Så kom foråret – om at finde vejen tilbage

Foråret er (vistnok) kommet. og vi nyder en hyggelig stund med 3 af de 6 hvide heste på gården.

Jeg kom til at blive væk – og kunne ikke finde vejen tilbage

Som de trofaste læsere ved, har bloggen ligget stille hen igennem længere tid.

Ikke af dårlig vilje.

Omstændighederne gjorde, at jeg følte mig nødsaget til at prioritere hvordan jeg brugte min tid og energi.

I søndags var det 1 års dagen for bloggen, og dengang skrev jeg indlægget Så springer vi ud.

Og i det indlæg kunne du læse sådan her:

Du er helt perfekt som uperfekt, og det er okay at du vælge til og fra, prioriterer hvad der føles rigtigt for dig. Du behøver ikke at sætte barren højere for dig selv end du gør for andre…og løbe lige lidt stærkere, yde lige lidt mere, ‘føle’ lidt mindre, og presse citronen til allersidste dråbe. Du må gerne…nej, du SKAL…sige ja tak til dig selv, dine behov og dine drømme. Og du skal gå efter dem!

Netop dette måtte jeg sande, at jeg selv skulle følge i starten af dette år.

Den 26. februar blev min bil stjålet og straks efter fulgte den ene udfordring efter den anden, både med vejr, barn, heste, økonomi og sådan forsatte det ellers.

Jeg følte at jeg konstant kørte på ‘low battery’…du ved når din mobil begynder at lyse rødt på batteri ikonet på skærmen, og du får lidt pres over hvornår du kan få den i laderen igen.

Sådan har det været synes jeg.

Jeg elsker det her billede, for det bliver så visuelt, om man er ladet op og klar, eller om man skal se at finde en ‘stikkontakt’.

 

Hvem gider at læse om en brokkerøv?

Jeg har tit haft lyst til at sætte mig til tasterne og skrive et blogindlæg.

Men min ‘low battery’ status, bød mig, at bruge den sidste strøm på at få hverdagene til at gå op.

Og ja, så bildte mit ego mig også ind, at der nok ikke er nogen der gider læse hvad en konstant brokkerøv har på hjerte.

Og ja, der var lidt meget brokkerøv over mig i både februar og marts. Jeg erkender det.

Det sidste indlæg jeg postede, inden livet lige klappede sammen for en stund, handler om min e-bog, og om en personlig oplevelse der var startskuddet til bloggen.

Indlægget kan du finde her: Som en tsunami der smadrer og fortærer alt på sin vej.

Præcis det indlæg var skide sårbart, og jeg ‘gemte’ det lidt af vejen, ved ikke at dele det andet end her på bloggen.

Det betød også, at indlægget ikke blev læst så meget som nogle af dem jeg har delt mere.

Og af en eller anden grund kunne jeg godt mærke, at det gjorde lidt av.

Jeg tror på en måde, jeg skulle sunde mig lidt.

Tage en pustepause, oven på mange sammentræf der drænede mit ‘batteri’.

Så da jeg satte mig til tasterne i dag, tænkte jeg; Hvad pokker skal jeg overhovedet skrive?

Skal jeg skrive om Oskars nye hest?

Om min nye bil?

Bør jeg skrive udførligt hvordan læsset væltede for en stund?

Skal jeg skrive noget seriøst, noget sjovt eller skal det være helt vildt dybsindigt?

Hvad pokker skal jeg mon skrive??

Smukt var det da Oskars legehus stod gemt mellem de sneklædte træer, men øj hvor har jeg glædet mig til forårets komme.

Når vejen tilbage er at starte med det første skridt

Vejen tilbage til tastaturet, og et nyt indlæg, har været lang.

Og på en måde har jeg også gruet lidt for det.

For…

Gider folk egentlig læse med mere, når jeg har haft så lang en pause fra ‘jordens overflade’?

Og…

Hvordan mon det kommer til at gå med de der kurser og bøger jeg gerne vil have ud i år?

Men vejen tilbage til at være aktiv igen og gøre det jeg godt kan lide (nemlig at skrive her på bloggen), behøver jo ikke være raket-videnskab siger jeg så til mig selv, nu i skrivende stund.

Ja, jeg vil gerne have tid til at fordybe mig og reflektere over det jeg skriver.

Men hvis resultatet bliver ‘intet resultat’, så er det jo ikke vejen frem.

Så bum…

I dag kommer der et lidt rodet, og knapt så struktureret indlæg på bloggen.

Men ved du hvad…I don’t care =)

Bare det at jeg kommer igang, og at der faktisk kommer et indlæg, det har jeg simpelthen besluttet, at det er dagens succeskriterie.

For nogle gange er vejen tilbage til det du godt kan lide, så simpelt som at tage det første skridt.

Det kan godt være det ikke er perfekt, smukt eller genialt.

Men det er vejen frem.

Oskar krammer med sin hest Djarfur der lige er ankommet.

Rejser skabes skridt for skridt, ikke mil for mil.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *