One of those days…

Vandpyttepjask med vennerne er bare det fedeste.

Godmorgen onsdag, du kom hurtigt

Ja, i dag er bare sådan en af de dage, hvor tiden forsvinder ud af hænderne på mig som dug for solen.

Morgenen startede med at Oskar sagde han ikke ville i vuggestue, han ville gerne bare være hjemme og hygge sig.

Men om onsdagen er der musik i hans vuggestue, og jeg ved at han elsker musik, for han synger nærmest hele dagen lang.

Lige i øjeblikket kører ‘Hjulene på bussen’ nærmest på repeat ud af hans lille mund.

Så vi lavede en aftale om, at han tog afsted i dag, tog til musik og så kommer jeg og henter ham så snart han har sovet middagslur.

Når jeg henter ham skal vi ud at handle.

Vores køleskab er gabende tomt, faktisk har vi ikke engang smør til en skive rugbrød.

Det ville han rigtig gerne, især hvis han kunne lokke en chokolade donut ud af mig. Og selvfølgelig kan han da det.

Et vigtigt opkald

Da jeg gik og mugede ud i hestenes bokse, ringede min veninde.

Hun var på arbejde, ville bare lige sige, at vi kunne tales ved i morgen, for hun havde egentlig ikke tid lige nu.

Jeg kunne høre på hendes stemme, at noget var galt.

Du kender måske godt selv det med, at når nogen du kender, ikke har det rigtig godt, kan du høre det i deres stemme.

Selvfølgelig kunne jeg (store klovn) ikke lade være med at spørge om hun var ok.

Og nej, det var hun desværre ikke.

Hun er ligesom jeg mor til en lille gut på knapt 3 år, har en mand der pendler og et arbejde der kræver meget af hende, og med vilkår der ikke er blevet bedre de seneste år.

Presset var bare for meget

Hun er ked af det hver dag. Ondt i maven om morgen inden hun skal afsted på arbejde, og græder hver dag.

Hun er simpelthen bare så træt.

I min e-bog som kommer inden jul, har jeg faktisk skrevet om dengang, jeg var lige præcis dér.

Der hvor man bare er SÅ træt, og ked af det, og ikke kan få enderne til at nå sammen.

Lige meget hvor meget man knokler og gør vold på sig selv.

Så jeg kan mærke helt ind i mine knogler, hvordan hun har det lige nu.

Og jeg ved, at når man er der, så skal der ændringer af måden ens hverdag fungerer på, på bordet.

Jeg glæder mig til i morgen, hvor vi har tid til at få talt sammen.

Hvor hun kan fortælle mig om de ting hun går og roder med, og jeg bare kan lade hende tale og lytte til det hun har på hjerte.

Nogle gange er det vigtigste man kan gøre bare at lytte.

Men inden det bliver i morgen skal jeg lige nå en masse ting herhjemme, så jeg bare er helt klar til at lytte ubetinget.

Vi har gang i mange ting herhjemme i øjeblikket

I løbet af den seneste uge har Søren har lagt gulv i det rum der bliver vores bryggers, vi har fået 30 tons grus der skal muddersikre på hestefoldene, og vi er i gang med at bygge garage til min hestetrailer.

Bryggerset har været undevejs i et par år, og da vi flyttede ind var det sådan set bare et værksted der stødte op til huset.

Nu er der både, dør, vægge, vinduer og gulv derinde.

Indretningen er ikke særlig fancy, og vi når ihvertfald hen i 2018 førend der sker ret meget mere derude.

Lige nu ser det sådan her ud:

Og så er der garagen og de 30 tons grus jeg skal køre ud på folden.

Det fylder næsten hele vores indkørsel, og jeg glæder mig meget til garagen er færdig og gruset væk, så vi får lidt plads igen.

Ja jeg synes vi har mange gode ting i gang, og for at være ærlig er der også en vis charme i selve processen.

Selvom jeg nok mest elsker færdige resultater hvad angår byggeri og den slags.

Og nu vil jeg gå ud at køre grus ud på foldene.

God onsdag til dig =)

Så stop dog! Du er jo ikke en flagermus.

 

ALT="flagermus"Hvad har en flagermus med dig at gøre, tænker du måske

Jeg skal fortæller dig hvad pokker jeg mener.

Men du er nødt til at læse med på ugens indlæg, hvis du vil have din nysgerrighed stillet.

Det her indlæg har været på tegnebrættet i lang tid, faktisk siden jeg startede bloggen.

Inspirationen bag det her indlæg kommer fra min tid som lærer, og fra den måde vi ind imellem arbejdede på.

Men det har ligget og ventet lidt på at blive skrevet.

En arbejds-flagermus.

Er du selv sådan en, eller kender du en der er?

Jeg forstår godt hvis du er dødtræt af at være en flagermus.

Det er nemlig et hårdt, og ofte utaknemmeligt job.

Flagermusen griber alt hvad der kastes op

En flagermus er på mange måde et fascinerende dyr.

Lille, næsten lydløs og mystik om-spundet som kun få.

Jeg er vokset op på en gård, og som barn fornøjede jeg mig ofte med at fodre disse tusmørke-skabninger med små stykker brød.

Hvis du aldrig har prøvet at fodre flagermus, kan jeg fortælle dig, at de er sindsygt effektive til at dykke ned, og fange det der bliver kastet op.

Hver gang et stykke brød kastes op, suser det lille skrøbelige dyr igennem luften med navigations-evner som selv den sejeste jægersoldat vil misunde.

Jeg tror ikke, jeg kan huske en eneste gang, at de her superjægere ikke har fanget det jeg kastede op til dem.

Nogle gange så det nærmest ud som om, de lod sig selv sende ud i frit fald, for at gribe hvad der blev sendt i deres retning.

En del unge knægte har prøvet at kaste sten op til de små flagermus.

De synes det er sjovt, at se hvordan flagermusen styrter til jorden, når den griber stenen.

Falder uden kontrol.

Men kæmper af alle kræfter, for at holde sig i luften.

Indtil den med et bump rammer jorden.

Desorienteret, forslået, og har svært ved at komme i luften igen.

Jeg tror ikke det er for at mishandle de stakkels flagermus, at unge drenge kaster sten op.

Men fordi de ikke ved bedre, de tænker ikke over konsekvensen.

De kaster bare.

Flagermusene griber ikke efter alt, hvad der ryger ind på deres radar, fordi de synes det er fornøjene.

De gør det fordi det ligger i deres natur, de kan simpelthen ikke lade være.

Og det er netop de karaktertræk du besidder hvis du er en flagermus.

Er du typen der griber en hver arbejdsopgave der kastes op i luften? Stor som lille.

Måske tænker du ikke engang over det, fordi du er vant til at det er dig der plejer at gribe de her opgaver.

Opgaver som andre måske ikke ligefrem kaster sig over.

Men nogen skal jo gøre det.

Og den nogen bliver så dig.

Har du tænkt på hvad det koster dig?

Hvis du er din arbejdsplads’ (eller families) flagermus, så har du sikkert allerede mange opgaver på din tallerken som du ikke føler, at du har tid til.

På en eller anden måde, når du dine opgaver alligevel.

Men du må ikke sjældent tage din fritid i brug for at nå en deadline. Du vil helst heller ikke aflevere et stykke arbejde du ikke føler er ‘godt nok’.

Måske får du næsten tics, bare ved tanken om ikke at give dig selv 100% og sørge for at tingene er gjort ordentligt?

Og så sidder du der, til teammøde, og chefen har pålagt jeres team nogle nye opgaver.

Din ene kollega brokker sig over, at I skal have flere opgaver, og at opgaven ikke burde lande på jeres bord.

En anden kollega siger, at hun har mere end rigeligt og ihvertfald ikke vil tage den opgave på sig.

Den tredje kollega siger ikke så meget, men synes også at opgave ligger lidt uden for hans kompetenceområde.

Og så er der dig.

Du har egentlig alt for mange opgaver allerede. Også nogen du er bange for at du ikke kan nå. Ikke hvis du skal gøre det godt nok ihvertfald.

Men du kan jo godt se, at dine kollegaer ikke har tænkt sig, at tage den nye opgave på sig. Så du griber den.

Nogen skal jo gøre det.

Faktisk ved du et eller andet sted også godt, at de andre forventer at du griber den.

For det plejer du jo.

Men du ved også godt, at takken for at du tager den, og laver et godt stykke arbejde, kan ligge på et lille sted.

Hverken chefen eller kollegaerne kaster med glimmer, kommer dansende ind med pompom’er for at hylde dig til næste møde (hvor du iøvrigt lander i samme situation…igen), eller måske bare giver dig et klap på skulderen og siger tak.

Inderst inde er du ved at eksplodere.

Du er dødtræt af, at være den evigt gribende flagermus.

(Obs: istedet for chef kan du indsætte mand/hustru, istedet for kollega kan du indsætte børn/søskende mv, og i stedet for teammøde indsætte familiesamtale)

Men hvorfor skulle de også gøre det?

Uden du ved det, har du lært din chef og dine kollegaer (måske din familie og venner), at du er den slags person som altid griber alt hvad der kastes op, og ryger ind på din radar.

De ved, at de kan trække sig, fordi du gang på gang tager alle opgaver på dig.

Også dem du virkelig ikke har lyst til.

Men nogen skal jo gøre det.

Og de andre gør det sikkert ikke – og så ender du alligevel med at skulle gøre det i sidste ende.

Så du griber.

Igen og igen.

Du har grebet så længe, at du ikke længere er bevidst om hvor ofte du dykker ned, lader dig falde frit, for at gribe opgaver som andre kaster op.

Men har du nogensinde tænkt på, hvad der ville ske hvis du lod være?

Hvis du sagde nej.

Hvis du fløj forbi, uden at gribe.

Hvad ville der så ske?

Med dig, med dine kollegaer, med opgaven?

Du bestemmer selv om du skal være en flagermus

Hvis du virkelig er dødtræt af, at være en flagermus, så stop dog!

Lad være med at gribe hver gang nogen kaster noget op til dig.

Har du overhovedet styr på om det brød eller sten du griber?

Når du konstant dykker efter alle opgaver der kastes op, især dem dine kollegaer undgår, så vil du en dag gribe en sten.

En sten der er tungere end du kan bære.

Den vil sende dig mod jorden, og uanset hvor meget du kæmper, vil den lande dig med et bump.

Desorientret, forslået, og svært ved at komme i luften igen.

Og hvis du kommer tilbage i luften, gør du så det samme igen?

Hver gang du griber uden at tænke over konsekvenserne for dig selv, så viser du andre, at det er i orden at de også kaster sten til dig.

Du lærer dem at det er i orden, at de udsætter dig for noget, de ikke selv vil udsættes for.

De takker dig ikke.

Og hvorfor skulle de også det?

Du har jo selv lært dem, at det er ok at lade være.

Stop op – hæng dig med hovedet nedad

Du må gerne sige fra.

Forskellen på dig og en flagermus er, at du ikke er instinktivt disponeret for at gribe efter alt.

Det er noget du har tillært dig.

Og det er en god ting.

For det betyder, at du kan aflære det igen.

Men det er ikke altid en process der er sjov eller snorlige.

For når du begynder at sige fra, vil andre ikke kunne forstå det.

Måske vil de ligefrem blive sure, og kræve af dig, at du gør som du altid har gjort.

For når du stopper op, hænger dig med hovedet nedad, og ændre på ‘spillets regler’ for dig selv, ændrer du det også for dem.

Og de har ikke behov for den ændring.

Det er ubekvemt for dem, for nu skal de også ændre sig.

Hvilket de måske ikke ligefrem er motiveret for.

Men du må faktisk gerne.

Du må godt hænge dig med hovedet nedadd og skifte perspektiv.

Du behøver ikke, at gøre det du plejer.

Du bestemmer selv.

Du er jo ikke en flagermus.

Du er et menneske.

Du har ligeså meget ret til at sige fra som alle andre.

Så næste gang nogen kaster noget op i luften, så flyv lige forbi det først og se på, om det er brød eller sten de kaster.

Hvis det er brød og det nærer dig, så grib det.

Men er det sten, der tynger dig ned, så flyv forbi og lad den falde.

Uden at den tager dig med til jorden.

Du må gerne. Det lover jeg dig.

ALT="flagermus"

 

Ægteskabet, fællesskabet & barskabet

ALT="essay"
Dengang lørdagaften ikke var i beskidt nattøj, med en træt mor-krop inden i – En girls night out på Marielyst…dengang…

I dag vil jeg lade dig læse et essay jeg skrev tilbage i, vistnok 2008 eller 2009

Jeg skulle i praktik i en 8. klasse på en skole i Hvidovre, og jeg synes de essay-materialer, jeg havde tilgængelige var død-kedelige.

Så en aften jeg sad hjemme i min veninde, Anita’s lejlighed i Vallensbæk, klaskede jeg lige det her sammen.

Det er en tekst, jeg stadig elsker at hive frem med jævne mellemrum.

For det er en tekst med mange minder tilknyttet, og det er også en slags gensyn med ‘den unge Janne’.

Hender der ikke var sikker på, at hun nogensinde skulle have børn. Hende der havde hjertesorger, og hende der endnu ikke havde skrabet næsen eftertrykkeligt hen ad asfalten.

(Læste du ikke med, da jeg skrev om Dengang jeg blev forladt, kan du her få et indblik i hvad jeg mener, når jeg skriver ‘skrabet næsen hen ad asfalten’.)

Så velkommen til verden set igennem Unge-Jannes briller =)

’Skabet’ er i grunden et underligt ord

Et ord man kan bruge på mange spændende måder…altså man kan sætte det sammen med andre ord, eller det kan stå alene, og det er der faktisk ikke mange ord der kan prale med.

Man kan også bruge ’skabet’ i finurlige sammenhæng i sætninger, og hver gang betyder det noget forskelligt, men vi ved alligevel godt hvad ordet betyder.

Hvad tænker du på når du ser ordet…’skabet’…??

Tænker du mon, som jeg, på et lille barn i Bilka, lige omkring lukketid og i den absurd lange kø, hvor folk skubber hinanden fremad med deres overfyldte indkøbsvogne, fyldt til randen med leverpostej, toastbrød, pizzadej og et par liter mælk?

Der står barnet så.

Med en klat gult snot løbende fra næsen, i en lettere gennemvåd rød fluffy flyverdragt, barnet hænger i sin mors arm mens det jamre, ” Jamen jeg VIL ha’ sådan en, jeg VIL VIL VIL, jeg vil ha’ en bratz dukke MOOOAARR”.

Alt i mens moren ihærdigt forsøger at tysse på sit barn, og de andre folk i køen vender sig og sender sure dræberøjne.

Og man kan se, at de tænker ”hvorfor fanden har den dumme kælling taget sin beskidte møgunge med i Bilka når hun VED, at det ender sådan.

Og VI gider i hvert fald ikke høre på det lille skarn der råber og tuder…vor herre bevares!!”

Endelig udbryder den arme mor så, ”Hold nu op med at være så skabet Tuttenuttelutte.”

Skabet??

Ja, skabet!

Okay, så man kan altså være skabet, og det er ikke et særligt positivt ord at få hæftet på sig, selvom ordet ’Skabet’ i sig selv ikke er et fy-ord.

Det, at skabe sig kan altså være negativt, men hvis man sætter ’Skabet’ ind i en ny sætning; ”Hun skaber selv sit liv”, ja så er det pludselig en helt anden sag.

Så er det ikke negativt mere.

Nu er ordet pålagt en spændende mulighed for, at man selv kan bestemme over hvad der skal ske.

Men ’Skabet’ kan jo også få sit eget liv, når det bliver parret med andre ord

Ord som ægte, garderobe, utro…og så videre og så videre.

Ægte-Skabet er et skab man går ind i, når man rigtig godt kan li’ en anden person.

Inde i ægte-Skabet findes der både børn, villa, vovse og Volvo, og hvis man vil ud af ægte-Skabet, så skal man bare sige det hemmelige kodeord “skilsmisse” – vupti så går døren op og man er tilbage ude af skabet.

Men det at komme ud af ægteskabet er ikke det samme som ’at komme ud af skabet’, for det er kun noget man kan gøre hvis man forelsker sig i personer af samme køn som en selv.

Jooee ’Skabet’ er i sandhed et mærkværdigt ord.

Man kan også komme ind i garderobe-Skabet.

Men det fungerer vist bedst på film, ligesom i Narnia. Og hvis man ikke passer på, kan der både være hekse og løver inde i garderobe-Skabet, men jeg tror nu mest det er på film.

Hjemme i mit garderobe-Skab er der i hvert fald mest bare kjoler og sokker…og nullermænd.

Det hænder dog også, at der inde i ét skab findes flere skabe

Altså i ægte-Skabet kan man også finde et skab der kaldes ’utro-Skab’.

Det kan være et rigtig ubehageligt skab at gå ind i, men de fleste mennesker har prøvet, eller kommer til, at gå ind i det skab…også selvom man ikke først er gået ind i ægte-Skabet.

Det skab jeg bedst selv kan li’, er fælles-Skabet.

Her er man nemlig ikke alene. Det er her at ens familie og venner og kærester befinder sig, og man kan endda have mange små eller store fælles-Skab. Det er helt op til en selv hvor mange man vil have, og hvem man lukker ind i dette skab.

Det er inde i lige præcis det skab, at man kan udvikle sig som person, og man kan altid gå ind og ud af et fælles-Skab, helt som man selv vil, og der behøver ikke at være et hemmeligt kodeord.

Igen findes der endnu et skab inde i fælles-Skabet, det hedder sel-Skab og det er også et rigtig hyggeligt skab.

For selvom det kan være rart at være alene, er det nu dejligst når man er sammen med andre. Og det er præcis det, man er når man har et sel-Skab, selvom det lyder misvisende fordi det starter med ’sel’.

Nogle skabe skal man betale for at være med i, det er for eksempel nede i fitnessdk. Hos dem hedder det medlem-Skab, og hvis man ikke betaler, må man ikke være med.

Så det er et af de mere dyre skabe. Men det er også et sundt skab, mere end slik-Skabet er, siger de kloge hoveder.

Efterhånden har jeg været inde i mange skabe og se hvad der foregår

Der er dog også nogle jeg helst vil holde mig ude af. Mest fordi jeg frygter hvad der findes derinde.

Jeg håber aldrig jeg kommer til at gå ind ad den forkerte skabsdør, og ende i det uhyggelige, mørke og uregerlige skab som der findes mange steder på vores klode; ’ond-Skab’ kaldes det.

Brrr…jeg tror at der både er koldt, og klamt, og ensomt derinde. Og ud fra hvad jeg har hørt er det rigtig svært at komme ud derinde fra igen, og man kan risikerer at møde folk som Peter Lundin derinde..uhyggeligt!!!

Jeg kan vide mig stolt af, at have været inde i både liden-Skabet, fælles-Skabet, Medlems-Skabet og…i ny og næ….bar-Skabet.

Har man først har været i bar-Skabet, kan de andre skabe godt blive endnu mere festlige og underholdende.

Man skal bare helst ikke hoppe i bar-Skabet alt for ofte, for så får man pludselig et nyt navn, alkoholiker, og det er faren ved barskabet.

Dog har de fleste skabe den egen-Skab, at de giver en et nyt navn når man hopper derind.

I fælles-Skabet bliver man til ’ven’ og får et nyt skab forærende; nemlig ven-Skabet.

I ægte-Skabet bliver man til hustru, hvis man altså er en pige, og hvis man bare hopper ind i Skabet bliver man homoseksuel.

Hvor mange skabe har du været i??

Nogen folk har endda skeletter i skabet

Så må de ind i mellem rydde ud i deres skab for at få plads til andre ting, og går måske til psykolog.

Og han hjælper dem med, at få styr på alle de knogler der ligger derinde og roder, for det er ikke så godt, eller let, at have skeletter i skabet.

Jooee…’skabet’ er i sandhed et spændende, lækkert og saftigt ord, som man skal smage på og som man skal udforske.

Allerede fra teenageårene går mennesker i gang med at undersøge alle de skabe der findes.

Og det er også vigtigt, for det er i disse skabe, at vi udvikler os til at blive den person der ligger gemt som et lille frø inde i maven.

Så husk på min ven, at hvis du ikke vil udforske disse skabe, så ender du blot i et kedeligt og gråt doven-Skab.

Og så kan man postulere at jeg sidder inde i et forskruet, multifarvet og mærkeligt skab mens jeg fortæller dig om ordet ’Skab’.

Men hvis man altid går uden om det multifarvede og forskruede gal-Skab, så går man ned ad den sikre vej, og så oplever man måske aldrig, at kunne se hvor klart tingene står i det lyse og skinnende bagklog-Skab.

Jeg håber at du, ligesom jeg, vil nyde at se tilbage på alle de skabe, du har besøgt i dit liv, og at når du engang bliver voksen; har sedler i penge-Skabet, en soulmate i ægte-Skabet og dejlige mennesker i ven-Skabet.

Du kan ikke planlægge dig ud af alt

Oskar, Chico og Max morgenhygger ved brændeovnen

En af de dage hvor planerne ændre sig

I dag var planen, at jeg skulle arbejde en masse.

Nå 1000 ting, og skrive et indlæg om noget jeg går og roder med.

Men Oskar er bare ikke på toppen. Forkølet og lidt slatten, ikke feberramt heldigvis.

‘Ikke vuggestue i dag mor. Være hjemme med dig” sagde han, da jeg gjorde antræk til at vi skulle til at i tøjet.

Og ja, det passer helt vildt skidt, at det er sådan en dag i dag. Søren arbejder længe, der skal ordnes stald, skrives blog, bookes aftaler, og mange andre ting.

Nogle gange går dagene bare ikke som planlagt, og mit moderhjerte kunne da heller ikke nænne, at sende den lille skrubbe afsted.

Tid er den vigtigste valuta vi har

I den e-bog jeg skrevet, som bliver offentlig inden udgangen af 2017, har jeg blandt andet skrevet om tid.

For mig er tid nemlig den vigtigste valuta vi har. Den er også den eneste ting, vi ikke har mulighed for, at få igen når den er brugt.

Derfor måtte dagens planer ændres.

Tempoet sættes ned, og indlægget for i dag, handle om noget helt andet end først tænkt.

Selvom jeg lige fik pres i et øjeblik, over hvordan pokker jeg skulle få dagen til at løbe rundt med Oskar hjemme, så er jeg rigtig taknemmelig for, at jeg har mulighed for, at holde ham hjemme dage som i dag.

Han er jo ikke som sådan syg. Men vi kender da alle sammen godt fornemmelsen af, at være lidt en slatten karklud når forkølelsen har gjort sit indtog i vores krop.

Og helt ærligt, så er det altså også lidt dejligt, at kunne sidde under dynen i varmen fra brændeovnen, og bare putte sig, mens regnen siler ned udenfor.

Jeg ved godt, at jeg nok skal få de andre ting gjort alligevel. Finde tiden til dem et eller andet sted i dag.

Det betyder jo heller ikke så meget, i det store billede, om jeg når alle de der ‘skal’ ting. Den vigtigste ‘skal’ ting, er i virkeligheden, at nyde mit dejlige barn, og give ham mulighed for at få slappet af.

Min samvittighed ville være dårligere, hvis han blev sendt afsted og lå med feber i morgen, end hvis jeg ikke når at lave et udsøgt måltid, bookinger osv. Det kan vel laves i aften.

Jeg trykker lige på pyt-knappen, og kommer videre med hygge dagen.

Husk nu hyggen

Vi har fået noget nyt her i huset.

Nemlig den lille hyggekrog du kan se på billedet.

Det er 2 gamle topmadresser, en masse puder og en gammel dyne. På den ene side ikke noget fancy overhovedet, men på den anden side noget af det bedste vi har i stuen.

Oskar og hundende (okay også Søren og jeg) elsker, at ligge der i hjørnet og se video eller læse bøger sammen.

Når vi putter os der sammen, er det kvalitetstid på højeste niveau.

Det ikke noget vi selv har opfundet.

Næh, vi har tyvstjålet ideen fra vores fantastiske naboer; Tina & Kaja.

De er verdensmestre i hygge. På den der dejligt afslappede måde

Hjemme hos dem føler man sig bare så hjemme, og de har netop også sådan et lækkert hyggehjørne i stuen.

Jeg har det sådan med Tina, Kaja og deres hjem, at det er sådan et sted man gerne vil være, når man er syg.

Du ved, sådan et sted hvor man rigtig kan putte, og alting er uden stress.

Hjemmebagte boller, knitren fra brændeovnen, de sjoveste krus fra Stars Wars og mumietroldene, hjemmeplukket spinat fra haven og alt andet end et trivielt bo-bedre magasin hjem.

Planen er, at planen har ændret sig

Da Oskar vækkede mig klokken lidt i 6 i morges, var jeg ikke lige klar over, at dagen ville se helt anderledes ud, end forventet.

Men nu hvor den er i gang, på sin egen helt afstressede facon, så er jeg egentlig glad for, at planerne ændrede sig.

Selvom jeg synes, at jeg er ret godt til at gå med det der kommer, så var det en god reminder, lige at få pres over at planerne ændrede sig i dag.

For jeg ved det jo godt. At der er det med planer, at de har det med at ændre sig.

Det er sjovt, som vi kan blive presset eller frustreret over når de gør det.

For i virkeligheden er det jo sådan, at livet er det der sker, mens man er i gang med at lægge en masse planer.

Planer kan helt bestemt være gode at have. Jeg skal ihvertfald bare også lige huske på, at planen nogle gange er, at planerne ændre sig.

Livet er fuld af de her små, eller store, afstikkere fra planerne.

Og jeg synes tit, at det er ude af de her afstikkere, man har det sjovest, mest lærerigt, mest interessant.

Dagens morale er….jeg ved faktisk ikke om der er en morale?

Det er op til dig at bestemme, om dagens indlæg har sådan en, eller om det bare er fyld på en regnvejrsdag.

Uanset hvad, så vil jeg slutte her, så jeg kan nyde min fridag med Oskar, når han vågner fra sin middagslur =)

Dengang jeg blev forladt

ALT="kærlighed"

De fleste kender det med hjertesorger

Selv sad jeg for godt 8 år siden (på mit job som pædagog på et opholdssted) og ventede på, at børnene skulle hentes fra skole, da tæppet blev trukket væk under mig.

Jeg opdagede, at min daværende forlovede, havde inviteret en anden kvinde til at overnatte sammen med ham. Hjemme i vores lejlighed.

I vores seng.

Det var ikke første gang der var ballade med andre kvinder i vores forhold. Altid havde han dog en eller anden undskyldning parat.

Det var lille juleaften, og der over en samtale på 10 minutter i telefonen, endte vores forhold.

Ikke fordi jeg sagde stop. Men fordi han gjorde.

Sindsygt, ikke?

Den juleaften drak jeg mig så fuld, at den endte med hovedet i toilettet og, at min mor puttede mig i seng.

Ikke særligt voksen, ikke særligt flatterende. Ikke særligt sjovt.

Det var begyndelsen på 2 år med stress, angst og depression.

Men også begyndelsen på et helt nyt, og bedre liv.

Hvordan kommer man videre når ens hjerte er revet midt over?

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at der er en knap man kan trykke på, eller en dingenot der bare skal drejes.

Men sådan er det desværre bare ikke.

For mig var det rigtig vigtigt at tage en pause fra de sociale medier. Jeg endte med at være off-line et halvt år.

Simpelthen fordi mit eget liv, mine fejl og mangler, bare føltes enorme og synlige for alle.

Især så jeg hvor fedt alle andres liv var, hvor smukke, slanke, store bryster og overskudsagtige de var når de lagde noget op.

Deres liv var smukt, perfekt og komplet. Mit var grimt, mangelfuldt og ‘leverpostej’.

Når jeg mødte folk jeg kendte, altså ikke de tætteste, men bekendtskaber, følte jeg at de kunne se lige ind i mig.

Se alle mine sår, mine tårer, smerter, og alt det grimme som vi helst vil gemme af vejen.

Derfor var jeg nødt til, at lukke ned for alle andres verdener i lang tid. Blive min egen verden og boble, uden at blive bombarderet med indtryk og følelser.

Jeg gik ture, ingen steder og alle steder hen. Med musik i ørerne.
Ret ofte med en af Medinas sange faktisk, en der hedder ‘Er du med’.

Den var nærmest hypnotisk for mig.

Og så gik jeg til en ugentlig samtale hos en psykolog.

Det var godt, fordi jeg havde et sted jeg kunne tale om mig selv (eller bare sidde og glo) i en time.
Uden at skulle være bange for om andre blev trætte af mig, sårede over hvordan jeg følte, eller ikke følte.

Vi brugte en del tid på at analysere mine drømme.

Faktisk er det ikke mere end en uges tid siden jeg sidst drømte om Daniel.

Men igennem årene, har drømmene skiftet karakter. I takt med min helingsprocess.

For mig var de en god måde, at se min situation lidt udefra.

Som om jeg kunne kigge ind på mig selv, og se hvordan det stod til.

I den ‘akutte fase’, hvor jeg var på sovepiller, var nætterne bare ‘sorte’ og et frirum, en pause, fra alle følelserne.
Hvilket var tiltrængt.

Men efterfølgende var drømmene en god ven.

Selvom de også gjorde virkelig ondt nogle gange, og jeg kunne mærke alle følelserne hele dagen efter.

Du er da helt ‘forkert’ kvinde

Jeg har ikke de vise sten til, hvorfor vi lader andres behandling af os, værdisætte vores selvværd.

Men som kvinder har vi, på en eller anden måde, et grundlæggende ønske om at være perfekte.

Den bedste til at være kvinde, med alt hvad det indebærer.

Og når en mand så søger noget helt andet end det vi er, føles det som om, at vi er forkerte.

I virkeligheden handler det bare slet ikke om, at vi er de forkerte. Men at HAN er forkert.

Forkert til dig. Forkert i DIT liv.

Ikke omvendt!

Selv nogle af verdens smukkeste kvinder bliver snydt og bedraget af deres mænd.

De er smukke og succesfulde, men det er ikke ensbetydende med, at de er usårlige heller, og at ingen mand nogensinde vil forlade dem.

Jeg kan huske, at jeg slet ikke kunne tro på, eller forstår, at nogen mand kunne bedrage Eva Longoria.

Men faktisk er succesraten for ægteskab og forhold for selv kendte og smukke kvinder virkelig sløj.

Det er måske en ringe trøst. Alligevel luner det lidt at vide, at også de har sejlet i samme båd som en selv.

Man siger at tiden læger alle sår

Jeg ved ikke, om du har fået behandlet dine gamle sår så godt, at de er helet op?

Men hvis ikke, så bløder de alt for let igen, når man falder og skraber sig på asfalten. Så at sige.

Det tager tid. Og nogle gange hårdt arbejde.

For hvis det gik hurtigt, at læge den slags sår på sjælen, så ville vi ikke lære af dem.

Og den tid, kærlighed, vi har givet væk, ville heller ikke have betydet noget.

Hvis det ikke betyder noget, lærer os noget, og får os til at udvikle os, er det uden betydning.

Og hvis ingen ting betyder noget, så betyder ingenting noget.

Hvor snørklet det end lyder.

For mig var det vigtigt, kun at gøre det der føltes godt og rigtigt. Og kun med mennesker der føltes godt og rigtige.

Jeg tror, set i bakspejlet, at jeg godt vidste, at det ikke kunne hænge sammen og virke med Daniel og jeg.

Men jeg ville hellere ødelægge mig selv i forsøget på at få det lappet med tusinder af plastre, end at acceptere, at det ikke gik.

Accepten af, at noget ikke er holdbart er så svær, og endnu svære er det, at vende sig og gå.

Fordi det føles som nederlag, når vi ikke kan lappe det, fikse det, og få det til at være smukt og perfekt.

Fordi vi føler vi fejler hvis vi ikke kan løse alting.

Men det kan vi ikke.

Og det skal vi ikke.

Vi skal ikke løse, men lære.

Og vi skal acceptere, at nogle mennesker kommer ind i vores liv, for at sende os videre.

I en anden retning.

Af skade bliver du klog

Sådan siger et gammelt ordsprog.

Det er en vis sandhed i det, hvis vi vil.

Bag hver smerte, ligger der visdom, som vi har brug for på et senere tidspunkt i vores liv.

Hvis vi tager den til os.

Men prøv lige at hør her;

Det er fandme helt ok, at føle sig som pest.

At græde indtil det indiske ocean er fyldt med vores tåre, og der ikke længere er flere tårer tilbage.

Det er fandme ok, at at råbe ‘fuck’ for sine lungers fulde kraft, og give livet fingeren når det rammer med kræfter som fra Thors hammer.

Det er OK!!

Var du forudbestemt til et ‘leverpostejs-liv’?

Mange går og drømmer om trygheden ved Villa, vovse og Volvo.

Om mand og børn, om fast og god karriere og de årlige ferier til Gran Canaria.

Fordi det virker nemt og bekvemt, og som normen at gøre.

Men hvis du ikke gør, og hvis du får lidt tics bare ved tanken om det, så er du nok ikke forudbestemt til, at være en af dem med et ‘leverpostejs-liv’.

Når man ikke er det, så koster det desværre en blodtud, og sår i hjertet og sjælen undervejs her i livet.

For hvis turen hen til der hvor du skal være, bare var let, så ville du ikke se hvor heldig du er når du rammer det gode og rigtige.

Og hvis ikke du sad lige der, i den klamme, gustne situation, med dit hjerte i tusind stykker.

Så ville du ikke kunne hjælpe den kunde, den kvinde, eller det barn der en dag vælter ind i dit liv, og siger:

“Hvad gør jeg nu, mit hjerte er makuleret. Sønderlemmet og mit selvværd kan gemme sig under et saltkorn.”

Derfor SKAL han gøre ulideligt ondt

Dit hjerte banker, du klamsveder i hænderne, og på en og samme tid er du fyldt med tanker og følelser, og alligevel helt følelsesløs og tom.

Han var SÅ forkert i dit liv, til dig, at han skulle væk – så langt væk at det ikke blev jer.

Og derfor skal han gøre ondt.

Han skal lære dig, at du ikke gør det her igen.

For helt ærligt, så vidste du godt han var forkert ikke?

Sådan helt inderst inde.

Men han var spændende, og drømmen om det, han kunne tilføre dit liv, kunne du godt lide.

Har jeg ret?

Det var en retning du lidt godt gad gå i, selvom mavefornemmelsen havde advaret dig?

Ude på den anden side

Til jul er det 8 år siden, at Daniel hældte mig ud med badevandet.

Heldigvis, og tak for det.

Han plejede at sige, at jeg var for vild. At jeg hele tiden stak af, og han skulle løbe efter mig.

Altså i overført betydning.

Men jeg elsker at opleve livet, og alt hvad det har at byde på.

Jeg vil ikke bare vente på den årlige tur til Gran Canaria, og ellers løbe rundt i hamsterhjulet resten af året.

Jeg vil leve.

Så mødte jeg Søren. Og nu har jeg en mand, der gerne løber med mig ud i livet, for at prøve hvilke eventyr der gemmer sig derude.

Som for eksempel at være ‘the crazy cat-lady’, der kaster sig ud i at blogge, coache med heste, og leve af pandekager uden æg.

Dengang jeg blev forladt – fandt jeg mig selv.

ALT"=den-jeg-blev-forladt"
Søren og jeg på Møns Klint i 2010

Misbrugerens Datter og Længslen efter nærvær

ALT="hestene"
En onsdag middag i september – dejligt syn på markerne

Er du træt af at læse om hvad hestene kan, så læs ikke videre i dag

I dag vil jeg nemlig give dig 2 historier om hvad hestene har hjulpet med her i september måned.

Den ene handler om en ung mor der deltog på workshoppen ‘Oplev hestenes magi’, og om hvad oplevelsen satte skub i for hende.

Den anden historie er om en ung kvindes privat session med hestene, og hendes fortælling om hvordan hestene hjalp hende tilbage til sig selv.

I stedet for at jeg skriver en masse om hvordan jeg oplever disse to stærke kvinder, vil jeg lade dig læse deres egne ord.

Jeg synes nemlig, det er meget mere interessant, end at jeg prøver at beskrive deres oplevelser.

Hvis du læser med i dag, håber jeg, at du vil tage godt imod deres fortællinger.

Deres fortællinger er stærke, sårbare og ærlige. De lukker dig helt ind i deres inderste tanker og følelser.

Misbrugerens datter.

Jeg starter altid workshoppen med, at vi introducerer os selv til hinanden, og hvor meget man vil fortælle er helt op til en selv.

For en af deltagerne var det allerede angstprovokerende, at skulle stå frem for mennesker hun ikke kendte og fortælle om sig selv.

Men hun havde besluttet inden hun kom, at hun ville gøre det. Hun ville fortælle, hudløst ærligt hvorfor hun stod på workshoppen den dag.

Og hun gjorde det!

Jeg husker at hun sagde, at det vigtigste for hende i dette liv, var at hendes datter ikke voksede op og fik de lig i lasten, som hun selv havde båret med sig rundt hele livet.

For sin datters skyld, blev hun nødt til, at tage fat på alle de sår og skader hun helst så gemt og glemt under gulvtæppet.

Det er simpelthen bare så stærkt. Så modigt, og indbegrebet af at være en god mor.

Faktisk rykkede hele hendes oplevelse af workshoppen så meget i hende, at hun blot nogle dage efter besluttede, at starte en blog.

En blog der handler om hendes liv, hendes rejse, hendes opvækst, og de kampe hun har taget undervejs, og om dem der stadig ligger derude og venter på hende.

Bloggen hedder ‘Misbrugerens Datter‘.

Den er hendes beretning om, at vokse op i hjem der er præget af misbrug.

Uddrag fra bloggen – og om at deltage på workshoppen

“Jeg hænger fast i fortiden og alle de ting min far fyldte mit hoved med, såsom: Jeg er dum og grim, jeg bliver aldrig til noget. Jeg er der fordi jeg er på en rejse der skal være grundlag for resten af mit liv, fordi jeg har brug for at kunne mærke, at kunne føle! Jeg lever konstant i hovedet, og formår ikke at forbinde tanker og følelser.”

“Vi fortsætter de ting Janne beder os om, og skal nu igennem en meditations øvelse, hvor vi skal mærke vores kroppe. Og der falder 5øren, jeg kunne mærke!!! Derefter skal vi igen over til foldene og forbinde til den hest der gør noget i os. Jeg stiller mig ved en stor brun hest, og forventer den nu skal ind og pille ved noget i mig, men en lille 1års kommer hen til mig. Hun kigger helt ind i sjælen og giver mig en følelse af, at mit hoved bliver mast i en skruetvinge, jeg får såå ondt i hovedet og trykket forværres. Til sidst følelses det som om, at hovedet i skruetvingen skal springe og så vælter tårerne ud af hovedet på mig.”

“Til slut er der en fælles snak og Janne forklare hvad hver vores oplevelser betyder. Det var ikke den store overraskelse, at jeg lever for meget i hovedet i stedet for kroppen, jeg skal give slip på min kontrol og turde lukke folk ind, lade mig føle fremfor at tænke.”

ALT="misbrugerens-datter"
Misbrugerens Datter – en blog om at vokse op i et hjem med en alkoholiker

Da fremtiden blev sort

Den anden historie handler om en ung kvinde, hvis liv blev vendt på hovedet efter et uheld for 6 år siden.

Hun blev sparket i hovedet af en hest.

Pludselig gik drømmen om at blive dyrlæge itu, og blev erstattet af kroniske fysiske smerte og stor usikkerhed om fremtiden.

Hun tog turen hele vejen fra Århus til Stevns.

Det i sig selv, synes jeg, er vanvittigt stærkt. Så kan man tale om at ville, og at være klar til forandring.

Faktisk havde hendes læge selv forslået, at hun kunne forsøge sig med heste-assisteret terapi, i en eller anden form.

Det fortæller lidt om, at den almindelige lægefaglige verden er ved at få øjnene op for, at hestene kan noget helt særligt.

På et dybere og mere emotionelt plan, end blot at være gode til at afhjælpe fysiske problematikker og handicap.

Længslen efter nærvær

Jeg har valgt at indsætte hendes fortælling herunder, og jeg vil lade den tale for sig selv.

“Da jeg bookede en session hos Janne og hendes Lusitanoer, vidste jeg ikke rigtig hvad jeg skulle forvente.

6 år med kronisk hjernerystelse har sendt mig forbi en endeløs række af behandlere og gjort det skræmmende at håbe – for det er så sjældent, at jeg oplever nogen effekt.

Denne gang blev jeg alt andet end skuffet.

Allerede inden vi gik i gang, følte jeg mig gennemstrømmet af den ro, der hersker over foldene. Den indledende meditation ledte mig dybere ind i mig selv, end jeg har formået at finde tidligere, trods årevis med yoga og mindfulnes.

Det var ikke mindst takket være Vento, som støttede mig fra den modsatte side af hegnet og hjalp mig til at turde. Tårerne trillede, da jeg fandt min intention for sessionen: Nærvær.

Inde på folden oplevede jeg, hvordan de to heste supplerede hinanden på smukkeste vis, og trådte til eller trak sig tilbage for at lade den anden komme til, afhængig af hvad der gavnede processen mest. Meget af deres kommunikation kunne jeg selv tolke, men ofte havde jeg for travlt med at mærke efter i mig selv, og så kunne Janne træde til som oversætter – altid med den fineste fornemmelse for hvornår der var brug for ro, og hvornår jeg kunne lytte.

Jeg stod med lukkede øjne, mellem disse to frie heste, og var fuldstændigt tryg ved at både de og Janne passede på mig.

Dette skabte et rum, og en mulighed for indsigt som jeg ikke før har oplevet.

Ikke bare kunne jeg mærke de følelser og oplevelser, som gennem livet har sat sig som en tyngde i brystet og gjort det svært at ånde. Nu kunne jeg med hestenes hjælp blive ved ubehaget, dykke ned i det, lade tårerne trille og endeligt mærke presset lettes og åndedrættet flyde ubesværet.

Det betyder ikke, at jeg er ’kommet over det’, og selv nu hvor jeg skriver dette, kan jeg mærke en knugen bag ribbenene. Så træder jeg et skridt tilbage, genfinder den ro Danubio så insisterende overførte til mit hoved, og ved at jeg får brug for mere hjælp fra Janne. Men det er okay.

For mig handler det ikke om helbredelse, men om at lære at mærke – både det gode og det svære.

Jeg kunne skrive en længere afhandlig om præcis hvad jeg oplevede og hvad drengene gav mig med hjem, men det mest væsentlige er, at jeg fik øjnene op for hvad der fylder mest inde i mig og hvad jeg skal arbejde med, for forhåbentlig at blive mere fri.

Heste har alle dage været mit spejl, men med årene er jeg blevet bange for at se. Janne gav mig rammerne, og støtten, til at møde min refleksion i hestenes øjne, og det gjorde lige så ondt som jeg havde forventet, samtidig med at det er det smukkeste i denne verden.

Janne spurgte mig, mens jeg hvilede kinden mod Ventos bløde pels, hvad jeg helst ville gøre lige nu, hvis alt var muligt. ”Dette her” var det eneste svar jeg kunne give.

Tak Janne, tak Vento, tak Danubio.”

ALT="vento"
‘Vento’ betyder Vind på Portugisisk. Lusitano racen kaldes også Filho do Vento – Søn af vinden. Vento er mild som en let sommerbrise, men powefuld som den vilde efterårsstorm.

Tak fordi du læste med i dag

Jeg håber du kan finde inspiration i disse to stærke kvinders historier.

Måske til ikke bare at lade stå til, måske til at vide, at de ting der ikke gavner dig kan ændres. Måske bare til at vide, at du ikke er alene.

Og en kæmpe tak til jer to powerfulde unge kvinder.

For at turde gøre det, for at turde dele det, og for at turde være dem I er!

Sætter du pris på både de små og store ting dit liv?


Warning: Parameter 2 to wp_hide_post_Public::query_posts_join() expected to be a reference, value given in /var/www/hjertevarme.nu/public_html/wp-includes/class-wp-hook.php on line 286

ALT="små-ting"

Sæt pris på de små ting, og de store ting i livet

I dag har jeg valgt at forsøge mig med et videoindlæg, istedet for at skrive et.

Jeg kommer til at tale om både hygiejnebind og Louis Vuittonstøvler.

Hvad pokker de to ting har at gøre med, at sætte pris på livets små og store ting, må du se videoen for at finde ud af.

Hvis du synes det lyder helt gak gak, så lover jeg dig, at jeg ikke spilder mere end 6 minutter af dit liv med dagens videoindlæg.

 

 

Om at træffe et valg

ALT="valget-man-må-vælge"
Vi hygger med pandekager og musik i radioen =) Valget om et skolestop gav overskud til mere nærvær, og heldigvis er pandekager en billig og skøn aftensmad. Win win situation.

Jeg skal træffe et valg mellem drøm og bekvemmelighed

Lad mig bare slå fast, at det er et af de valg, som jeg synes er helt vildt svære at træffe.

På den ene side, kan jeg vælge at gøre noget som er lidt af en drøm. En drøm jeg har gået med siden foråret.

Det er en helt vildt upraktisk drøm, og som der er lidt udgifter forbundet med på sigt.

På den anden side, kan jeg træffe et meget praktisk valg, der på sigt ikke har de store økonomiske omkostninger.

Allerhelst skal jeg have truffet mit valg inden på søndag i denne uge.

Øv, jeg synes det er et svært valg at træffe.

Alle valg er både tilvalg og fravalg

Som regel er jeg ret god til at finde ud af hvad jeg gerne vil, og hvad jeg ikke har lyst til.

Men lige nu har jeg rigtig meget lyst til begge de muligheder jeg står med.

Det gør unægteligt valget.

Faktum er, at jeg ikke har mulighed for at vælge begge dele.

Et hvert tilvalg rummer jo også et fravalg. Og vice versa.

Når man vælger noget til, vælger man automatisk også noget fra.

Man kan for eksempel ikke vælge at være vegetar og samtidig vælge stadig at spise kød.

Nej, og det er jo det pokkers med valg, når man ikke kan vælge det hele på een gang.

Skal man gå efter den der sjove, festlige drøm der er, eller skal man gå efter det praktiske, fornuftige og rare valg (som også gør en rigtig glad)?

Sidste gang jeg skulle vælge noget vigtigt

Her i sommers valgte jeg at gå med drømmen.

Jeg stoppede på skolen, og kastede mig ud i mit hjertevarme.nu eventyr – med al den usikkerhed det rummer.

Og jeg elsker det valg.

Ok, jeg kan godt blive lidt klam i hænderne af usikkerheden af og til, men jeg nyder alle de dejlige ting der er fulgt med valget om at gå efter drømmen.

Måske er det også derfor, jeg har sådan lyst til at gå efter et drømmevalg.

Omend det er i noget mindre målestok denne gang.

På den anden side vil det logiske være, at gå efter det praktiske og fornuftige denne gang.

Det skal man jo også gå med ind imellem.

Jeg tror de fleste valg ville være lettere hvis man vidste på forhånd hvad fremtiden havde at byde på til en.

Hvis man vidste, at drømmen ville blive til et mareridt på sigt, eller at det praktiske valg ville vise sig, at være vildt upraktisk.

Men det ved vi ikke på forhånd. Det er umuligt at vide.

En del af charmen ved at skulle vælge (lidt i blinde) er vel egentlig, at det at man ikke kender fremtiden giver en anden form for frihed.

En spontanitet og nysgerrighed der ikke ville være der, hvis alting lå fremlagt på forhånd.

Men uha, lige i denne uge kunne jeg alligevel godt tænke mig, hjælp til om jeg skal gå til højre eller venstre her ved dette T-kryds.

Hvem ved, måske  kommer valget helt naturligt hvis jeg vinder i Lotto og kan vælge både og??

Jeg har da lov til at håbe 😉

 

Regnvejrs tanker,

Janne

ALT="søndags-hygge"
Jeg nyder, at der er tid til den her slags hygge i vores liv, Søren lufter Oskar, Lucy og Phillip.

En personlig advarsel

ALT="søg-læge-straks"

“Dem der tror på det, har brug for en læge”

I dag var min plan, at fortælle dig om den e-bog jeg er ved at skrive.

Men den må du vente med at høre mere om, for jeg vil faktisk hellere fortælle om det, der ventede mig på facebook i morges.

Og så vil jeg give dig en personlig advarsel.

Måske har du også brug for en læge?

Det har jeg ihvertfald.

Idiot

Igår postede jeg konkurrencen om en gratis plads på ‘Oplev hestenes magi’.

Jeg lagde den i forskellige facebook grupper, og langt de fleste steder bliver konkurrencen taget godt imod.

Men så gjorde jeg noget igår, som jeg ikke har gjort før; Jeg postede den i en gruppe for folk fra Stevns.

Nu bor jeg jo selv på Stevns.

Så jeg synes det var en dejlig tanke, at mennesker i mit nærmiljø (som måske ikke lige er hestemennesker), også kunne få glæde af workshoppen.

Men ak og ve, ikke alle var enige i det!

Faktisk var der fuldvoksne mænd, der tilsyneladende synes, at jeg har brug for en læge.

Jeg antager, at det er fordi de mener, jeg bør opholde mig på en lukket afdeling – med andre skøre kattedamer, og folk der går med sølvpapirshat.

Ihvertfald, mødte det her syn mig, da jeg i morges åbnede facebook:

ALT="godmorgen-facebook"
Hvis livet giver citroner, kan man lave lemonade. Når nogen kaster med ‘æg’, kan man lave æggekage.

Godmorgen, så er onsdag ligesom startet. Lige på og hårdt.

Jeg indrømmer, at min første reaktion var sådan, “Av for pokker”.

Jeg blev lidt ked af det.

Tænk sig, at 3 voksne mænd vælger, at kommentere offentligt på den måde de gør.

At de ikke tænker over, at der sidder en person i den anden ende, som måske bliver følelsesmæssigt ramt af deres latterliggørende tone.

Over noget jeg faktisk selv er ret stolt af.

Men heldigvis findes der jo midler til at dulme den slags.

Nemlig, kaffe.

Så jeg kastede mig over en kop morgenkaffe, mens Oskar og jeg så ‘Sikker og Søn’ på Ramasjang.

Og så læste jeg deres kommentarer igen.

For det første, gik det op for mig, at idioten jo slet ikke var mig. Men Søren som havde tagget en ven i opslaget.

For det andet, kom jeg til at tænke på, at jeg med opslaget sikkert havde givet både Søren og hans kammerat Henrik en god grinetur.

Ok…ikke lige det der var mit mål, men alligevel i orden, at jeg om ikke andet havde bidraget til, at de havde noget at more sig over.

For det tredje, har alle 3 spildt et par minutter af deres liv på, at lade mit opslag påvirke sig. På den ene eller den anden måde.

Det siger jo i virkeligheden ingenting om mig,  men det siger en del om dem.

Når man stiller sig til skue

Efter lige at have summet lidt over kaffen (og kysset på mit smukke barn), gik det op for mig, hvor interessant det her egentlig er.

Når man gør opmærksom på sig selv, og stiller sig til skue i offentligheden, så kan det bare ikke undgås, at der er nogen der kaster med rådne æg.

Jeg skal ikke ind i en lang forklaring på, hvorfor jeg tror at det er sådan, men sådan er det altså.

Der vil altid være nogen der synes, at man er helt ude i hampen.

The crazy cat lady, der burde spænde sølvpapirshatten lidt strammere.

Men der er også de andre.

Der er også dem der synes, at man er virkelig modig, sej og værd at stifte bekendtskab med.

Og det er dem der tæller.

Ikke de sure, gnavne, gamle mænd med rådne æg.

Ingen normale mennesker, kan vel sige sig fri for ind imellem, at blive ramt af hvad andre måtte mene om af negative ting ens person, eller det man gør.

Men vi kan selv bestemme hvor meget de skal have lov at fylde for os.

Ja, det kan godt være, at man føler sig ramt, fordi man er usikker på om det man har gang i, nu er helt rigtigt.

Eller fordi man er bange for at det de siger måske er sandt.

Har du tænkt på, at dem der kaster med rådne æg, ofte er folk der slet ikke kender dig?

Dem skal man ikke give den magt, at de skal have lov til at definere om den man er, eller det man gør, er godt nok.

Her kommer min personlige advarsel

Her gang vi går uden for vores dør, skriver noget på nettet, og interagere med andre mennesker, så er vi til offentligt skue.

Når du giver noget af dig selv, risikerer du at der er nogen der synes du gør noget galt.

Du kan enten gemme dig hjemme bag dine 4 vægge og aldrig gå uden for en dør. Bare for ikke at risikere, at der står en gnaven gammel mand rundt om hjørnet, med en bakke rådne æg.

Du kan bruge al din tid på, at lade være med at gøre det du gerne vil.

Lade være med, at være den du er, og istedet kontant holde fokus på alle de potentielle gamle mænd der står på spring for at ‘ægge’ dig.

Det kræver bare så meget energi, at du går glip af alt det dejlige der også venter dig.

Eller du kan gå ud i verden, og gøre det du elsker, være den du er.

Hvis du går ud i verden med en god intention, så kan du sagtens stå ved dig selv og det du gør.

Det godt være du får lidt knubs hist og her

Men hvis dit fokus er på det gode der kommer til dig, de positive ting du oplever, betyder et blåt mærke her og der, ikke så meget.

Jeg vil gerne personligt advare dig om, at lige meget hvad du gør, selv med de bedste intentioner du har, så kommer du ikke igennem livet uden at møde de gnavne gamle med med rådne æg.

Det er op til dig om du vasker æggene af dig igen.

Eller om du lader dem sidde og tørre ind til evig tid.

Kill them with kindness – and a bit of humor

Jeg var selv lidt frem og tilbage, om hvorvidt jeg burde svare på de fine kommentarer du kan se på billedet.

Nogle gange er det sådan, at humor og høflighed er den bedste måde at besvare en gang rådne æg med.

For mig var det ihvertfald i dag, da jeg svarede ‘ægge-Ulf’.

Jeg synes nemlig ikke man skal kaste med scootere hvis man selv bor i skuffen…eller hvordan det nu lige er med de ordsprog.

Æggekage hilsner,

Janne

"advarsel-ægge-ulf"

Barbara er en badeand

 ALT="badeand"

Grunden til du skal læse om Barbara-Badeand er enkel

Hendes perspektiv på livet er umådeligt positivt.

Trods sin unge alder, og allerede at have overkommet nogle af livets hårde sider, har hun holdt fast i sig selv.

Når hun skriver, at livet er et stort badekar, så har hun jo ret.

Vi skal svømme uden om en masse forhindringer på vores vej, men det er med til at gøre os til dem vi er og til dem vi bliver.

Det at se sig selv udefra, kan gøre det lettere at se på sig selv med kærlige øjne. Det kan give en forståelse for, at du faktisk er helt unik.

Vi glemmer nogle gange, at vi er den eneste der kan og er lige præcis os selv, og at vi ikke bare er en i mængden.

Alle 17 børn i Barbaras klasse skrev den aflevering (som du kan læse om senere i indlægget).

Men ikke to afleveringer var ens. Ikke engang selvom nogle af dem havde valgt det samme dyr.

Og det er netop pointen; der er kun 1 af dig!

Men hvem pokker er Barbara?

Hvad skal det betyde at hun er en badeand?

Og hvad har hun med mig at gøre” tænker du måske…

Det skal jeg fortælle dig lige om lidt.

Men historien om Barbara starter faktisk lidt ude i fortiden.

Nemlig fra dengang hvor jeg arbejdede på Ejby Skole, lidt nord for Køge.

Der på Ejby Skole blev jeg ansat som dansklærer i en indskolingsklasse der var lidt udfordret (sagde lederen).

Lad mig bare sige det sådan, at det var ikke en klasse der var lidt udfordret. Det var en klasse hvor halvdelen af børnene havde det virkelig skidt, i skolen og i sig selv.

Faktisk kunne jeg skrive et helt blogindlæg KUN om denne klasse, og om alle de dejlige børn der var i den.

Nå, men den her klasse havde brug for mere hjælp end gennemsnittet, og derfor kom min exceptionelt dygtige kollega, og AKT-vejleder, Charlotte på klassen også.

Charlotte er en kvinde jeg har den dybeste respekt for. Som menneske, og som lærer.

Hun var med til at give mig troen på mig selv som lærer.

Men ikke mindst slog hendes måde at omgås børn på fast, at uden trivsel kan læring ikke finde sted.

Hun lærte mig, at trivsel også er en del af hverdagens undervisning.

Og hun lærte mig, at når man lader sine elever se sig selv i et andet lys, kan de skabe en fantastisk fortælling om sig selv.

Når mennesker får mulighed for at skabe en positiv fortælling om sig sig skaber det selvværd, selvtillid og dermed trivsel.

I 2016 mødte jeg Barbara

Hun var overflyttet fra en anden skole, en folkeskole.

Hun havde en kedelig mobbehistorie bag sig.

Men lad os ikke bruge mere tid på den historie. Det er slet ikke den jeg vil fortælle dig om.

En dag hvor Barbara var ked af det, spurgte jeg hende om jeg måtte fortælle hende hvordan jeg oplevede hende.

Hun sagde til alt held ja.

“Jeg synes du er en badeand” sagde jeg.

Hun kiggede på mig som om jeg havde drukket af natpotten, og var blevet skingrene sindsyg.

Jeg forklarede hende, at jeg synes hun var en super sej pige, og at ligegyldigt hvor mange gange livet forsøgte at dukke hende under vandet, så poppede hun bare op igen, og sejlede derud af.

(Du kender godt de der små gule badeænder til badekarret ikk’?)

Barbara blev rigtig glad, og selvom hun var ked af det, kunne hun alligevel ikke lade være med at smile.

Hvis du var et dyr

Senere på året bad jeg den her 7. klasse om at skrive en dansk aflevering med titlen: ‘Hvis jeg var et dyr ville jeg være en…’

Det gjorde jeg, fordi jeg jo tidligere havde lært af Charlotte, at trivsel og læring hænger sammen, og at elever kan have fordel af at se sig selv udefra.

Okay, der var også andre mål og overvejelser i spil, men dem vil jeg ikke kede dig med her.

I stedet vil jeg lade dig læse den opgave som Barbara gav mig.

Hov, inden du læser den…vil jeg bare lige advare dig om, at jeg både fik lidt våde øjne, blev vanvittig stolt af hende, og sad med et kæmpe smil da jeg læste den.

Du finder den under billedet.

ALT="albert-einstein"

 

Pigen med badeand
Jeg ville nok gerne være en Badeand/And.  

Jeg vil nok foretrække mig selv som en badeand fordi en badeand kan altid gøre dig glad. Den er både sjov, sød og nuttet.

Når man putter badeanden ned under vandet kan den hoppe op, og være god igen.

Jeg kan nok beskrive mig selv med det samme. Fordi når der er en ting der kan gøre mig ked at det kan jeg hoppe op igen og være super glad.

Ænder er i det hele taget et dyr at beskrive mig selv som. Nogle gange vil jeg gerne flyve væk fra det hele. Det er en god egenskab, ved ænderne. Den kan flyve, flyve væk langet væk fra det hele. Jeg har det en gang i mellem sådan at jeg gerne vil være lidt mig selv. Og det kan jeg blive ved at bare lige forsvinde bare 5min og så komme tilbage og være på toppen.

Men en anden egenskab ved Badeand er, den skal uden om alle mulige forhindringer for at nå sit mål. Tag i betrækning at der ligger alt muligt i badkarret eller i brusere.

Så ligger livet som et stort badekar hvor ens lille badeand skal igennem alle vores forhindrer vi har i vores liv. Og ja det kan der godt være et par stykker af i livet. Alle dage kan ikke gå lige godt. Og det er der bare ikke noget at gøre ved. Sådan er livet bare. Sådan lever mennesket. Hvis der ikke var konflikter ville alle, ja det ved jeg ikke, ihvertfald ikke have det så godt på vor jord.

Man kan ikke fortrække alle mennesker på den måde man har i sit hoved. Man må leve med at ikke alle er på den måde man lige have regnet med. Man kan ikke lave om på hvordan man vil have en person til at være. Det kan man bare ikke. Nogle gang følger jeg personer tænker at hvorfor er hun sådan, hun er godt nok mærkelig, men det er her jeg tager Ja hatten på og tænker fuck det. Det deres problem og ikke mit.

Alle ved at jeg haft det svært for et par år siden og det har gjort at jeg tænker ja fuck dem deres problem ikke mit. Det der er sket i min fortid kan ikke lavedes om, og det ved jeg godt. Men det der er sket har gjorde mig til den jeg er i dag.

En And er en konfliktsky fugl, de flygter fra konflikterne for at beskytte dem de elsker. Ligesom vi elsker vores børn eller venner, holder de af sine ællinger.

Godt nok tror jeg ikke at Ænder har ”venner” men det er lige sådan. Vi mennesker elsker vores venner eller bare holder af dem. Alle har en de elsker eller holder af. Ligesom du holder af din Far eller din mor. De vil altid elske dig og holde af dig.

Derfor vil jeg beskrive mig selv som Pigen med Badeand.”

Derfor er det relevant for dig

Barbara havde hørt mig den dag i mødelokalet, da jeg sagde hun var en badeand.

Faktisk havde hun hørt mig så meget, at badeanden blev til en del af hendes historie om sig selv.

De ting vi siger til andre, kan blive en del af deres historie om sig selv.

Er du klar over hvor stor magt det har, når du siger noget om dig selv, eller andre?

Hver eneste gang er du med til at skabe din egen (eller andres) historie om sig selv, og dermed også dit eget og andres selvværd.

Det er et ret stort ansvar.

Hvilket dyr ville du være og hvorfor

Hvis du skulle fortælle mig, hvilket dyr du ville være, og hvorfor, hvilket dyr ville du så vælge?

En hest? En mus? En kamæleon?

Det du siger om dig selv, din fortælling om hvem du er, den er du selv med til at skabe.

Du er unik. Der findes kun 1 af lige netop dig.

Så, hvilken historie fortælle du?

 

Hjertevarme knus,

Janne