå…Jamen jeg troede faktisk det var lukket land, siden vi ikke har lavet andet end bare at tale, uden antydningen af noget som helst…” siger han og smiler mens han fisker telefonen frem.

Da vi udveklser numre har jeg ingen andre planer med ham, end at han godt må invitere mig i biografen, eller være en god ‘redningsvest’ på de dage, hvor jeg savner, at der er en eller anden der tænker på mig.

Et selvtillidsboost af en slags.

I lang tid herefter ses vi, men uden at lave andet end at grine, snakke, drikke et par somersby, og han nusser mig i søvn.

Da vi langt om længe begynder, at være sådan nogen der også kysser, sørger jeg dagligt for, at minde ham om at vi aldrig bliver kærester.

For han er for gammel, har en morfar-sweather, og Björn Borg sko.

Hver gang siger han bare okay, og smiler.

Universet forstår ikke ikke

Da vi endelig satte label på, og kaldte os kærester, sagde jeg til ham, at han skulle bare vide, at vi kom ALDRIG til at bo sammen.

“Okay…” sagde Søren, og smilede.

Og jeg begyndte at være meget hos ham. Fik post hos Anita, men var næsten kun i Sørens lejlighed.

Da jeg købte en lejlighed, bad jeg Søren hjælpe med at sætte nyt køkken i.

Jeg sagde til ham, at han måtte godt sætte køkken i, men han skulle bare lige vide, at det ikke betød, at han skulle flytte ind i den her lejlighed.

“Okay…” sagde Søren, og smilede.

Og hvad skete der så…Søren flyttede ind.

Og vi fik en hund…og to hunde.

“Men du skal bare lige vide Søren…” sagde jeg, “…at vi skal ikke have nogen børn sammen.”

“Okay…” sagde Søren, og smilede.

Så købte vi en gård.

Og pludselig kom Oskar på uanmeldt besøg.

“Jeg har brug for en bajer!” sagde jeg, da graviditetstesten viste 2 streger.

Og så holdt jeg op med at sige hvad vi ikke skal 😉

For universet forstår nemlig slet ikke ordet ikke, det er jeg sikker på nu.

Pssst…de der kiksede Björn Borg sko nåede med hele vejen herned på gården. Hele 4 år overlevede de, inden jeg ved et (helt klart!!*host*) uheld, kom til at smide dem ud.

Så pas lige på hvis du spiser pizza med en politimand.

Man aner ikke hvor det ender.

ALT="politi"
Når man har et tosset barn, som insisterer på, at poser er vogne, at far er en traktor, og han selv er en halmballe 😉

Du er sgu møgforkælet…

…eller hvad?

Du kan pudse og polere stellet på en cykel til at stå smukt og blankt, men er egerne i hjulet knækkede, og slangen i dækket fuld af huller, så luften langsomt siver ud, kommer du ikke særlig langt på den, og værdien vil aldrig rigtig blive betydelig.

En halv cykel, er jo kun en halv cykel.

Det gik op for mig i dag, at jeg kun er en  halv cykel.

Jeg fik tilbudt en rejse, hvor jeg blot skal betale flybilletter og kost på turen.

Det kom fra helt uventet kant, og er sådan noget der ikke bare kommer igen. Rejsen er sådan en som jeg vil elske at tage med på, og som kan bibringe både viden, erfaring, sjov og afslapning.

Det lyder super fedt, men…

Selvom jeg bare burde sige “JA! Hvornår tager vi afsted.”, så kom jeg til at falde i en million bekymringer over hvorfor jeg måske burde blive hjemme.

Kender du det?

“Jamen, jeg kan jo ikke tage 4 dage væk fra mit barn.”

Eller:

“Jamen, det kan min mand nok ikke klare mens jeg er væk.”

Eller:

“Jamen jeg har jo så mange ting, jeg skal nå, og kan jeg overhovedet tillade mig at tage fri?”

Eller:

“Bør jeg bruge penge på den slags unødig selv-forkælelse?”

Hov, stop lige der!

Hvad fanden var det nu lige der skete der…burde ikke bruge penge på den slags selv-forkælelse…????

Ja, for pokker. Det tænkte jeg faktisk.

Skynd dig at ringe til den klogeste du kender

Heldigvis har jeg en meget klog mor, der hurtigt fik punkteret alle der der undskyldninger.

Og så fik hun mig til at tænke over, den der med ikke at bruge penge på selv-forkælelse.

Deraf cykel-analogien.

Jeg er hjulene, og ‘skal’ tingene er stellet.

Jeg bliver klippet hos frisøren 1 gang årligt, altså de år hvor det går vildt for sig.

Sidste gang jeg farvede mit hår var vel omkring 6 år siden, ‘det er jo for dyrt’ tænker jeg. Nå ja og unødigt, det der mørk udgroning er vistnok stadig lidt moderne.

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst besøgte en kosmetolog, eller massør.

Mit tøj består hovedsageligt af tøj der blev købt inden Oskar blev født (ja, for 3 år siden til februar), eller af aflagt tøj fra en veninde.

En del af tøjet er lidt hullet i ærmerne, men det duer jo fint til at bruge i stalden, så hvorfor skifte det ud…man dør jo ikke af at have lidt huller hist og her.

I 2017 var jeg på cafe med en veninde…hold nu fast…1 gang. På et HELT år!

Og ja, det er ‘by choice’. Jeg har selv valgt det.

Jeg har også valgt at hestene skal tandlæge og kiropraktor til + 1500kr pr hest pr besøg.

Jeg har også selv valgt at den ene heste skal have et sæt gummisko til 1600kr, og at deres dækkener koster knapt 2000kr. pr hest.

Jeg har også selv valgt at Oskar skal gå i privatinstitution, og have en hel kiste fuld af biler og andet legetøj.

Kort sagt, så bruger jeg flere resurser på at alle andre ikke mangler noget, og er dækket godt ind, end jeg gør på at pleje mig selv lidt.

Hvilken del af cyklen er du?

Tilbage til cyklen.

Det gik op for mig, at jeg ikke bruger ret meget tid på at lappe mine egne huller, så luften ganske stille siver ud, og jeg bliver semi-flad.

Du ved, ikke flad nok til at blive punkteret.

Bare lige præcis flad nok til, at det er lidt hårdt at træde pedalerne rundt.

Faktisk giver det rigtig dårlig mening, at jeg ikke går ned og får vedligeholdt kroppen når den knager og er træt.

For en halv cykel, bliver jo aldrig lige så meget værd, eller lige så hurtig som en hel cykel.

Hvis jeg nu tog mig tid til, at pleje dækkene bedre, så kunne jeg lettere cykle lidt hurtigere og mere affjedrene.

Og det ved jeg jo godt.

Jeg glemmer det lissom bare lidt, blandt alle de der andre ting jeg skal.

Men jeg har en lumsk mistanke om, at jeg ikke er den eneste kvinde der har det sådan.

Fra tid til anden ihvertfald.

Portugal here I come

Så nu skal jeg altså en tur til Portugal til marts eller april.

Ned og nyde nogle smukke heste, god portvin, fantastiske mennesker, varme og sol.. og ikke mindst lidt selv-forkælelse.

Uh jeg glæder mig allerede.

For det ikke skal være løgn, er det så perfekt, at det er et besøg hos en jeg håber, at kunne lave et samarbejde med ude i fremtiden.

Så hvis du tænker at autentisk living, Portugal og dig er et godt match, kan det jo være vi en dag tager afsted sammen.

Men indtil da, har jeg besluttet, at  jeg altså vil prøve at få lappet de der huller i cyklens dæk løbende, så den er endnu bedre at cykle på.

 

Er du i stand til at definere hvad der er en nødvendighed?

Prøv at definere ‘Nødvendigt’

Oven på julens og nytårets forbrugsfest, tænker du så på hvad der i virkeligheden er en ‘nødvendighed’?

Og hvordan definitionen af, hvad der er ‘nødvendigt’ ser ud?

Inden året sådan for alvor går i gang, og hverdagene luller os ind i vores egen osteklokke atter igen, vil jeg bruge 5 minutter på at reflektere over netop betydningen af ‘nødvendig’.

Ret ofte laver vi en øvelse her i huset, når vi skal finde ud af hvordan vores penge skal bruges.

Det går i al sin enkelthed ud på at finde ud af om et køb er et ‘Need to have’ eller et Nice to have’.

Hvis vi nu vender blikket tilbage på billedet, så tror jeg ikke du er i tvivl om hvor need og nice fordeler sig i disse situationer.

Vi bliver bedøvet af samfundet og kulturen

Jeg kender det fra mig selv.

Stille og roligt bliver jeg vugget ind i troen på, at det er nødvendigt med denne dims, og denne dingenot; villa, vovse og volvo.

Og pludselig føler jeg ikke at jeg kan undvære dimserne og dingenoterne, og alt det andet døde og materialistiske tingeltangel jeg har fået anskaffet mig.

Vores samfund og hele vores kultur er bygget op omkring det, at vi skal arbejde for at kunne betale for en smuk bolig, dyr økologisk mad,  køre i den smarteste bil, have apple ure vi kan ringe fra, og klæde vores børn i den nyeste modedille.

Vi skal sende vores børn afsted i institution, hvor andre passer dem, mens vi går på arbejde for, at tjene penge nok til at kunne betale for institutionspladsen.

Det er lidt godnat, når man stopper og tænker over det.

Til jul er det jo nødvendigt med andesteg, en million gaver, og til nytår er det jo nødvendigt med fyrværkeri, og glimmer i alverdens bordbomber.

Vi køber og køber. Blot for at smide halvdelen ud bagefter.

Hvilke ægte ‘need to have’ kunne de penge have været brugt på isetdet?

Er det need eller nice?

I dag læste jeg på facebook om en mor, der kæmper en kamp med følelsen af, at det er helt forkert at sende sit barn i vuggestue, blot for at hun kan starte på arbejde igen.

Så hun kan tjene penge nok til at hende, barnet og manden kan blive i deres store flotte dyre hus, som de har knoklet ræven* ud af bukserne for at kunne betale.

*(Ja, det er en med-vilje-stavefejl)

Manden arbejder i døgndrift for at de kan have det her flotte hus, den bedste stationcar, for at hun kan være lykkelig.

Men hun er alt andet end lykkelig.

Hun vil bare gerne gå hjemme og passe sit barn.

Men ak og ve, det lader sig ikke gøre økonomisk, for de er bundet af at kunne betale for alle de her dimser, dingenoter og ting.

Og jeg kan virkelig godt relatere til hendes opslag!

For hvad pokker gør man, når man står der, og opdager at alt det fancy, dyre, smarte, døde gøjl, egentlig ikke betyder noget?

Men man heller ikke har lyst til at skille sig af med det, og revolutionere hele sin tilværelse.

Vores daglige liv bliver hurtigt afhængigt af de de her døde, materilistiske ting, der er nogen der har opfundet, eller fundet på ideen om, at det vil gøre vores liv meget lettere, og spare os for tid og bekymringer.

Men helt ærligt, er det faktisk også sandheden?

Hvad er faktisk need to have, og hvad er nice to have?

Jo mere du har, jo mere har du at miste

Ja, ganske simpelt.

Jo flere af de her dingenoter og smarte, eller flotte ting, du har har, jo mere føles det også som du har at miste.

Hvor mange af os ville umiddelbart tænke;

“Yes mand, jeg har ikke råd til mit hus, og jeg flytter i campingvogn ude i en mose i Nakskov. Til gengæld kan jeg så slippe for at gå på fuldtidsarbejde.”

Vi bliver afhængige af vores livsstil, og alt det vi har været vant til der var ‘nødvendigt’.

Men sandheden er jo, at du faktisk ikke dør af, ikke at have et apple ur, en spritny stationcar, en antik Porsche i garagen, Kähler vaser i matchende farver, eller et kæmpe hus med plads til en hel indisk familie.

Det er alt sammen ‘Nice to have’-ting, men du kan godt overleve uden dem.

Om du så vil, det er en anden sag.

Det er et prioriteringsspørgsmål.

Vil du slippe for at være tvunget ud i et fuldtidsjob (som du måske ikke engang synes er fedt), og i stedet have tid til din familie, til de ting der gør dig varm helt inde i hjertet…eller vil du knokle løs for at kunne betale for alle de seneste nye ‘nødvendigheder’?

Valget er dit. Din valuta er tid…

Formlen er ganske enkel

En irriterende livsklog bekendt sagde til mig, da jeg beklagede min nød sidste år, over at tid & økonomi ikke hang sammen, og at jeg var ved at kaste op af konstant dårlig samvittighed overfor mit barn, at det var jeg i stand til selv at styre.

Lige der synes jeg, at han var lidt en idiot.

Men så sagde han gudhjælpemig noget der ramte mig i en grad, at det nærmest er blevet et lille mantra for mig.

“Jo færre materialistiske ting du binder dig selv i, jo mere fri er du.”

Jeg må indrømme, at det er så simpel en formel, at det næsten er for godt til at være sandt.

Men det er også så uendeligt rigtigt.

De ejendele du ikke har, er du ikke bange for at miste.

Desto færre døde ting, og påduttede behov, du tager til dig, jo mere er du fri til at mærke hvad der er vigtigt, og hvad der er ‘need’ eller ‘nice’.

Og pludselig bliver definitionen af, hvad der er ‘nødvendigt’ ændret.

Gør en forskel

Gør den for dig selv, eller for dem du bærer i dit hjerte.

Eller endnu bedre gør det for nogen du ikke skylder at gøre det.

Giv det videre. Fordi du kan.

Se på billedet, og overvej så engang hvad vil du give afkald på i januar for, at et barn i Afrika kan få mad og vand?

Er det værd at give afkald på et af dine ‘nice to haves’ for at et barn du slet ikke kender, og aldrig vil komme til at møde, kan spise og drikke i dag?

Jeg ved det ikke, det ved du kun selv.

Og tænk så lige en ekstra gang (her i 2018) over hvad der er ‘need to have’ og hvad der er ‘nice to have’, og se om din definition af hvad der er en ‘nødvendighed’ ændrer sig.

 

Et nyt år, nye eventyr og nye udfordringer

ALT="åretdergik"
Bemærk den flotte ‘stjerne’ på træet, i år var det Oskar der stod for pyntningen af juletræet. Så fint det blev.

Når der gøres status over det forgange år

Nytårsaften boomede facebook af opslag hvor der blev gjort status over 2017.

Det kunne jeg naturligvis ikke lade mig gå forbi heller…men mest fordi jeg synes mange skrev om hvor svært et år det havde været.

For mig har 2017 også haft sine udfordringer.

Dog er det faktisk slet ikke det der fylder, når jeg spoler tiden tilbage igennem årets gang.

Mange skrev, at de glædede sig til at vinke farvel til året der gik på hæld, og håbede på at 2018 ville blive et bedre år.

Men ikke jeg.

Jeg rystede lidt i bukserne, over at sige ‘tak for i år’ til 2017, og sige goddag til 2018.

Året har været over al forventning, og alt hvad jeg drømte om ved årets begyndelse, faldt nærmeste ned i skødet på mig i årets løb.

Derfor var det et lidt vemodigt farvel til 2017 for mig, og en tøven i troen på, at 2018 kan fylde de store sko.

Tak for dansen, og for alle eventyrerne

2017 blev året hvor jeg sagde farvel til min elskede arbejdsplads på friskolen, og farvel til de dejligste elever og kollegaer.

Det var året hvor jeg igen måtte hilse på en sygemelding med stress (heldigvis kun et kort gensyn med denne skrappe tante).

Men måske vigtigst af alt, var det året hvor jeg sagde goddag til mig selv, og mine drømme.

Der var nye ‘første gange’;

– starte en blog, skrive en e-bog, at blive mor til et børnehavebarn, at se min smukke Kongehest på eget initiativ heale en kvinde fordi han kunne mærke hendes skrøbelighed, de første galopchangementer på Kongen, og jeg kunne egentlig blive ved…

ALT="børnehavebarn"
Ikke engang 3 år endnu, men allerede børnehavebarn. Hvor bliver tiden dog af <3

Gør det du er bedst til

I januar for et år siden gik jeg og mugede hestenes bokse, mens jeg tænkte over hvad jeg egentlig er god til.

Mange timer gik med at være i en process der skulle afklare hvilke veje jeg skulle gå ud af i 2017.

Jeg besluttede mig for at gøre de ting jeg er bedst til, og hvis jeg selv skal sige det, så går det faktisk ganske ok.

Disse veje har blandt andet ledt til at Camilla og Polo ankom på gården for en måneds tid siden.

Giv slip eller giv dig hen

Camilla og Polo skulle have hjælp til at finde hinanden igen, og til at få lagt angsten på hylden.

“Min veninde siger, at man ikke kan komme over angsten igen” sagde Camilla til mig en af de første dage.

Polo og Camilla var gledet fra hinanden, og Camilla var blevet så bange, at hun faktisk kun turde gå ud på folden og nusse ham.

Men al anden håndtering afstedkom store fysiske reaktioner, som så også gjorde Polo usikker.

Selvom Polo ser stor og solid ud, er han utroligt sensitiv, han mærker og oplever hver en energi, lige fra den tanke der sendes ud.

En rigtig kedelig angstspiral var godt i gang.

Da de ankom hos mig, var det noget der ligner sidste chance for de to sammen.

I løbet af den måned de har været her, har vi arbejdet sammen flere gange om ugen.
Camilla har haft en enkelt coaching med Danubio, og derudover har vi arbejdet med ændring af perspektiv, mentaltræning og kropsbevidsthed.

Vejen er ikke til ende endnu, men begge har de taget syvmile skridt.

Fra kun at kunne græde i angst, sorg og frustration når hun så på sin hest, til at gå en afslappet tur med ham selv.

Fra at de afviste hinanden som to modpoler, til at glæden ved hinandens selskab spirer igen, og at de nyder at være sammen.

ALT="angst"
Camilla & Polo på den første gåtur sammen i mange år.

Et nyt år, nye eventyr og nye udfordringer

Jeg ved ikke hvad 2018 har i vente for mig og min familie.

Men jeg ved at det er et nyt år, og med det følger både nye eventyr og nye udfordringer.

Det er både med spænding, glæde og lidt nervøsitet, at jeg går det nye år i møde, for er det muligt, at det kan leve op til 2017?

Vil jeg blive skuffet? Hvilke farvel vil der være i 2018? Hvad skal jeg mon sige goddag til?

Umuligt at forudsige.

Men jeg ved jo, at det der vokser mest, er det jeg vander, og det der gror stærkt, er det jeg sørger for at pleje.

De andre ting, kan kun tiden stille løfte sløret for, dag for dag. Valg for valg.

Jeg håber dog, at du går med mig hånd i hånd ind i 2018.

For jeg ved, at et hvert eventyr er bedre med en ven ved sin side, og enhver udfordring er lettere at bestige med et trygt team i ryggen.

Så glædeligt nytår, og velkommen til 2018, jeg håber vi ses jævnligt i dette nye år =)

Juleferie og tid til nærvær

Julen er kærlighedens højtid

Ganske roligt nærmer julen, og juleferien sig for langt de fleste af os.

Og for de fleste er det også den tid, hvor vi luner os med varm kakao og æbleskiver, sammen med dem vi holder allermest af.

Lige præcis sådan er det hjemme hos os på Vadet.

Denne tid på året er vel nok der, hvor vi tænker mest på at være kærlige og nærværende, eller på hvor meget vi ønsker os netop kærlighed og nærvær, hvis vi ikke føler vi har det.

Jeg håber at du går julen i møde med glæde, og gode forventninger om juleand, risalamande og juletræs-pyntning.

2. søndag i advent, vi fældede vores juletræ lige på den anden side af hestenes fold.

Familiehygge og røde kinder

Vi havde besøg af farmor og farfar fra Sønderjylland 2. søndag i advent.

Der skulle byttes gaver og hygges med juleknas.

Samtidig er vi så heldige, at vores nabo avler juletræer, så hele familien; hunde, barn, bedsteforældre og hest tog på juletræsjagt.

Det perfekte træ blev fundet, kastet over hegnet og ind på hestefolden, så det ikke skulle bæres så langt.

Store Nissen og Lille Nissen (Ja, Søren og Oskar hedder faktisk Nissen til efternavn) er i gang med at få det fine træ båret hjem, som du kan se på billedet.

Dog blev Lille Nissen lidt træt af hele gåturen over til naboen, en lille kilometer ad markvejen, altså det vi herude på landet kalder indkørslen. Så han kom op på Danubio til mig, og red det meste af turen med tilbage.

“Mor, den er altså lidt stor den her hest” sagde han, og vi blev enige om, at vi må prøve at overtale far til, at finde en lille hest til Oskar.

Shhhh…sig det ikke til nogen, men jeg har muligvis allerede fundet den 😉

Efter juletræshentning, ridetur og lidt frisk luft, var kinderne røde og fingerne kolde.

Heldigvis dansede ilden godt i brændeovnen, og de brændte mandler smagte endnu bedre, i hyggen på stuegulvet blandt biler og gavepapir.

Oskar højt til hest sammen med mig.

Juleferien banker på

Med dette indlæg i dag, går bloggen og jeg på juleferie, dog vil adventskalendergaverne stadig køre på facebook.

Jeg har besluttet at holde en forlænget juleferie i år, fordi Oskar var så syg da han var indlagt, og har haft en lang periode med at komme på højkant igen.

Ligeledes startede han i børnehave den 1. december, og det har været lidt udfordrende med nye soverutiner. Så i 3 uger har han været hentet hjem efter frokost for at få sin middagslur.

Denne prioritering har betydet at en del af mine ‘to do’ ting ligger og roder i en bunke over i hjørnet.

Dem vil jeg forsøge at få ryddet op i inden jul.

Blandt andet skulle min e-bog have været ude i november, men bliver udskudt til 2018.

Life with kids…hvad kan jeg sige.

Herligt og hårdt.

Nogle gange skal man huske, at trykke på pauseknappen, trække vejret og få sine ænder på række, inden man sø-sætter nye.

Så det vil jeg hermed gøre, og lade julefreden sænke sig over vores gård og alle der bor her.

Fra mig til dig

Inden jeg slutter dagens indlæg, og går i stalden for at kysse på bløde, varme hestemuler, vil jeg ønske dig en helt fantastisk juleferie.

Sæt pris på de små ting, kig dig tilbage til januar 2017, og læg mærke til hvordan året gik sin gang, og bød dig på nye eventyr.

Eventyr med udfordringer, gode gaver, gaver forklædt som forhindringer, og spændende nye veje der foldede sig ud for dig en dag ad gangen.

For mange har 2017 været et år der stod i forandringens tegn.

Og også et år hvor universet har besvaret manges allerdybeste ønsker, hvis bare de er kommet fra et oprigtigt sted, nemlig hjertet.

2017 var året hvor hjertevarme.nu sprang ud, og jeg er dig så inderligt taknemmelig for, at du er en del af det.

Jeg ønsker for dig, at dine inderste juleønsker må blive opfyldt, og at du får en nærværende og fortryllende juleferie med dem du elsker mest.

Rigtig glædelige jul,

Janne

Når dine skelletter bliver en andens redningsvest

 

ALT="skelletter-og-redningsveste"
Jeg har fået lov (af en utroligt modig ung pige), at dele det her billede med dig. Hun er inspirationen til dette indlæg, og selvom jeg ikke giver dig hendes navn, så send hende en varm tanke når du læser med i dag.

Når smerten bliver din ven

I sidste uge skrev en tidligere elev til mig og fortalte, at hun gør skade på sig selv.

På fagsprog, det man kalder cutting.

Det er jeg enormt taknemmelig over at hun gjorde, altså skrev til mig.

Jeg er taknemmelig for, at hun viste mig den tillid, og jeg er simpelthen så stolt af hende, af hendes mod til at række ud efter hjælp.

Hvis du nogensinde selv har prøvet at være den der skulle spørge om hjælp, så ved du præcis, hvor svært det kan være.

De tæsk du får i dag, kan være din adgangsbillet i morgen

De sidste par år, har jeg brugt et digt jeg selv har skrevet, som undervisningsmateriale i danskundervisningen.

Ikke fordi jeg ikke sagtens kunne finde et eller andet velskrevet og smukt digt fra en eller fancy forfatter.

Men fordi jeg gerne vil røre ved noget i de unge mennesker.

Og fordi vi som lærere hver dag beder dem være modige, originale, og vise os tillid.

For sjældent går det dog den anden vej, synes jeg. Alt for sjældent tør vi som lærere at åbne os, og lade vores elever vide, at vi faktisk er mennesker.

På godt og ondt.

Så en dag, mens mine elever lavede gruppearbejde, skrev jeg det her digt i løbet af timen.

Digtet fik mig en tur ned på kontoret til en ‘hør-her-samtale’ med chefen, fordi nogle forældre synes det var over grænsen.

Og ja, der var et par piger med våde øjne i den ene klasse, efter forfatteren afslørede, at det var et realistisk tilbageblik på livet.

Men det var også nogle våde øjne, der synes det var virkelig rart, at høre, at selvom livet til tider fejer benene væk under en, så kommer man hel ud på den anden side.

Hvis man vil.

Og det her digt, var en tungtvejende årsag til, at den her stærke, smukke pige, turde gøre sig sårbar, og fortælle mig, at hun cutter.

For hun vidste, at jeg selv havde sejlet i den båd, hvor livet havde været knudret og givet nogle tæsk.

De tæsk jeg fik “igår”, dem gemte jeg ikke bare væk.

Jeg gav dem ord, gav dem en mening, et formål.

Og det blev min adgangsbillet til denne piges tillid.

Hvad er dine lussinger værd?

For mig er både ‘hør-her-samtalen’ med chefen, de forargede forældre og våde øjne digtet værd.

Jeg ville gøre det om til hver en tid.

Tage de lussinger der følger med, ved at stikke næsen frem, og vise at jeg er menneskelig.

Jeg griner, jeg græder, jeg glædes og jeg smertes.

Det er menneskelighed.

Digtet har været adgangsbillet til en enorm tillid fra mange elever.

Unge mennesker med historier du tror er løgn;

Pigen der blev fjernet fra sin mor, fordi rotterne havde rede i hendes seng, drengen der havde været udsat for gentagne overgreb af en “onkel”, drengen hvis mor havde for travlt med sit eget liv, til at sørge for varmt vand og strøm i huset, drengen som først i 9. klasse fortalte om overgreb i børnehaven, pigen der som lille havde set et familiemedlem dø, mens forældrene ikke var hjemme.

Disse er blot et udsnit.

Tænk lige over det…et udsnit!

Så ja, jeg tager alle de lussinger der kommer min vej, fordi jeg (modigt/grænseoverskridende/naivt/bevidst/hovedløst/kærligt/?) står op, og deler noget af mig selv.

Når dine skelletter bliver en andens redningsvest

Det er de færreste der kommer igennem livet uden ar på kroppen, og uden et par skelletter i skabet.

Når et sår er helet efterlader det et ar, et mærke, et minde på din krop.

Og nogle af dine skelletter nægter måske at flytte ud af skabet, uagtet hvor meget du prøver at gøre rent derinde.

Så giv dem et formål. Giv dem en mening.

De ting i vores liv der har et formål, en mening, er ikke en konstant forhindring man falder i, når man ser den anden vej.

Slut fred med dine skelletter, og se på den historie dine ar fortæller, istedet for at hvæse ad dem, og begræde deres tilstedeværelse i dit liv.

Hvis du tør åbne dig for andre, så giver du rum til, at dine skelletter kan blive en andens redningsvest.

Menneskelighed

Hvordan du tolker digtet er op til dig.

Måske læser du det som min egen personlige historie, måske læser du det som min historie om en jeg har haft nær.

Med vilje vil jeg lade det stå åbent til din personlige fortolkning.

Sådan er det jo ofte med tekster, de kan betyde netop det som den der læser det, ser i det.

Men det er autentisk, ægte.

Skrevet af et menneske, om et menneske – der lige som dig; oplever, overlever, lever.

 

Menneskelighed

Du kender mig ikke
Men du ved hvem jeg er
Jeg har ingen pris
Men jeg kender mit værd

Masken min skjuler det vældig godt
Livet gør ondt det’ ganske normalt
Jeg kender til psykiske, fysiske overgreb, selvmord og fornemmelsen af,
at min den sjæl bliver kvalt

I barndommens uskyld jeg fik debut
Lille pige forsvind i fantasi
Autoritet, venskab, syndeskyld
Lille prinsesse dét var din overlevelses-strategi

Du tror det muligvis næppe
For med pergamentets styrke jeg bærer mit kors, mit smil
Hver eneste skridt i mit lykkelige liv
Har føltes som den tungeste mil

ALT="menneskelighed"

Den bedste anbefaling kommer ikke fra din arbejdsgiver

ALT="janne"
Tanker om anbefaling på en våd onsdag. Hvem ‘sælger’ dig bedst?

Du får den bedste anbefaling fra “hestens mund”

I sommers skrev jeg, om at tage en pause fra det at være lærer, og hvorfor jeg havde valgt sådan.

Det er er valg jeg trives rigtig godt med. Hver dag.

Men i denne uge har jeg faktisk taget mig selv i, at søge en støttelærer stilling på en skole i nærheden.

Ikke fordi jeg har for lidt at tage mig til, ikke fordi jeg mistrives med at have tid til mit barn.

Men simpelthen fordi det lød som en rigtig spændende stilling.

Og til enhver ansøgning hører sig en god anbefaling til.

Derfor kan du i dag læse den anbefaling jeg har sendt med min ansøgning.

Og du kan læse hvorfor jeg mener, at den bedste anbefaling ikke kommer fra din arbejdsgiver.

Hvad er så den gode anbefaling, og hvorfor er den ikke fra din arbejdsgiver?

Den bedste anbefaling får du ikke, fra den person der har ansat dig.

Ikke fordi de ikke har noget pænt, eller godt, at sige, men fordi de ser dig i et andet perspektiv.

Som arbejdgiver kigger man ofte på hvor mange sygedage, løste opgaver og fleksibilitet en medarbejder har.

Og det er selvfølgelig en god ting, og ikke at foragte på nogen måde.

Men det du laver påvirker ikke direkte din arbejdsgiver.

Det påvirker dem du står ansigt til ansigt med ‘på gulvet’ hver dag.

Som lærer, er det eleverne du har direkte indflydelse på.

Det er dem, du hælder din tid, viden og kunnen ud over.

Dem du påvirker hver dag når du er i gang, er dem der er de bedste til at bedømme, hvor god du faktisk er til det du laver.

I sidste ende er det ikke vigtigt for dem, om du har flere sygedage end gennemsnittet, hvis de kan mærke dig når du er der.

Derfor kommer den bedste anbefaling du kan få, fra dem du arbejder med.

Dem der er direkte påvirket af dig, af den du er, og det du gør.

Derfor sender jeg altid en elev-anbefaling med når jeg søger en stilling.

De er de bedste til, at bedømme hvor god jeg er til mit arbejde.

Ikke min leder.

Børnene. Dem det hele i virkeligheden handler om.

Jeg spurgte et par tidligere elever fra Hellested om en anbefaling

 

En af de elever jeg spurgte om en anbefaling, startede den allerførste time jeg havde hende, med at sige til mig:

“Hej, jeg hedder Michelle, og jeg vil bare sige, at du kan ikke lære mig noget! For jeg har ikke sagt noget som helst hele sidste år. Og jeg kan heller lide engelsk. Bare så du ved det!”

Og ja, jeg tænkte GISP, så er vi ligesom i gang, og velkommen til som ny lærer i 9. klasse.

Men jeg gik hjem, og tænkte, at det måtte jeg da gøre noget ved.

Og det gjorde jeg så.

Du kan læse hvad Michelle har skrevet til mig længere nede på siden.

Og så er der Tobias.

Allerede i en af de første timer jeg havde ham, sagde jeg til ham, at jeg regnede med, at han ville være en af dem der skulle sluttet året med 12 taller.

Han kiggede vantro på mig, som var jeg faldet ned fra månen.

“Ej det tror jeg sgu ikke” sagde han, “For jeg har aldrig kunne få over et 7 tal, ligemeget hvad jeg gør.”

Jeg behøver næppe fortælle, at Tobias det år, forlod sit velkendte 7 tal, vel?

Du kan også læse Carolines anbefaling.

Caroline havde jeg fornøjelsen af i hele to år.

Egentlig behøver jeg ikke sige så meget andet, end at hun godt måtte have været mit barn.

Sådan en skøn ung pige, som jeg også var så heldig at lokke til at være barnepige for Oskar nogle gange.

Oskar elskede hende, og det forstår jeg jo godt.

ALT="anbefaling"
3 af mine tossede elever, havde taget hemmelige selfies på min telefon mens jeg var i kopimaskinen. Jeg kunne ikke lade være med at grine af deres påfund, da jeg et par dage senere faldt over billedeserien i telefonen.

Michelle sendte det her til mig

Janne er den slags lærer alle burde have, hun er fuldt ud i stand til at sætte sig ind i hvordan hendes elever har det.

Derfor er hun i stand til at hjælpe dem som ingen af de andre lærer jeg har mødt, har kunne.

På grund af hendes skæve undervisning, gør det også at vi er interesseret på en helt ny måde.

Hvis der er nogen der har passion for sit arbejde så er det Janne, hun er helt igennem den bedste lærer jeg har haft. Uanset hvilke problemer hun selv har stået i, har jeg ikke set Janne lave andet end at smide alt hvad hun har i hænderne for at hjælpe os.

Hun er de lærer der gør at man har lyst til at komme i skole. Jannes undervisning er anderledes i forhold til de andre lærer, og derfor er det altid spændende at komme til hendes timer.

Jeg havde kun Janne som underviser i ét år. Men allerede på det ene år med Janne, havde jeg lært mere end jeg havde fra 4 – 8 klasse med en anden dansk/engelsk lærer.

Hun forstår virkelig at støtter sine elever hvor hun kan og de har brug for det. Det er lige præcis den slags lærer Janne er, den spændende, hjælpende og anderledes lærer der er brug for på en skole, med hendes skæve ideer og nye alternativer er hun den bedste lærer man kunne forestille sig.

Hun er den slags lærer, der bliver ens ynglings!

De bedste hilsner Michelle.

Tobias skrev sådan her:

Janne var min dansk- og engelsklærer i 9. Klasse, på Hellested friskole.

I den tid, rykkede hun mig ikke kun fagligt, men også personligt. Jeg afsluttede min eksaminer med næsten rene 12-taller, da hun havde givet mig lysten, og modet til at lære.

Jeg kan helt klart anbefale Janne som lærer, da hun formår at rykke børn og unge, på en måde som ingen andet lærer kan. Hvis man vil have at ens børn skal have lysten til at gå i skole, så giver Janne det helt klart.

Jeg spurgte nogle af mine tidligere klassekammerater, om de ville være med på anbefalingen, og det ville de med glæde.

Så Janne bliver også anbefalet af:

Andreas, HHX – Køge, Christian, HTX – Køge, Jonathan, HTX – Køge, Niclas, HTX – Køge

Venlig hilsen, Tobias, STX – Køge

Carolines anbefaling så sådan ud

Janne er en fantastisk lærer, og ikke mindst menneske.

Hun er utrolig sød at snakke med om alt, og man kan altid komme til hende hvis der er noget, ligemeget hvilken situation man står i. Både hvis man har brug for noget hjælp fagligt eller med noget personligt. Hun er der altid.

Janne er virkelig god til at inddrage hver en elev til undervisningen. Hendes timer er rigtig sjove, seriøse og lærerige. Hun er god til at lærer fra sig, og sørge for at man ikke keder sig i hendes timer.

Janne er en lærer som enhver elev vil huske, blot på grund af hendes dejlige personlighed.

Oprigtighed kan du ikke købe dig til

De fleste arbejdsgivere kan skrive en udtalelse, eller anbefaling, i positive vendinger.

Men det er sjældent, at din arbejdgiver skriver så det mærkes, og ud fra et 100% oprigtigt perspektiv.

For når du beder om en anbefaling, betyder det, at jeres videre forløb sammen er ved at komme til en slutning.

Måske fordi det er nødvendigt sådan, eller måske fordi det er bedst sådan.

Men det er sjældent, at den slutning giver et udgangspunkt for en helt ærlig og oprigtig anbefaling.

Derfor får du den bedste anbefaling, fra dem der ikke har aktier i din arbejdskraft, og dem der har mærket dig helt tæt på.

Dem der er, eller har været, din kerneopgave.

Om det så er børn, forældre, borgere, klienter, kunder osv.

Oprigtighed, autenticitet – det er det der sælger dig bedst.

Regnvejrs knus,

Janne <3

 

Vi blev ramt af toget

ALT="børneafdeling"
På Børneafdelingen. Endelig sovetid, efter mange test og undersøgelser. Oskar var svimmel og holdt fast i sengen, for han var bange for at falde. En time efter billedet blev taget vågnede han med voldsomt mareridt, resten af natten sov han i min seng.

Akut afsted til Roskildes børneafdeling

Ja, vi blev simpelthen ramt af sygdoms-toget, der havde nogenlunde samme hastighed som den nye lynbane i Køge.

Efter flere dage med høj feber, og vagtlægebesøg måtte vi akut afsted til børneafdelingen i Roskilde.

Til trods for fuld skrue på panodil i flere dage, og diverse forsøg på at sænke feber, blev Oskars feber ved med at stige. Heldigvis tog den sidste vagtlæge det seriøst, da Oskar var begyndt at blive ukontaktbar og feberen blev ved at ligge på 40,8.

På børneafdelingen tog både læger og sygeplejersker blodprøver og andre forskellige tests i løbet af de første timer efter vores ankomst.

Urinprøven var ikke mulig at få, da Oskar simpelthen ikke havde væske nok i kroppen til at tisse.

“Men mor, den virker ikke. Tissemanden i stykker” sagde den lille omtågede fyr efter et par gode forsøg på at tisse i koppen.

Da vi endelig fik lov at gå til ro for natten, var han så “rundtosset”, at han holdt fast i sengen, fordi han var bange for at falde.

Heldigvis havde vi taget Morten Skildpadde med, som kunne lyse med sine stjerner for os hele natten.

Morten Skildpadde hjælper Oskar om aftenen når han skal sove, og stjernerne passer på ham, så han ikke behøver at være nervøs for mørket.

Et kæmpe mareridt

Omkring en time efter vi begge er faldet i søvn, vågner Oskar med et højt skrig, og fortsætter med at skrige meget inderligt.

Lige gyldigt hvad jeg siger til ham, synger for ham, vugger ham og holder ham helt tæt mens jeg stryger ham over håret, skriger han bare og græder som pisket.

En ung sygeplejerske kommer ind på værelset, helt forfærdet og spørger hvad der sker. Om hun skal gøre noget.

Hun havde hørt hans skrig helt nede i den anden ende af afdelingen.

Da han kommer lidt til sig selv, fortæller han at nogen har stukket ham, og han er faldet ned, og at de lyser på ham.

Det er simpelthen mareridt om de undersøgelser og tests han har fået foretaget i løbet af de sidste par døgn der har sat sig i ham.

Til trods for at han har taget det hele i stiv arm, og kun klynket lidt over blodprøven.

Derhjemme samsover vi, og derfor giver det også kun mening, at han resten af natten sover helt tæt med mig, i den udtræksseng jeg har fået.

Han sover resten af natten igennem.

Jeg, der imod, sover nærmest ikke.

Hver en bevægelse, hver en lille lyd, så vågner jeg og mærker på ham.

Er han nu også okay?

ALT="indlagt"
Da han vågnede dagen efter ud på eftermiddagen, puttede vi mens der blev spist et par bidder æble. Og hold op hvor var jeg træt oven på flere nætter uden rigtig søvn.

Hvile er overvurderet, lad os handle!

Dagen efter får vi lidt morgenmad, og far kommer igen.

Han er selv blevet syg og kaster op.

Efter en times tid vågen, er Oskar træt igen og han bliver puttet i mors seng, med Morten Skildpadde selvfølgelig.

Far tager en lur i Oskars seng.

Og jeg klarer opkald og sms’er til familie og venner der alle afvente nyt.

Tænker jeg vil prøve at få lidt søvn også, men det kan jeg ikke.

Jeg er sådan indrettet, at når jeg havner i en eller anden kritisk situation, så finder min krop energi frem, som egentlig ikke er der.

Den handler.

Den pumper derud af, som et ustoppeligt godstog.

Søvn og hvile er undervurdet, lad os handle!

Og det er virkelig smart, og på mange måde rart, at vide at i kriser kan min krop finde magiske superkræfter frem, og min hjerne fokusere, planlægge og strukturere.

Men jeg ved godt, at regningen kommer bagefter.

Endelig hjemme igen

Sidst på dagen får vi lov at få en åben indlæggelse.

Oskar har tigget hele eftermiddagen om at komme hjem, når han har fået klaret de sidste prøver og test.

Selvom vi bør blive en nat mere, giver vi simpelthen efter for hans bøn om at komme hjem.

Vi forstår jo godt, at han gerne vil hjem.

Hjem til det kendte, hvor ingen kommer og prikker, og stikker, i ham.

Hjem hvor han kender det hele, og hvor han kan slappe helt af.

Da vi kommer hjem bliver alting sat på standby, og vi hygger sammen, alle sammen, i stuen.

Oskar får leget med sine biler i en lille halv time, inden han igen er træt, og har brug for at gå i seng for i dag.

Men bare det, at han på vej hjem bestilte både burger, nuggets og pomfritter, og havde energi til at lege lidt, var en fornøjelse.

Pyt med, at det kun var et par pomfritter og en bid burger der røg ned, det var kæmpe stort, at han overhovedet havde lyst til mad.

Jeg var glad, træt…og lidt nervøs for om vi var igennem det nu.

(Spoiler alert: det var vi ikke helt – og der er stadig lang vej endnu til han er på toppen igen)

 

Alt="biler-og-leg"
Hjemme igen, men stadig i tøj fra Børneafdelingen. Der var lige energi til en lille halv times leg med biler, mens Chico holder skarpt øje med patienten.

Så kom regningen – Kontant betaling ved kasse 1, tak

Ja, helt som forventet, så kom regningen for en krop der havde genereret energi den egentlig ikke havde.

Efter vi kom hjem ramte forkølelsen, væske i ørerne, og små feber.

Jeg har været så træt lige siden vi kom hjem igen, at det føles som om, at jeg kunne sove et par uger…i træk!

Hele kroppen har gjort ondt, og selvom jeg gerne har ville lave en masse, har energien kunne ligge på fladen af en 25-øre.

Faktisk overvejede jeg næsten den ene dag at gå hjemmefra, bare for ikke at skulle lave mad, vaske tøj, lufte hunde, muge hestebokse, køre 30 tons knust beton væk og… og… og…

Okay, jeg kunne altså ikke finde på at gå hjemmefra.

Men du sikkert godt følelsen af, at det kunne være rart  bare lige at få en pause ikke?

Bare lige pakke det vigtigste, og så tage et sted hen hvor ingen forstyrrer din søvn, andre gør rent efter dig og der bliver serveret mad på sengen.

Come on – du kender det godt, gør du ikke?

Indtil videre har jeg klaret den igennem på intravenøs kaffe og en panodil/Ipren cocktail, gerne med et skud næsespray henunder aften.

Intet er så skidt, at det ikke kan gøres til noget godt

Som du kan se på billedet neden under har jeg skubbet vasketøjet foran mig så længe, at vel omkring 80 % af alt vores tøj var vasketøj.

Der var så meget at vaskekurven slet slet slet ikke kunne rumme det.

Så Oskar og jeg blev enige om, at vi kunne kaste det ud fra 1. sal og ned på det store trappetrin.

Nå ja, og når der er SÅ meget, at man kan svømme i det, så må man jo også lige afprøve den slags 😉

Nu er det alt sammen vasket, endnu ikke lagt sammen og på plads.

Men vasket. Og det er da næsten i mål – agtigt.

Nu hepper vi bare på imunforsvaret får bekæmpe de sidste baktusser, så vi kan komme tilbage til normalen.

Lige nu tager vi den fra dag til dag med vuggestue, hvad han kan klare. Og jeg er på kaffe- og næsesprays nedtrapning…

ALT="da-toget-ramte-os"
Efter mere end en uge hvor vi alle har været syge på skift, var der så meget vasketøj, at det end ikke kunne være i kurven. Så vi kastede det bare ud over trappen, og herefter måtte disciplinen ‘vasketøjssvømning’ afprøves.