Vi blev ramt af toget

ALT="børneafdeling"
På Børneafdelingen. Endelig sovetid, efter mange test og undersøgelser. Oskar var svimmel og holdt fast i sengen, for han var bange for at falde. En time efter billedet blev taget vågnede han med voldsomt mareridt, resten af natten sov han i min seng.

Akut afsted til Roskildes børneafdeling

Ja, vi blev simpelthen ramt af sygdoms-toget, der havde nogenlunde samme hastighed som den nye lynbane i Køge.

Efter flere dage med høj feber, og vagtlægebesøg måtte vi akut afsted til børneafdelingen i Roskilde.

Til trods for fuld skrue på panodil i flere dage, og diverse forsøg på at sænke feber, blev Oskars feber ved med at stige. Heldigvis tog den sidste vagtlæge det seriøst, da Oskar var begyndt at blive ukontaktbar og feberen blev ved at ligge på 40,8.

På børneafdelingen tog både læger og sygeplejersker blodprøver og andre forskellige tests i løbet af de første timer efter vores ankomst.

Urinprøven var ikke mulig at få, da Oskar simpelthen ikke havde væske nok i kroppen til at tisse.

“Men mor, den virker ikke. Tissemanden i stykker” sagde den lille omtågede fyr efter et par gode forsøg på at tisse i koppen.

Da vi endelig fik lov at gå til ro for natten, var han så “rundtosset”, at han holdt fast i sengen, fordi han var bange for at falde.

Heldigvis havde vi taget Morten Skildpadde med, som kunne lyse med sine stjerner for os hele natten.

Morten Skildpadde hjælper Oskar om aftenen når han skal sove, og stjernerne passer på ham, så han ikke behøver at være nervøs for mørket.

Et kæmpe mareridt

Omkring en time efter vi begge er faldet i søvn, vågner Oskar med et højt skrig, og fortsætter med at skrige meget inderligt.

Lige gyldigt hvad jeg siger til ham, synger for ham, vugger ham og holder ham helt tæt mens jeg stryger ham over håret, skriger han bare og græder som pisket.

En ung sygeplejerske kommer ind på værelset, helt forfærdet og spørger hvad der sker. Om hun skal gøre noget.

Hun havde hørt hans skrig helt nede i den anden ende af afdelingen.

Da han kommer lidt til sig selv, fortæller han at nogen har stukket ham, og han er faldet ned, og at de lyser på ham.

Det er simpelthen mareridt om de undersøgelser og tests han har fået foretaget i løbet af de sidste par døgn der har sat sig i ham.

Til trods for at han har taget det hele i stiv arm, og kun klynket lidt over blodprøven.

Derhjemme samsover vi, og derfor giver det også kun mening, at han resten af natten sover helt tæt med mig, i den udtræksseng jeg har fået.

Han sover resten af natten igennem.

Jeg, der imod, sover nærmest ikke.

Hver en bevægelse, hver en lille lyd, så vågner jeg og mærker på ham.

Er han nu også okay?

ALT="indlagt"
Da han vågnede dagen efter ud på eftermiddagen, puttede vi mens der blev spist et par bidder æble. Og hold op hvor var jeg træt oven på flere nætter uden rigtig søvn.

Hvile er overvurderet, lad os handle!

Dagen efter får vi lidt morgenmad, og far kommer igen.

Han er selv blevet syg og kaster op.

Efter en times tid vågen, er Oskar træt igen og han bliver puttet i mors seng, med Morten Skildpadde selvfølgelig.

Far tager en lur i Oskars seng.

Og jeg klarer opkald og sms’er til familie og venner der alle afvente nyt.

Tænker jeg vil prøve at få lidt søvn også, men det kan jeg ikke.

Jeg er sådan indrettet, at når jeg havner i en eller anden kritisk situation, så finder min krop energi frem, som egentlig ikke er der.

Den handler.

Den pumper derud af, som et ustoppeligt godstog.

Søvn og hvile er undervurdet, lad os handle!

Og det er virkelig smart, og på mange måde rart, at vide at i kriser kan min krop finde magiske superkræfter frem, og min hjerne fokusere, planlægge og strukturere.

Men jeg ved godt, at regningen kommer bagefter.

Endelig hjemme igen

Sidst på dagen får vi lov at få en åben indlæggelse.

Oskar har tigget hele eftermiddagen om at komme hjem, når han har fået klaret de sidste prøver og test.

Selvom vi bør blive en nat mere, giver vi simpelthen efter for hans bøn om at komme hjem.

Vi forstår jo godt, at han gerne vil hjem.

Hjem til det kendte, hvor ingen kommer og prikker, og stikker, i ham.

Hjem hvor han kender det hele, og hvor han kan slappe helt af.

Da vi kommer hjem bliver alting sat på standby, og vi hygger sammen, alle sammen, i stuen.

Oskar får leget med sine biler i en lille halv time, inden han igen er træt, og har brug for at gå i seng for i dag.

Men bare det, at han på vej hjem bestilte både burger, nuggets og pomfritter, og havde energi til at lege lidt, var en fornøjelse.

Pyt med, at det kun var et par pomfritter og en bid burger der røg ned, det var kæmpe stort, at han overhovedet havde lyst til mad.

Jeg var glad, træt…og lidt nervøs for om vi var igennem det nu.

(Spoiler alert: det var vi ikke helt – og der er stadig lang vej endnu til han er på toppen igen)

 

Alt="biler-og-leg"
Hjemme igen, men stadig i tøj fra Børneafdelingen. Der var lige energi til en lille halv times leg med biler, mens Chico holder skarpt øje med patienten.

Så kom regningen – Kontant betaling ved kasse 1, tak

Ja, helt som forventet, så kom regningen for en krop der havde genereret energi den egentlig ikke havde.

Efter vi kom hjem ramte forkølelsen, væske i ørerne, og små feber.

Jeg har været så træt lige siden vi kom hjem igen, at det føles som om, at jeg kunne sove et par uger…i træk!

Hele kroppen har gjort ondt, og selvom jeg gerne har ville lave en masse, har energien kunne ligge på fladen af en 25-øre.

Faktisk overvejede jeg næsten den ene dag at gå hjemmefra, bare for ikke at skulle lave mad, vaske tøj, lufte hunde, muge hestebokse, køre 30 tons knust beton væk og… og… og…

Okay, jeg kunne altså ikke finde på at gå hjemmefra.

Men du sikkert godt følelsen af, at det kunne være rart  bare lige at få en pause ikke?

Bare lige pakke det vigtigste, og så tage et sted hen hvor ingen forstyrrer din søvn, andre gør rent efter dig og der bliver serveret mad på sengen.

Come on – du kender det godt, gør du ikke?

Indtil videre har jeg klaret den igennem på intravenøs kaffe og en panodil/Ipren cocktail, gerne med et skud næsespray henunder aften.

Intet er så skidt, at det ikke kan gøres til noget godt

Som du kan se på billedet neden under har jeg skubbet vasketøjet foran mig så længe, at vel omkring 80 % af alt vores tøj var vasketøj.

Der var så meget at vaskekurven slet slet slet ikke kunne rumme det.

Så Oskar og jeg blev enige om, at vi kunne kaste det ud fra 1. sal og ned på det store trappetrin.

Nå ja, og når der er SÅ meget, at man kan svømme i det, så må man jo også lige afprøve den slags 😉

Nu er det alt sammen vasket, endnu ikke lagt sammen og på plads.

Men vasket. Og det er da næsten i mål – agtigt.

Nu hepper vi bare på imunforsvaret får bekæmpe de sidste baktusser, så vi kan komme tilbage til normalen.

Lige nu tager vi den fra dag til dag med vuggestue, hvad han kan klare. Og jeg er på kaffe- og næsesprays nedtrapning…

ALT="da-toget-ramte-os"
Efter mere end en uge hvor vi alle har været syge på skift, var der så meget vasketøj, at det end ikke kunne være i kurven. Så vi kastede det bare ud over trappen, og herefter måtte disciplinen ‘vasketøjssvømning’ afprøves.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *