Det sker der når politimænd spiser pizza

ALT="politi-og-pizza"
Billede lånt fra Newsbreak

Min allerførste gang

Igår var det 8 år siden, at Søren og jeg mødte hinanden første gang.

Det stod ikke lige i kortene, den dag for 8 år siden, at vi en regnfuld tirsdag skulle kunne fejre så mange år sammen.

Faktisk var Søren bare alt det jeg ikke skulle have, men alligevel var det hans usandsynligt kiksede Björn Borg sko, der på en eller anden måde vandt slaget.

Den første gang jeg så ham, så jeg ham nemlig ikke.

Jeg så bare hans sko.

Når politimænd spiser pizza

Der for de der nu 8 år siden var jeg til ‘pizzaaften’ med min dejlige veninde Anita, der også er betjent.

Hun havde netop bestået en fysisk prøve på politiskolen, og det skulle fejres ved at lufte de høje hæle inde på Station City.

Og nå ja, jeg var lige blevet ufrivillig single for nøjagtig en måned siden.

(Har du ikke læst indlægget hvor jeg skriver lidt om det, finder du det her: Dengang jeg blev forladt.)

Jeg tror faktisk det var en torsdag…men hæng mig ikke op på det..anyway, vi havde dullet os op til en sjov aften, omgivet af pizzaspisende og øldrikkende, virkeligt festlige politimænd.

Det var en super skøn aften, vi fik grinet, flirtet og drukket et par sjusser.

Og jeg kan egentlig ikke huske ret mange af dem vi talte med, udover dem jeg kendte på forhånd.

Men jeg kan tydeligt huske, at der var den her ene totalt uinteressante (politi-)mand, der havde et par ret kiksede kondisko på…

‘Ej come on, HVEM går med Björn Borg sko?!”

Det grinede vi altså ret meget af, Anita og jeg. Og vi var ret enige om, at det var ‘sooooo last year’, at det faktisk mere var ‘so last Century’.

What goes around, comes around

Dagen efter skulle danseskoene kridtes, og tørsten stilles, så Anita ringede efter forstærkninger i form af Jesper + venner = politikollegaer.

Vi ruller ind på Heidis ud på aftenen, og mødes med gutterne.

Efter noget tid skal vi selvfølgelig liiige “tisse” (læs: finde ud af om det var hit eller shit med udvalget).

Da vi kommer tilbage opdager jeg til min store skræk, at ham jeg har siddet ved siden af og hyggeflirtet lidt med, gudhjælpemig har de der kiksede Björn Borg sko, som vi grinede af den anden dag.

Altså hvad sker der nu for det? Det kan man da ikke!

Selvklart påpeger jeg det straks over for Anita, og hun flækker af grin. Jeg gør det samme.

Jesper og Søren kigger uforstående på hinanden, og vantro på os to top tossede koste; “Manne og Manita”

“Det er dig med de grimme sko” siger jeg til Søren.

“Øøøh hvad….” siger han, og kigger ned på sine sko.

Jeg får fortalt ham hvad jeg synes om de sko, og at jeg overhovedet ikke kan huske ham fra et par dage forinden, men at jeg kan huske skoene.

I dag kan jeg ikke huske præcist hvad han svarede til det, men noget kækt ihvertfald, og han stak mig et smil.

En lang historie kort

På det her tidspunkt bor jeg på et værelse, i Anitas lejlighed i Vallensbæk.

Jeg har et par madrasser på gulvet, som jeg har fundet på mine forældres loft, mit tøj, mine sko og mit dullegrej.

Alt andet er stadig i lejligheden i Avedøre, som jeg havde sammen med min eks Daniel.

Den nat ender med, at Søren og jeg ligger på mine madrasser på gulvet, og taler om alt og intet, hele natten.

Vi sover et par timer inden han skal afsted hjemad.

Da vi siger farvel og han er ved at gå, undrer jeg mig over, at han ikke har spurgt efter mit nummer.

“Nå…Jamen jeg troede faktisk det var lukket land, siden vi ikke har lavet andet end bare at tale, uden antydningen af noget som helst…” siger han og smiler mens han fisker telefonen frem.

Da vi udveklser numre har jeg ingen andre planer med ham, end at han godt må invitere mig i biografen, eller være en god ‘redningsvest’ på de dage, hvor jeg savner, at der er en eller anden der tænker på mig.

Et selvtillidsboost af en slags.

I lang tid herefter ses vi, men uden at lave andet end at grine, snakke, drikke et par somersby, og han nusser mig i søvn.

Da vi langt om længe begynder, at være sådan nogen der også kysser, sørger jeg dagligt for, at minde ham om at vi aldrig bliver kærester.

For han er for gammel, har en morfar-sweather, og Björn Borg sko.

Hver gang siger han bare okay, og smiler.

Universet forstår ikke ikke

Da vi endelig satte label på, og kaldte os kærester, sagde jeg til ham, at han skulle bare vide, at vi kom ALDRIG til at bo sammen.

“Okay…” sagde Søren, og smilede.

Og jeg begyndte at være meget hos ham. Fik post hos Anita, men var næsten kun i Sørens lejlighed.

Da jeg købte en lejlighed, bad jeg Søren hjælpe med at sætte nyt køkken i.

Jeg sagde til ham, at han måtte godt sætte køkken i, men han skulle bare lige vide, at det ikke betød, at han skulle flytte ind i den her lejlighed.

“Okay…” sagde Søren, og smilede.

Og hvad skete der så…Søren flyttede ind.

Og vi fik en hund…og to hunde.

“Men du skal bare lige vide Søren…” sagde jeg, “…at vi skal ikke have nogen børn sammen.”

“Okay…” sagde Søren, og smilede.

Så købte vi en gård.

Og pludselig kom Oskar på uanmeldt besøg.

“Jeg har brug for en bajer!” sagde jeg, da graviditetstesten viste 2 streger.

Og så holdt jeg op med at sige hvad vi ikke skal 😉

For universet forstår nemlig slet ikke ordet ikke, det er jeg sikker på nu.

Pssst…de der kiksede Björn Borg sko nåede med hele vejen herned på gården. Hele 4 år overlevede de, inden jeg ved et (helt klart!!*host*) uheld, kom til at smide dem ud.

Så pas lige på hvis du spiser pizza med en politimand.

Man aner ikke hvor det ender.

ALT="politi"
Når man har et tosset barn, som insisterer på, at poser er vogne, at far er en traktor, og han selv er en halmballe 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *