Da sommeren kom til Danmark

Der skal være en overskrift her, men jeg ved ikke lige hvad – sætter du ikke bare selv det på du synes der passer?

Jeg elsker denne årstid, solen skinner og de fine lette kjoler kan komme ud af skabet.

Selvom jeg er beskidt det meste af tiden (for sådan er det at bo på landet og gå at rode i jorden), så er det da herligt at det kan foregå i en længst glemt sommerkjole.

Altså sidste år pakkede jeg slet ikke mit sommertøj ud, eller mit vintertøj væk.

Og helt hen i maj var jeg stadig ikke overbevist om, hvorvidt det var besværet værd, at skifte garderoben ud til de lette gevanter.

Men jeg har lagt mig fladt ned, og erkendt at dette års sommer kommer som en gave oven på sidste års evindelige efterår…hele året.

Sidste år havde jeg det sådan, at hvis det var udsigten til sommer i Danmark, regn og storm hele vejen igennem, så ville jeg tage mit gode tøj og rejse.

Ej hvor jeg synes det var verdens længste ‘ikke-sommer’ nogensinde!

Så jeg svælger i dette års varme og sol.

Det betyder at huset ligner en slagmark.

Oskar siger; Mor, edderkopperne tror nok det er en stald, og de så kan bo herinde” 😉

Ja, jeg er skyldig i ikke at gide gøre ret meget rent. Jeg vil meget hellere ud at bade eller vande blomster med mit müslibarn.

Faktisk kan jeg kun se to ulemper ved denne sommer;

  1. Blomsterne ligner afpillede og udtjente kviste, og græsset stikker under de bare tæer.
  2. Der er ikke græs nok til hestene hele sommeren, og heller ikke wrap nok til hele vinteren.

Men helt ærligt – Det løser sig nok.

Jeg er ikke døende, så det går nok

Igår spiste jeg brunch med en vidunderlig kvinde.

Hun er mor til en herlig  knægt som Oskar har kendt siden vuggestuen, og de to drenge kommer godt ud af det hinanden.

Heldigvis kan forældrene også ret godt lide hinanden 😉

Så igår, for første gang i flere år var jeg til brunch på en cafe.

Det er ikke engang løgn når jeg siger, at jeg ikke kan huske hvornår jeg sidst var det.

Vi skraldgrinede, hyggede os, spiste den lækreste mad på en lille cafe i hjertet af Køge, og så var vi begge for en stund bare kvinder.

Ikke ‘Mooooaaarr’. Men bare kvinder.

Sådan nogen der kan drikke friskpresset appelsinjuice mens den er kold, sippe cafe latte mens den er varm (…og uden den spilder ud over det nyvaskede antræk), spise sin mad uden at dele, eller rejse hver 23’ende sekund.

Vi elsker vores unger. Det må der slet ikke være tvivl om <3

Og ja det er jo svært at undgå at samtalen falder på dem, og deres herlige påfund.

Det skønne ved igår er også, at vi begge har det så godt med at have været dullede dåser i København engang, og nu mest bare render rundt i joggintøj, med ubarberede ben.

Vi kan godt dulle den op stadig, men det er bare ikke sikkert vi gider. Og det er helt ok.

Som Hectors mor sagde; “Ja jeg har da lidt visdomsfarve i håret her og der, men jeg er jo ikke døende, så det går nok.”

Jeg ELSKER den sætning; ” Jeg er jo ikke døende, så det går nok.”

Instant reality check og perspektiv på problemerne!

Den sætning må jeg simpelthen tage til mig.

For det kan dårligt siges bedre.

Jeg går ind imellem i selvsving over, at jeg også burde tage til en rigtig frisør mere end hver 5. år, men altid ender med at benytte Frisør Køkkensaks ude på badeværelset, eller at 2/3 af mit klædeskab er aflagt tøj fra veninder, min mor, min kusine, mine naboer etc., eller at mine flotte stilletter samler støv i skabet alt imens jeg dansker rundt i crocs dagen lang.

Men jeg er jo ikke døende, så det går sgu nok. Ikke sandt?!?

Sometimes work is needed

Her i weekende afholde vi kursus i rideangst på gården.

Det glæder jeg mig helt vildt til…og vejret bør være med os hvis jeg forstå DMI korrekt.

Lige nu er der faktisk så mange ting i gang, at jeg skal holde tungen lige i munden for ikke, at miste overblikket lidt.

Heldigvis er det på den gode måde, at der er lidt knald på.

Okay, altså lige på nær de syge dyr, som på en eller anden måde synes at fylde dette år.

Med lidt held bliver de dog raske igen, og vi undgår svære beslutninger på den konto.

Så jeg vil nyde sommerens sol og varme, mens jeg knokler på med alle de projekter der står for døren, og nyde at jeg i år har prøvet at være i biografen, til brunch, og måske kommer ud at spise på restaurant…alt sammen på bare et enkelt år.

Jamen dog, tænk sige lige hvor jeg får slået mig løs i år 😉

Rigtig god sommer til dig, og god ferie hvis du allerede er gået fra til afslapning og kvalitets-nærvær med dem du elsker allermest.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *